Det var i dette kvarter i det københavnske nordvestkvarter, at en 15-årig pige natten til i går dræbte sin storebror. Pigen er nu varetægtsfængslet i surrogat, hvilket vil sige, at hun befinder sig på en institution for unge.
Det var i dette kvarter i det københavnske nordvestkvarter, at en 15-årig pige natten til i går dræbte sin storebror. Pigen er nu varetægtsfængslet i surrogat, hvilket vil sige, at hun befinder sig på en institution for unge. Foto: Jakob Dall

En sand tragedie udspillede sig natten til søndag i det københavnske nordvestkvarter. Her begik en pige på 15 år drab, da hun stak sin storebror ihjel med en kniv.

Med et langt hvidt hospitalstæppe svøbt om de smalle skuldre og blå overtræksposer om fødderne blev den sigtede søndag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg. Med i retten var en række tydeligt berørte pårørende, der så til, mens sigtelsen blev læst op.

Ifølge anklageren stak den sigtede sin bror i halsen med en kniv kl. 02.09 på hjemmeadressen. Politiet ankom og anholdt pigen kort tid efter.

Læs også:

15-årig pige sigtes for drab

Under retsmødet sad den unge pige og stirrede lige frem, mens hun klart og tydeligt svarede på dommerens indledende spørgsmål. Før dørene blev begæret lukkede på grund af pigens alder, erklærede hun sig via sin forsvare skyldig i sigtelsen på manddrab.

Sagen er opklaret

Hos Københavns Politi anser man sagen som en ’familietragedie’.

»Vi betragter det som en familietragedie, og vi betragter sagen som opklaret,« sagde viceinspektør i afdelingen for personfarlig kriminalitet, Jens Møller, før grundlovsforhøret.

Retten besluttede samtidig at nedlægge navneforbud i sagen.

Richardt Thomas Lionheart er klinisk psykolog og psykoanalytiker, og han mener, at datterens drab på sin storebror bringer forældrene ud i en livslang krise:

»De står foran en svær tid, hvor de blandt andet vil spørge sig selv, om de kunne have gjort noget for at undgå drabet, og om de har nogen skyld i det. Det er helt naturligt, hvis man får den slags tanker. De står i en kompliceret krise, og det er noget, de skal arbejde med mentalt. Forældrene får brug for støtte og professionel hjælp, og de vil som standard blive tilbudt et antal psykologsamtaler,« siger han.

Han forklarer, at drabet fuldstændig har revet forældrene ud af deres hverdag:

Mord er tabu

»Det er hjerteskærende og utrolig svært for forældrene. De har på en måde mistet begge børn. Den ene er død, og den anden er morderen, hvilket højst sandsynligt betyder, at de ikke kommer til at se meget til hende i lang tid.«

Omgivelserne vil efter mordet have svært ved at forstå forældrene og datteren, og nogle vil trække sig, mener Richardt Thomas Lionheart. Han påpeger, at forældrene har brug for forståelse:

»Mord er tabu. Man må ifølge mange i samfundet ikke have medforståelse for en morder, og folk træder automatisk et skridt tilbage, hvis de hører om én, der er morder. Til trods for at morderen af sønnen er deres egen datter, vil det være en naturlig reaktion for dem som forældre at komme datteren i møde og prøve at forstå hende. Men selve mordet og tankerne om det vil altid ligge og ulme,« siger han.

Den 15-årige pige er nu varetægtsfængslet i surrogat, hvilket vil sige, at hun er overgivet til en institution for unge, hvor hun vil gennemgå en mentalundersøgelse.

 

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Prøv gratis i 30 dage