Inden for blot ni måneder er tre danske teenagere blevet anholdt og sigtet for drab.

Da en 15-årig pige i weekenden dræbte sin storebror, skrev hun sig samtidig ind i en uhyggelig statistik som en af tre 15-årige danskere, der inden for de seneste ni måneder er blevet sigtet og varetægtsfængslet for straffelovens alvorligste forbrydelse: Drab.

En gennemgang af de seneste års drabssager i Danmark, som BT har foretaget, viser, at der siden 2005 hvert år er danske unge mellem 13 og 19 år, som bliver drabsmænd.

Læs også:

En del af forklaringen på, at også unge danskere fylder i drabsstatistikken, kan muligvis findes i deres hjerner. En teenagers hjerne er ikke helt så udviklet som et voksent menneskes hjerne, og derfor kan teenagerne have sværere ved at styre impulser og overskue konsekvenserne af det, de gør.

Alderen ikke afgørende

»Man slår ikke ihjel for sjov, medmindre man er psykopat eller lejemorder. Der er ingen af de unge mennesker, der går rundt og planlægger drab. Det er impulshandlinger. Ukontrollerede, ulykkelige impulshandlinger,« siger Jørgen Beckmann, der er pensioneret professor i psykologi og tidligere klinikchef på Odense Universitetshospital.

Han påpeger, at det ikke er alderen, der er afgørende for, om et menneske kan ende som drabsmand. Alle mennesker er potentielle mordere, hvis vi bliver tilstrækkeligt pressede, forklarer den pensionerede professor.

Et ‘anfald af sindsforvirring’

»Man kan blive presset i situationen, så man i ‘anfald af sindsforvirring’ kan blive nødt til at gøre det, som den 15-årige pige gjorde, at slå en anden ihjel. For sådan en ung pige er jo ikke bare en ganske almindelig morder. Det her er en dybt ulykkelig situation, hvor jeg vil sige, at vi kommer det nærmest ved at betegne det som en ‘ulykke’. En ulykke med døden til følge.«

Læs også:

Psykiater Henrik Day Poulsen peger ligeledes på, at mange af de drab, som unge mennesker står bag, ikke er planlagte. De handler ofte på deres følelser og når sjældent at gennemskue konsekvenserne af deres handlinger, før skaden er sket.

»De fleste voldelige episoder er ikke-planlagte. Det er ofte noget, der sker i affekt, for eksempel i forbindelse med stofindtagelse. Det er meget sjældent, at man ser, at drab bliver planlagte i detaljer. Det er næsten kun på film, det foregår,« siger psykiateren.

Har relation til hinanden

Gennemgangen af drabssagerne fra de seneste ti år, hvor teenagere er sigtet eller dømt, viser, at der ofte er tale om såkaldte nærdrab, hvor offer og gerningsmand har en relation til hinanden.

Det var dog ikke tilfældet i en sag fra Lemvig i sommeren 2014, hvor en 15-årig dreng blev anholdt og sigtet for at have voldtaget og kvalt 77-årige Else Johannesen i Lemvig. I sådan et tilfælde er der ofte alvorlige psykiske problemer, som spiller ind, påpeger Jørgen Beckmann og Henrik Day Poulsen samstemmende.

»De fleste drab bliver begået på folk, som gerningsmanden kender. Det er meget, meget sjældent, at det er drab på tilfældige. Når det sker, får det også os psykiatere til at spørge, om der er en underliggende psykisk sygdom, der kan forklare det,« siger Henrik Day Poulsen.

Mentalundersøges

Derfor bliver de unge drabsmænd også mentalundersøgt af psykiatere, hvis det vurderes at have betydning for sagens afgørelse. Undersøgelsen danner grundlag for den mentalerklæring, som bruges til at vurdere, om gerningsmanden er egnet til almindelig fængselsstraf.

Her er seks sager om danske teenage-mord:

APRIL 2015: Stak sin bror ihjel
Det var i dette kvarter i det københavnske nordvestkvarter, at en 15-årig pige dræbte sin bror. Foto: Jakob Dall
Det var i dette kvarter i det københavnske nordvestkvarter, at en 15-årig pige dræbte sin bror. Foto: Jakob Dall
Vis mere

En 15-årig pige dræbte natten til søndag den 26. april 2015 sin 20-årige bror, da hun stak ham i halsen med en kniv. Drabet fandt sted i familiens hjem på en stille vej i Københavns nordvestkvarter. Før dørene til grundlovsforhøret blev lukket, oplyste den 15-åriges forsvarer, at hun erkender at have slået sin storebror ihjel.

OKTOBER 2014: Sigtet for drabet på sin mor
Den 40-årige mor blev dræbt af sin datter i deres hjem i Nordjylland. Foto: Henrik Louis
Den 40-årige mor blev dræbt af sin datter i deres hjem i Nordjylland. Foto: Henrik Louis
Vis mere

Kort efter midnat den 9. oktober 2014 blev en 40-årig kvinde dræbt af knivstik i sit hjem i en mindre by nord for Frederikshavn. Hendes ene datter, 15-årige LB, blev senere samme morgen anholdt og sigtet for drabet på sin mor. En 28-årig mand, der er ven med LB, er også sigtet i sagen. De er begge sigtede for drabet og har siddet varetægtsfængslet siden den 9. oktober. De nægter sig begge skyldige. Sagen forventes at komme for Retten i Hjørring i løbet af 2015.

På grund af navneforbud i sagen kan BT ikke bringe navnet på den dræbte og byen, hvor drabet fandt sted.

AUGUST 2014: Voldtog og kvalte 77-årig
77-årige Else Johannesen blev voldtaget og dræbt i sin lejligjhed i Lemvig. 
Foto: Johan Gadegaard
77-årige Else Johannesen blev voldtaget og dræbt i sin lejligjhed i Lemvig. Foto: Johan Gadegaard
Vis mere

Om formiddagen lørdag den 2. august 2014 fandt en hjemmehjælper 77-årige Else Johannesen dræbt i sin lejlighed på Frederiksgade i Lemvig. Ved en obduktion blev det slået fast, at hun var blevet voldtaget og kvalt af gerningsmanden.

Den 4. august blev 15-årige KR anholdt i sit hjem i Lemvig, der ligger tæt på gerningsstedet. Han havde i timerne efter drabet brugt den dræbtes kreditkort til at indkøbe sexlegetøj på internettet. Ved hjælp af navn, adresse og IP-adresse kom politiet på sporet af den unge mand, der siden den 5. august 2014 har siddet varetægtsfængslet for drabet på Else Johannesen. Sagen forventes at komme for Retten i Holstebro i 2015.

MARTS 2012: Tævede 72-årig til døde

72-årige Kari Nygaard blev den 17. marts 2012 overfaldet i sit hjem i Munkebo på Fyn, hvor to unge mænd på 16 og 18 år tævede ham til døde med blandt andet en golfkølle, mens en 15-årig holdt vagt. To dage senere blev de tre unge mænd anholdt og sigtet for drab og medvirken til drab. I byretten blev de to ældste idømt seks års fængsel, og den 15-årige fik en dom på 60 dages fængsel.

JULI 2011: Jalousiopgør
Hugo Claudio Nielsen blev som 13-årig dræbt af en jævnaldrende efter et skænderi om en pige. Privatfoto
Hugo Claudio Nielsen blev som 13-årig dræbt af en jævnaldrende efter et skænderi om en pige. Privatfoto
Vis mere

To 13-årige drenges skænderi om en pige endte den 20. juli 2011 med, at den ene af drengene, Hugo Claudio Nielsen, mistede livet. De to havde via internettet aftalt at mødes på et græsareal ved Borgmester Andersensvej i Sønderborg omkring klokken 20.30. Kort efter de mødtes, gik det galt, da TH trak en kniv og stak Hugo Claudio Nielsen flere steder på kroppen.

Til stede var også den unge kvinde, som de to drenges opgør handlede om. 13-årige Hugo Claudio Nielsen blev hårdt kvæstet bragt til sygehuset, hvor han kort efter døde. Fordi TH var under den kriminelle lavalder, blev han ikke sigtet for drabet. Sagen blev i stedet overgivet til de sociale myndigheder.

OKTOBER 2007: Det brutale stadion-drab
Musiklæreren Henrik Bjerremand Kristensen blev tævet til døde af en kun 15-årig dreng. 
Privatfoto
Musiklæreren Henrik Bjerremand Kristensen blev tævet til døde af en kun 15-årig dreng. Privatfoto
Vis mere

I en farlig rus af alkohol og amfetamin overfaldt 15-årige Rasmus Popenda den 48-årige musiklærer Henrik Bjerremand Kristensen ved Aalborg Stadion, hvor han tævede sit offer ihjel. Efter drabet filmede den 15-årige offeret med sin mobiltelefon og sendte optagelsen til en ven, ligesom han stjal Henrik Bjerremand Kristensens pung.

En mentalundersøgelse viste, at den unge gerningsmand ikke var sindssyg i gerningsøjeblikket, og han var derfor egnet til almindelig straf. Ved Retten i Aalborg blev den 15-årige i 2008 frikendt for drab, men idømt fire års fængsel for vold med døden til følge. Anklagemyndigheden ankede dommen til Vestre Landsret, som skærpede dommen til syv års fængsel for drab.