Den 14. april klokken 9.00 starter ansøgningsrunden til den 1,5 milliarder kroner store renoveringspulje. Pengene fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Når det sidste æg er malet og den sidste påskesild skyllet ned, skal du skynde dig at søge om penge, hvis du vil have del i regeringens renoveringspulje. Erhvervs- og Byggestyrelsen åbner nemlig for ansøgninger om tilbud til renovering eller forbedringer af boligen, når loven om renoveringspuljen på 1,5 milliarder kroner træder i kraft lige efter påske tirsdag den 14. april.

Pengene fordeles efter først-til-mølle-princippet, og ansøgningsskemaet kan hentes på www.boligforbedringer.dk og sendes elektronisk eller fås ved henvendelse vil Erhvervs- og Byggestyrelsens hotline på 38 88 88 88.

Renoveringspuljens penge vil blandt andet gå til at reparere og renovere eller at udskifte tag, ydervægge, vinduer, gulve, energianlæg og isolering. Maksimumbeløbet for tilskud til arbejdsløn er på 15.000 kroner og 10.000 kroner på tilskud til energibesparende materialer.



/ritzau/