Hvad ved vi egentlig om terrororganisationen Islamisk Stat, hvis seneste angreb i Paris kostede 129 menneskeliv?

Sent fredag aften blev endnu et forfærdeligt kapitel føjet til terrorhistorien i Vesten, da tre terrorister angreb spillestedet Bataclan i Frankrigs hovedstad. Det var blot et ud af seks terrorangreb i byernes by den aften, og IS har taget ansvaret for dem alle. 129 uskyldige mennesker døde, og 300 blev kvæstet.

Islamisk Stats gerninger har domineret mediebilledet siden fredag, men hvad ved vi egentlig om organisationen, der lever og ånder for at gøre den vestlige verden ondt?

BT har talt med journalisten og historikeren Deniz Serinci, der i år udgav bogen 'Terrorens kalifat – et indblik i Islamisk Stat'. Han giver her svar på 12 spørgsmål om IS:

Hvorfor har Vesten ikke gjort det af med IS for længst?

»Vesten har bombet IS 8000 gange siden august 2014, og problemet er ikke løst. Når du bomber, risikerer du, at de kun bliver stærkere, for når du rammer civile, kan IS bruge det i deres propaganda til at sige, at Vesten går efter civile. Så får de flere tilhængere. På længere sigt er man nødt til at fjerne deres eksistens- og rekrutteringsgrundlag,« siger Deniz Serinci og tilføjer:

»Du er nødt til at ramme IS økonomisk. De lever især af olie. Normalt sælges olie for 100 dollar tønden. IS er meget snu, de sælger en tønde olie for 25 dollar på det sorte marked. Det er svært at stoppe, da det er svært at få fat i køberne.«

Er Islamisk Stat en stat?

»Det vil jeg ikke sige. En stat har jo faste grænser, og så er Islamisk Stat jo ikke anerkendt som stat af nogen,« siger Deniz Serinci.

Frankrig har indsat et hangarskib i kampen mod IS.
Frankrig har indsat et hangarskib i kampen mod IS. Foto: JEAN-PAUL PELISSIER
Vis mere

Hvem er lederen af IS?

Deres leder hedder Abu Bakr Al-Baghdadi. Han er i deres optik Profeten Muhammeds politiske efterfølger og leder af IS og verdens muslimer. Han hævder også at nedstamme fra Profeten Muhammed rent biologisk. Det gør han selvfølgelig ikke,« siger Deniz Serinci.

Hvad er deres helt store mål?

»Deres mål er at genskabe det kalifat, som eksisterede fra 600-tallet til 1924 - den perfekte islamiske stat. I teorien går de efter verdensherredømmet, idet Islam er en missionerende religion. I praksis ved IS godt, at de ikke har en kinamands chance,« forklarer Deniz Serinci.

Hvor mange penge har IS?

»IS har en formue på 13 milliarder danske kroner. De tjener omkring to milliarder om måneden på olie og bankrøverier. De tjener også rigtig mange penge på gidseltagninger. Når de frigiver gidsler, tjener de flere millioner danske kroner. De er verdens rigeste terrororganisation. De sælger antikviteter og tager afgifter på ind- og udrejser. Samtidig får de donationer fra rige sympatisører i den arabiske verden. De beskatter også en del borgere,« siger Deniz Serinci.

Hvor mange våben har de?

»Vi ved, at de i 2014 beslaglagde nogle våben, Irakerne havde fra det amerikanske militær. Dermed kom IS til at råde over nogle af de stærkeste våben i verden. Siden er der smuglet mange brugte våben til dem fra pressede afrikanske lande. Herunder Libyen. De skjuler, hvor kraftige bomber de har,« siger Deniz Serinci.

Er IS pressede i øjeblikket?

»Det er de på den måde, at USA siger, at de har dræbt 1000 IS-soldater om måneden den sidste tid. Samtidig - en dag før Paris-angrebet - mistede IS kontrollen over en meget vigtig hovedvej, som forbinder Irak med Syrien. Den brugte de til at transportere våben og krigere med,« siger Deniz Serinci.

Hvor store landområder har IS kontrol over?

»I Mellemøsten har de næsten kontrol over halvdelen af Irak og Syrien. Samtidig har de kontrol over den nordlige del af Sinai-halvøen, der tilhører Egypten. Der er grupper i Libyen og Nigeria, der har svoret troskab til IS,« siger Deniz Serinci.

Hvordan er deres propagandastrategi?

»IS bruger sociale medier mere sofistikeret og professionelt end danske virksomheder. IS har en sociale medier-strateg, der er udannet på et fint universitet i USA. IS har haft op mod 60.000 Twitter-konti. Under Fodbold-VM i 2014 i Brasilien lavede de et hashtag, der hed #Brasilien2014. Det betød, at de mange, der klikkede på det, fik smidt IS-propaganda i hovedet. Deres videoklip er samtidig noget, man skulle tro, at en instruktør fra Hollywood havde lavet. Det er HD-kvalitet, og de laver dem på engelsk, fransk og russisk. På den måde breder de budskabet ud til muslimer i vesten. På den måde kan de også få fat på danske muslimer,« forklarer Deniz Serinci.

Foto: JOEL SAGET
Vis mere

Hvorfor hader IS Vesten?

»Dels så bomber vi dem. Samtidig er Vesten yndlingsfjenderne i forhold til den jihadisme, som IS repræsenterer. Vesten er demokratisk. IS kan ikke lide demokrati, da mennesket ifølge dem ikke er guddommeligt. Derfor har de ikke hjemmel til at lovgive. Det er kun Gud - ifølge IS. Samtidig mener de, at kvinder og mænd har nogle forskellige roller i samfundet - og det inkluderer ikke ligestilling. De kan ikke lide Vestens forhold til alkohol, og de kan ikke lide, at vi adskiller politik og religion. Ifølge IS skal et samfund indrettes efter religion,« siger Deniz Serinci.

Hvor udbredt er IS i Danmark?

»Det er svært at sige nøjagtigt. Der findes miljøer i Danmark, der sympatiserer med IS. Husk på, at Omar El-Hussein, der stod bag skuddene på Krudttønden og den jødiske synagoge, forinden havde svoret troskab til IS. Samtidig har vi også andre miljøer, der sympatiserer med IS uden at stå frem. Vi ved også, at der er personer i Danmark, der er taget til Syrien for at deltage i krigshandlinger - de fleste for IS. Jeg ved, at der er to-tre tilbagevendte IS-krigere i Danmark,« siger Deniz Serinci.

Hvor bange skal danskerne være for, at IS slår til herhjemme?

»Man skal aldrig sige aldrig. De lande, der deltager i koalitionen mod IS, risikerer at blive udsat fra hævnangreb. Danmark er med i den her koalition. Risikoen er til stede. Vi har miljøer herhjemme, der sympatiserer med IS, og de ved i Mellemøsten, at vi er med i koalitionen,« siger Deniz Serinci.