Digter F.P.Jac: Jeg kan bedst lide skæverter

F.P. Jac dyrker den vanvittige situations-komik, sex og outsideren i sine romaner. Hans egen hverdag er strengt disciplineret.

Han kommer præcist. Ingen slendrian, arrogance og nykker. Han hilser på alle, der hilser på ham, og det er der mange der gør, når F.P. Jac, med det karakteristiske fjæs, sidder ved et bord på Kanal Caféen i det indre København.

»Jeg kan ikke lide arrogance,« siger han efter femte eller sjette »hej!« til en vildt fremmed.

Normalt tager han sig på denne tid af dagen en lur på et par timer, men ikke i dag.

»Overflodssmørrebrød« er ikke noget, der får lov til at gå hans næse forbi.

»Allerede som barn havde jeg fem gode stykker fra slagteren med i skole. De andre sad med deres fedtede madpakker og stærk ost, som jeg ikke kunne fordrage. Jeg har altid elsket smørrebrød.«

Hans egne gastronomiske færdigheder strækker sig til at kunne smøre et par håndmadder.

»Det er min kone gennem 18 år, Bodil, der laver den varme middagsmad.«

I sidste uge stod menuen på stegt ål, så det springer Jac over i dag.

Regelmæssighed og de stille glæder har gjort Jac glad for det liv, som i perioder har været alvorligt truet af sygdom. Han arbejder mindst otte-ti timer hver dag.

»Jeg står op klokken otte, og efter fire kopper kaffe går jeg i gang. Jeg skriver i hånden. Efter tre-fire dage skriver jeg det rent på skrivemaskine. Jeg har ikke computer. Efter computerens indtog er alle romaner blevet meget længere,« siger digteren, der mener, han har fat i den lange ende, som en af de få forfattere, der stadig kan skrive kort.

Der kommer kun velformulerede og korte udsagn fra ham. Han smager på hver sætning, inden den spyttes ud. Han omgås sproget med stor humoristisk alvor.

»For mig er det et mål at stoppe i tide.«

72 produktioner er det blevet til, siden Flemming Palle Jacobsen i 1976 debuterede med poesi i »Spontane Kalenderblade«.

Det er både digtsamlinger, noveller, radioteater og en »sjover-roman«, som han kalder den nyeste, »Valdemar Wimmers ankomst«, der udkommer på Borgens Forlag i denne måned.

I samme muntre stil har Jac udsendt »Numse-Kajs Otier«, som er en digtfortælling. »Jeg er ved at skrive »Numse-kaj som Besøgsven«, der udkommer til næste år,« siger han.

Det er crazy-komik i folkelige omgivelser. Det handler om den lille mand, om outsideren, der ikke passer ind i billedet.

Det sproglige figenblad er blæst væk. Her råbes der »smatso« og »tøjtemåtter« efter kvinderne, der konstant udspekulerer de mandlige hovedpersoner.

Den 47-årige F.P. Jac voksede op som en almindelig dreng i Hvidovre.

»Jeg hørte Kinks og gik til fodbold. Jeg spillede en overgang på ynglingelandsholdet. Jeg var midtbanespiller,« fortæller han.

F.P. hører stadig Kinks, men nøjes med at se fodbold i fjernsynet.

»Jeg ser fodbold i enrum. Jeg holder med Hvidovre og Arsenal. Min kone Bodil vil hellere se ballet.«

Det var Bodil, der på vej til en balletforestilling, vendte om, tog frakken af og bestemte sig for at få Jac indlagt på hospitalet.

»To gange har jeg været ved at gå linen ud. Første gang var i 1983, hvor jeg blev indlagt på Glostrup, anden gang var i 1999. Det skete, da alting gik allerbedst. Jeg havde fået Akademiets Beatrice-pris i 1997 og Dansk Blindesamfunds Radiospil-pris i 1998. Jeg havde åreknuder i spiserøret og mistede 2,5 l blod, men fem dage efter sad jeg igen bag skrivemaskinen.«

F.P. Jac drak heftigt i en periode.

»Min farmor så også sådan ud, og hun rørte ikke en genstand,« siger han med henvisning til hans karakteristiske ansigt.

I dag går han forsigtigt frem. Til frokosten drikker han Half-&-Half og til silden, hvor andre normalt drikker snaps, tager han en Fernet Branca. På trods af de omtalte branderter og det frivole sprog er F.P. Jac en genert mand. Hans image som tidligere drukkenbold ser ud til at trætte ham. Han vil hellere tale om andre end sig selv. Dan Turèll står højt på hans liste.

»Han var et skønt menneske! Han var ærlig og sagde præcis, hvad han mente. En gang vaskede han min hvide skjorte og gav mig den med hjem i en pose. Jeg insisterede på, at jeg havde fået madforgiftning. Det er ikke maden. Det er, fordi du har drukket for mange elefanter, sagde han. Sådan var Dan.«

Digterne Frank Jæger, Klaus Rifbjerg, Jørgen Gustava Brandt og Jacs måske bedste ven, forlæggeren Asger Schnack, får også Jacs kvalitetsstempel.

Men han er ikke bange for at uddele litterære skaller.

»Henrik Nordbrandt og Søren Ulrik Thomsen er stivbenede skribenter. Søren Ulrik Thomsen er i mine øjne et rundrygget træ,« siger han med et insisterende digterblik, som altid har øje for naturen. »Ham giver jeg altid en skalle, hvis jeg kan komme til det. Vi kan ikke døje hinanden.«

Flere af de digtere, som F.P. Jac debuterede med, er døde. Blandt andet Turèll og Michael Strunge.

Men Jac lever.

Ministersekretærerne fra de omkringliggende ministerier lister af. Kanal Caféen over for Christiansborg tømmes for folk.

»Per Stig Møller havde været den ultimative kulturminister,« lyder det fra Jac, som ellers ikke hidser sig særligt op over tingenes tilstand. »Selv er jeg liberal socialdemokrat,« konstaterer han.

Himlen får en mørk dybde. Det samme gør Jac.

»Den ydre sejr betyder intet, det gør kun den indre tilfredshed. Det er min indre orgasme, der driver værket. Jeg er anti-intellektuel af et stort hjerte. De må analysere mig i hoved og røv. Det interesserer mig ikke en kæft, for jeg er og bliver den STØRSTE!«

Hans blik fortaber sig. Så vågner det pludselig til live. »Det er bare noget, jeg siger for sjov.« Jac er usikker. Han vil ikke fremstå som en blærerøv.

I 1980 omtalte han sig selv som »En lille naiv gøgler der stadig gror på et sart stykke«. Det handler om at holde balancen.

»Jeg vil gerne huskes som ham, der skrev til forsvar for F.P.«

Den lille digter i den store frakke takker af for i dag.