Overvægt gør intet godt for selvtilliden. Christian Vang vejede over 170 kg, inden han begyndte at gå. Han har tabt 70 kg, og det er ikke kun musklerne, der er blevet større. Det er også hans tro på sig selv
Skoledagen var noget, der skulle overstås, da Christian Vang var barn. Som klassens tykke dreng blev han drillet og sad tit alene og tegnede, for han følte ikke, at han havde noget at byde på. Skal han beskrive sit liv dengang, falder svaret prompte: ’Hvad for et liv?’.
»Mit liv var min computer, min nintendo, mad og sodavand. Og wrestling i fjernsynet. Min store drøm var at blive wrestler. De var levende superhelte, der fik klapsalver for deres præstation,« fortæller Christian Vang ...
... LÆS HELE INTERVIEWET PÅ BT PLUS. Christian Vang fortæller om, hvordan han gik fra at veje 170 kg og ikke have noget liv, til at smide 70 af dem, flytte til København og starte på en frisk, selvom han mistede sine forældre. Her får du hele hans utrolige fortælling ...
Overvægt gør intet godt for selvtilliden. Christian Vang vejede over 170 kg, inden han begyndte at gå. Han har tabt 70 kg, og det er ikke kun musklerne, der er blevet større. Det er også hans tro på sig selv
Skoledagen var noget, der skulle overstås, da Christian Vang var barn. Som klassens tykke dreng blev han drillet og sad tit alene og tegnede, for han følte ikke, at han havde noget at byde på. Skal han beskrive sit liv dengang, falder svaret prompte: ’Hvad for et liv?’.
»Mit liv var min computer, min nintendo, mad og sodavand. Og wrestling i fjernsynet. Min store drøm var at blive wrestler. De var levende superhelte, der fik klapsalver for deres præstation,« fortæller Christian Vang.
Margarine, mælk og fløde var faste ingredienser i moderens madlavning, og Christian Vang var ikke ret gammel, før kiloene begyndte at sætte sig. Hans mor lavede rigtig mormormad, men der var også mange dage, hvor der blev hentet grillkyllinger med pommes frites eller bøfsandwiches på grillbaren.
Det var ikke uden omkostninger at spise junkfood og softice.
»Det satte en stopper for alting, at jeg vejede for meget. Jeg kunne ikke købe det tøj, jeg gerne ville, og jeg følte mig stillet til skue på gaden. Hvis jeg så folk, der grinede på den anden side af gaden, var jeg sikker på, at de grinede ad mig. Sådan var det bare. Jeg kunne ikke løbe hurtigt nok til at være med til fodbold, og jeg turde slet ikke tale med piger,« siger Christian Vang, der i dag er 34 år.
Det første job
Da Christian Vang var 18 år gammel, skaffede hans far ham et arbejde i Tivoli. Jobbet var noget af det bedste, hans far gjorde for ham.
»Min far var meget mere social og sagde: ’Nu skal du ud at lave noget’, og jeg blev tvunget til at komme lidt ud af min skal og have med fremmede at gøre, når jeg skulle forholde mig til kolleger.«
Den 2. sæson han arbejdede der, var han en aften ude at spise på en kinesisk restaurant med nogle kolleger, og dér var en mørkhåret pige, han virkelig lagde mærke til.
»Jeg syntes, hun var bedårende, men mit udseende afholdt mig fra at gøre noget ved det. Jeg følte mig hverken sexet eller tiltrækkende, jeg sad bare og kiggede på hende og sukkede uden at gøre noget ved det.«
Han tænkte, det ville hjælpe, hvis han tabte sig, og begyndte en kort overgang at træne, men efter en time på crosstraineren gik han direkte på pizzeria, for han anede intet om sund mad. De mange timer på et hårdt stengulv i Tivoli gav ham ondt i ryggen. Løsningen var ifølge Christian Vangs mor at medicinere smerterne væk. Hun tog en del smertestillende medicin og stak ham to ketogan. Christian Vang tog en kvart, og pludselig kunne han yde ’kundeservice på doping’.
»Det var en herlig fornemmelse, og jeg tænkte egentlig ikke på det som stofmisbrug. Jeg tænkte, at jeg ville stoppe igen, når sæsonen var slut, men så døde min mor pludselig, og jeg gik rundt som en zombie. Min far havde svært ved at tale om følelser og i stedet for at tale om det, der var sket, fik jeg bare endnu flere ketogan. Pillerne blev min krykke, og efterhånden var jeg så afhængig, at jeg skulle have dem hver dag for at fungere,« fortæller Christian Vang, der endte med at ligge derhjemme på sofaen i flere år.
Tilbage på sofaen
Stuen blev igen omdrejningspunktet i hans liv, og det tændte tv dér, hvor han hentede sit livsindhold.
»Jeg havde reolen fyldt med dvd’er, så film og spiste en masse mad, men derudover lavede jeg ikke noget. Jeg kunne ikke rydde op, og jeg kunne ikke holde ud at gå udenfor.«
Christian Vang forlod først lejligheden efter mørkets frembrud og gik så på McDonald’s efter ti cheeseburgere, en menu og et par kager – og så var det ellers hjem på sofaen igen.
Efter sådan en omgang havde han ikke høje tanker om sig selv – ’Føj, du er et svin. Du er jo ikke normal’ – kørte igennem hans hoved, men trangen til fedt og sukker styrede, han kunne ikke lade være.
Da hans far døde i 2012 eskalerede pillemisbruget yderligere. Til begravelsen mødte familien en fedtet og uvasket Christian Vang, der på det tidspunkt vejede over 170 kg. Han havde stort set ingen kontakt med sin familie, og i dag forstår han godt hvorfor. Han forklarer, hvordan misbrugere suger på folk og kun ringer, når de selv har brug for hjælp. Sådan var det også for Christian Vang, der til sidst blev smidt ud af sin lejlighed, fordi han ikke havde råd til at betale husleje.
Han ledte efter et nyt sted at bo og skrev et opslag med en efterlysning på Facebook.
»På det tidspunkt havde jeg ikke talt med min søster i ti år, men hun var sgu den eneste, der skrev, at jeg godt kunne bo hos hende,« fortæller Christian Vang.
Søsteren Hanne boede i Frederikshavn, og Christian Vang lagde Nørrebro bag sig. Der var langt fra hovedstadens brogede gadebillede, hvor han kunne skaffe stoffer på få minutter, til naturskønne Nordjylland, og rejsen blev et vendepunkt. For han blev overrasket over, hvor varmt søsteren tog imod ham – uden nag eller fordømmelse overhovedet.
»Hun havde arbejde og cyklede af sted på job hver morgen. De mange timer alene fik mig for første gang til at tænke over, hvad jeg egentlig ville med mit liv. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg var nødt til at se indad, og jeg kunne mærke, at der skulle ske noget. Jeg kunne ikke blive hængende i al evighed. Begge mine forældre var døde, og jeg var virkelig på bar bund. Jeg har, siden jeg var 16 år, skrevet og produceret tegneserier, og ville gerne lave noget kreativt.«
Det var dog ikke let at finde arbejde i Frederikshavn, så han gik til kommunen for at få kontanthjælp.
»Men i Frederikshavn er der ingen kære mor, du bliver sendt i aktivering med det samme. Jobkurset lå i den anden ende af byen, og byens eneste busrute passede ikke, så jeg tog høretelefonerne i ørerne og gik de 40 minutter frem og 40 minutter tilbage fem gange om ugen,« fortæller Christian Vang.
Vægttabet
En dag udbrød hans søster: ’Du har sgu da tabt dig’. Det blev en øjenåbner for Christian Vang, der var overrasket over, at der ikke skulle mere end fem gange 80 minutters gåtur om ugen til, for at det kunne ses.
»Stille og roligt begyndte jeg at undersøge, hvad du skal spise for at tabe dig. Jeg googlede ’weight loss’ og ’fast food’ og fandt nogle gode artikler, der forklarede, hvilke fødevarer jeg skulle vælge og hvorfor. Langsomt begyndte jeg at erstatte pommes frites og burgere med grøntsager, kylling og fisk,« fortæller han.
Christian Vang havde taget metadon med til Frederikshavn vel vidende, at han nok ikke ville kunne finde stoffer på hvert andet gadehjørne. Men han løb hurtigt tør og kæmpede med rysteture, kløe og smerter i knoglerne og en rastløshed, der gjorde, at han havde det ad Pommern til.
»Jeg havde prøvet at træne en enkelt gang tidligere for mange år siden og kunne huske, hvor godt jeg havde det bagefter. Derudover havde jeg læst, at træning kunne nedsætte abstinenssymptomerne, så jeg meldte mig ind i det lokale fitnesscenter og mødte troligt op hver anden dag.«
Som udgangspunkt var det for at dulme abstinenserne, men hurtigt handlede de mange timer i fitnesscentret også om at komme ned i vægt og få de mange kilo fedt lavet om til muskler. Selv juleaften var Christian Vang i centret, så han kunne spise lidt julemad med god samvittighed.
I samme periode begyndte hans tanker at kredse om at blive skuespiller.
»Jeg var fascineret af at spille en rolle og portrættere en figur, men jeg vidste også, at det ikke kunne lade sig gøre at blive skuespiller, så længe jeg var fed. Det blev en stor drivkraft og motivation i forhold til at ændre mit liv,« fortæller Christian Vang.
Jogging-allergi
Kiloene raslede af, og han var meget stolt, da han kunne købe sine første jeans. Faktisk er han i dag nærmest allergisk overfor joggingbukser, som var hans primære beklædning i mange år.
»Jeg kan huske, jeg tænkte: ’Nå er det sådan at være normal’,« fortæller Christian Vang.
Der skete også noget inde i hovedet. I takt med at han blev mindre og pænere, blev selvtilliden større – og socialt tog han et kæmpe skridt. Da han flyttede tilbage til København, meldte han sig straks ind i det lokale fitness-center.
»Det første halve år, passede jeg mest mig selv, men efterhånden begyndte jeg at tale med de andre mænd. Det er virkelig noget, jeg har skullet lære. Det samme gælder piger. Jeg havde aldrig været sammen med nogen og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Men da jeg fik Tinder på telefonen, fik jeg endelig et par oplevelser – den der mødom kom jeg først af med i februar 2015, men nu har jeg prøvet at have en kæreste og er ikke længere så desperat. Faktisk tænker jeg: ’Sker det, så sker det’. I lang tid undgik jeg piger, fordi jeg ikke kunne finde ud af at tale med dem, men jeg er blevet bedre til at sige hej og indlede en samtale,« siger Christian Vang, der på mange måder føler sig som en 17-årig i en 34-årigs krop, fordi han ikke gjorde sig de erfaringer, andre unge gør sig, på et langt tidligere tidspunkt.
»Jeg skulle åbenbart ramme bunden, før jeg kunne kravle op af hullet,« siger Christian Vang, der i dag har det meget bedre med sig selv end for tre år siden.
Han arbejder i dag som grafiker i et firma, der bl.a. leverer kryds-og tværs og sudoku til landets aviser. Desuden arbejder han med sine egne ideer bl.a. tegneserier og en julekalender. Og så bruger han sin egen forvandling som afsæt til at hjælpe andre. Han har gjort sig en masse erfaringer, som han gerne giver videre til andre, der kæmper med overflødige kilo.
På ét punkt er der dog stadig en kamp at kæmpe. Fordi han har tabt sig så hurtigt, har hans hud ikke kunnet følge med. Derfor har han en masse overskydende hud, han ikke kan træne sig fra.
»Jeg er ligeglad, når jeg er derhjemme alene, men det er slemt, når jeg møder en pige, for jeg har det ikke godt i nøgen tilstand. Jeg ryger lige tilbage til for tre år siden og bliver mindet om den fede mand, jeg var. Det går mig rigtig meget på,« siger Christian Vang, der har fået afslag på at få huden fjernet i det offentlige system, fordi han stadig vejer for meget.
Han har tabt over 70 kilo, og de mange timer i fitness-centret har gjort, at han samtidig har bygget en masse muskelmasse op, men det ser man ikke på, når man vurderer, om han kan komme i betragtning til en operation. Hans eneste mulighed er derfor selv at betale, men han har ikke mulighed for at skrabe så mange penge sammen. Han føler, at operationen er den sidste bastion til et normalt liv.
»Men jeg føler, at jeg får fingeren af det offentlige. Jeg er nået så langt selv, og så kan jeg ikke få hjælp til at nå det sidste stykke, dét går mig virkelig på.«
