Hvad er sandheden, Helle?
Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt giver vidt forskellige oplysninger om, hvor meget hendes mand er i Danmark. Enten taler hun usandt i en mail til Justitsministeriet eller også i en samtalebog skrevet af hendes egen rådgiver.
I en mail sendt til Justitsministeriet i fredags skriver hun, at manden 'såvidt muligt opholder i Danmark i weekenderne, men det kan ikke altid lade sig gøre på grund af hans arbejde.'
Denne oplysning er forskellig fra, at hun i samtalebogen 'Den Første' fra 2007 skrevet af sin nuværende presserådgiver Noa Redington siger, at han er hjemme hver weekend.
- Han (Stephen red.) kommer hjem hver uge, enten torsdag eftermiddag eller fredag og rejser så til Skt. Petersborg mandag morgen, efter at børnene er sendt i skole, citeres hun for i bogen.
Ifølge skatteekspert Søren Aagaard er det meget interessant, hvor mange fridage Kinnock har været i Danmark de seneste år. Skat er nemlig i gang med at undersøge om han de seneste tre år har været så meget i Danmark, at han er skattepligtig.
- Hvis vi sigter lavt og siger, at han har været i landet tre dage hver uge, så er det 156 dage på et år, og så må han kun have været i Danmark 24 fridage eller feriedage, før han runder 180 dage, siger Søren Aagaard.
Skat i København er netop nu ved at undersøge Kinnocks skatteforhold, og hvis de vurderer, at han har været skattepligtig siden 2004, kan det blive en dyr fornøjelse.
- Selv hvis Skat ikke kan røre hans diplomatløn, så vil andre indtægter kunne beskattes i Danmark, hvis Skat kommer frem til, at han er skattepligtig og hjemmehørende i Danmark, siger Søren Aagaard .
Parret ejer blandt andet en lejlighed i London, som bliver lejet ud, og denne indtægt ville Stephen Kinnock så skulle have selvangivet til Skat i de år, han vurderes til at være skattepligtig her i landet.