Jamil lå i underbukser på maven på det rådne trægulv. Flere mænd fra Taliban stod over ham og slog løs på hans ryg med rør af træ.

»Jeg råbte og skreg. Jeg råbte stop, stop, stop. De blev bare ved med at slå,« siger Jamil.

Tankerne fløj gennem hovedet på ham.

»Jeg tænkte på min familie i Danmark. Om jeg nogen sinde ville komme til at se dem igen. Jeg tænkte 'fuck Danmark'. Hvordan kan man være så umenneskelig at sende folk til sådan noget her. Det er ligesom at sende folk i døden,« siger Jamil over en telefonforbindelse fra Kabul.

27-årige Jamil blev udsendt fra Danmark til Kabul i Afghanistan kort inden Talibans magtovertagelse. I et interview med B.T. fortæller han, at han for en uge siden blev taget til fange af Taliban og tæsket.

En anden mand, der var til stede sammen med ham, bekræfter forløbet over for B.T., og både han og Jamil har sendt billeddokumentation af røde mærker på deres kroppe.

Jamil har sendt billeder af mærkerne på sin ryg.
Jamil har sendt billeder af mærkerne på sin ryg.
Vis mere

Jamil blev udsendt fra Danmark, fordi han havde flere domme for blandt andet voldtægt og våbenbesiddelse bag sig og var dømt til udvisning.

Uanset hvad en person har begået af kriminalitet, må Danmark imidlertid ikke udsende personer, hvis de risikerer at blive udsat for tortur.

Da han blev udsendt 4. juli, var Taliban på hastig fremmarch i Afghanistan, og der var flere advarsler om, at den militante islamistiske bevægelse risikerede at overtage magten før eller siden. Alligevel bremsede de danske myndigheder ikke udsendelsen af Jamil. Spørgsmålet er nu, om det var en fejl at udsende ham, og om han skal hentes retur til Danmark.

B.T. har på det seneste har afdækket, at danske myndigheder har udsendt flere personer til Afghanistan, mens Talibans kontrol med Afghanistan voksede sig større og større. En af de andre udsendte er 23-årige Nabi, der havde fået afslag på asyl og nu lever i skjul på et værelse i Kabul.

Danmark har udsendt i alt 17 personer til Afghanistan i perioden marts til juli i år, oplyser Hjemrejsestyrelsen.

Stoppet af Taliban på gaden

Jamil blev hentet af dansk politi i sin fængselscelle tidligt om morgenen 4. juli. Han manglede stadig nogle få ugers afsoning af sin straf, da de troppede op og ville udsende ham til Afghanistan.

»Jeg gik helt i chok. Jeg prøvede at gøre modstand og begyndte at slås med dem,« fortæller han.

Ifølge Jamil bandt betjentene hans hænder med strips, førte ham ud i en bil og kørte mod lufthavnen. Da han landede i Kabul, fik han et hotelværelse til de første dage, men han blev der ikke.

»Jeg turde ikke være der. Det var ikke særlig sikkert. Det lå lige i centrum, og jeg vidste, at Taliban var der, og de ved jo godt, at det er der, de sender folk hen,« siger Jamil.

Selvom Taliban først rykkede ind i Kabul og overtog magten 15. august, var der inden da også talibanere til stede i hovedstaden.

Jamil pakkede lidt tøj i en rygsæk, smed resten af sine ting ud og forlod hotellet. Han købte et telt, som han fik lov til at sætte op mellem buske og træer på en gård hos en familiebekendts nabo.

Han opholdt sig på gården og gik indimellem nogle ture. Når han var ude, var han på vagt og forsøgte at skjule sig for Taliban.

Men for en uge siden gik det galt.

Jamil fortæller, at han kom gående langs en gade med en anden ung mand, som også tidligere er blevet udsendt fra Danmark, da seks-syv mænd fra Taliban stoppede dem.

Jamil kunne mærke uroen brede sig i kroppen. Han frygtede, at de ville opdage, hvad han skjulte under en forbinding på sin højre underarm.

Talibanerne visiterede de to unge mænd og bad dem recitere nogle vers fra Koranen. Det gik fint for vennen, men så blev det Jamils tur.

»Jeg kunne ikke sige noget. Der var ikke noget, jeg kunne gøre,« siger han.

Talibanerne begyndte at fatte mistanke.

Vold, stoffer, kriminalitet

Jamil er ikke opvokset i Afghanistan, så han taler ikke sproget, og han er heller ikke troende muslim.

Han og hans familie flygtede fra Afghanistan, da Jamil var omkring et år gammel. Efter et par år i Rusland kom familien til Danmark i 2001.

Jamil voksede op i Jylland og taler flydende dansk med jysk dialekt. Han havde en barsk opvækst og blev udsat for brutal vold af sin far, står der i hans sagsakter, som B.T. har gennemgået. Han har boet i plejefamilie og på flere opholdssteder.

Han har også været stofmisbruger og boet på en behandlingsinstitution. En psykolog og en psykiater har tidligere vurderet, at han kunne have ptsd, psykoselignende symptomer, hallucinationer, depression og angst.

I 2013 blev han dømt for voldtægt, hvilket han nægter at have begået. Da han havde afsonet sin straf og blev lukket ud af fængslet, var han deprimeret, fyldt op af paranoia og »helt væk«, fortæller han. Han købte et oversavet jagtgevær, hvilket resulterede i, at han i 2018 blev dømt for ulovlig våbenbesiddelse. Og så klappede fælden for alvor. Han blev udvist af Danmark for bestandig.

Tanken om at skulle til Afghanistan var uvirkelig for Jamil. Han huskede intet derfra, og han betragtede Danmark som sit land.

»Det er i Danmark, jeg hører til og har boet hele mit liv. Jeg har aldrig været uden for Danmark. Jeg har kun været i Tyskland for at hente sodavand og slik. Ellers har jeg aldrig været uden for grænsen,« siger han.

Men nu er han i Afghanistan. Han tager ingen stoffer længere, og han er helt sikker på, at hans oplevelser med Taliban ikke er vrangforestillinger.

Tidligere har en psykolog også beskrevet, at han godt kunne skelne mellem vrangforestillingerne og virkelighed.

»Alt, hvad jeg fortæller nu, er 100 procent sandheden. Jeg kan huske alt til punkt og prikke,« siger Jamil.

Smidt i ladet og taget til fange i skur

På gaden i Kabul kunne Jamil mærke nervøsiteten brede sig i kroppen, da han stod over for talibanerne.

Efter han ikke kunne recitere nogen vers fra Koranen, spurgte de, hvad der var sket med hans arm. Jamil løj og sagde, at den var brækket. Så stak talibaneren ham en lussing og trak ned i forbindingen, fortæller han.

Bag forbindingen kom en tatovering af et afghansk flag til syne. Et symbol, der ikke ligefrem er velset i Talibans øjne. De seneste uger har der været rapporteringer om, at flere afghanere er dræbt under protester, hvor de flagede med det afghanske flag.

Talibanerne gav Jamil og vennen lussinger, lagde dem i håndjern og beordrede dem op på ladet af en bil.

»Vi kunne ikke gøre så meget. De har våben, så hvis vi kæmpede imod, ville de jo bare slå os ihjel,« siger Jamil.

De kørte ad støvede veje i en halv times tid og nåede frem til et rødt, faldefærdigt træhus, der mindede om et skur. Jamil og vennen blev bedt om at tage deres tøj af. Det lykkedes vennen at gemme en lille lommekniv i sine underbukser. Den kniv skulle senere vise sig at blive deres redning.

Da da stod afklædt, fik de spændt hænderne fast i håndjern til en stang over dem.

Den første dag kom forskellige talibanere på skift ind og gav dem lussinger, fortæller Jamil.

På dag to fik de løsnet deres hænder og fik noget vand og mad. Talibanerne forlod skuret, men de kom igen.

De bad Jamil og vennen om at lægge sig på maven.

»De tog sådan nogle stave, og så stod de bare og slog os på ryggen og rigtig meget på min tatovering,« siger Jamil.

Jamil har sendt billeder af mærkerne på sin ryg.
Jamil har sendt billeder af mærkerne på sin ryg.
Vis mere

Jamil og vennen råbte og skreg og fik flere slag. Så trådte en ny mand pludselig ind i lokalet. Ifølge Jamil var det tydeligvis en, som de andre talibanere havde respekt for. Han virkede som en slags leder, og han bad de andre talibanere stoppe. Ikke af venlighed, men fordi der skulle tages billeder og optages video af Jamil og vennen.

Ifølge Jamil ville talibanerne have hans familie til at sende 100.000 dollar, og ellers ville de hugge hans arm med tatoveringen af. De krævede 50.000 dollar af vennens familie.

»De prøvede at få os til at give vores forældres nummer. Jeg sagde til dem, at min familie er død, og at jeg kun har en bror. Jeg fyrede alt muligt lort af,« siger Jamil.

Talibanerne forlod skuret og låste døren. Jamil og vennen var ikke længere spændt fast.

Nu skulle de væk derfra. Da mørket faldt på, begyndte de at lave hul i revnen mellem gulvet og en væg, fortæller Jamil.

»Vi skrabede og skrabede og skrabede og slog,« siger han.

Vil tilbage til Danmark

Jamil vil gerne hjælpes tilbage til Danmark, og hans advokat har nu henvendt sig til Flygtningenævnet og bedt om at få genoptaget Jamils sag.

Jamil, du har grove domme bag dig. Kan du forstå, hvis der er mennesker i Danmark, der ikke synes, at du skal hjælpes, og at du ligger, som du har redt?

»Ja, jeg har jo lavet noget lort. Det kan jeg ikke komme udenom. Jeg er ikke stolt over de domme, jeg har bag mig. Jeg kom ud i noget pis og gik med de forkerte folk. Jeg havde kaos i mit liv. Jeg fortryder alt det, der er sket i mit liv. Jeg fortryder så meget,« siger han.

»Men alligevel forstår jeg det ikke. Det er jo ikke sikkert for mig at være hernede. Danmark er medlem af EU, og der står, at man ikke må udsende folk til tortur og fare. De overholder ikke en skid de konventioner. Det er virkelig slemt her,« siger han.

Flygtningenævnet afgjorde i maj 2020, at Jamil ikke ville være i fare i Afghanistan og gav ham derfor afslag på asyl.

I dag vil Flygtningenævnet ikke kommentere Jamils sag, men oplyser generelt, at afviste asylansøgere har mulighed for selv at søge om at få genoptaget deres sag, hvis der er nye oplysninger eller ændringer i hjemlandet, ligesom nævnet også kan beslutte at genoptage sager.

Ifølge nævnet kan genoptagelse »undtagelsesvis« ske, selv om en person er udsendt af Danmark og opholder sig i sit hjemland.

Jamil har sendt billeder af mærkerne på sin ryg.
Jamil har sendt billeder af mærkerne på sin ryg.
Vis mere

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ser med alvor på Jamils situation, men vil ikke forholde sig til, om det var en fejl at udsende ham. Han henviser til, at det er Flygtningenævnet, der er ansvarlig for at vurdere sikkerheden for Jamil og andre asylansøgere.

»Det lyder frygteligt, hvis han er blevet overfaldet af Taliban. Der er selvfølgelig ikke nogen mennesker, der skal have tæsk uanset hvad,« svarer Mattias Tesfaye.

Mener du, at han skal hentes tilbage til Danmark?

»Jeg kan ikke kommentere en enkelt sag, men jeg er fuldstændig enig i, at Danmark aldrig skal udsende til tortur. Det er et helt grundlæggende princip i vores lovgivning,« siger han.

Vil du som ansvarlig minister gøre noget for at undersøge Jamils og andre udsendte afghaneres sager for at sikre dig, at de ikke bliver udsat for tortur – eller i Jamils tilfælde mere tortur?

»Jeg kommer aldrig nogen sinde til at blande mig i Flygtningenævnets arbejde. Det er virkelig vigtigt i de her sager, hvor det handler om folks liv og lemmer, at vi holder tungen lige i munden,« siger Mattias Tesfaye.

Flygtede gennem hul i gulvet

I skuret skrabede og bankede Jamil og vennen videre for at lave hul.

Når de kunne høre talibanerne nærme sig, dækkede de hullet med deres bunke af tøj.

Efter lang tids skraben fik de lavet et hul, og så arbejdede de videre for at udvide det.

Da det var stort nok, kravlede de ud. De kiggede, om der var nogen talibanere tæt på. De kunne se, at de sad ovre ved et hus og snakkede og grinede. De var beskæftigede, så nu skulle de afsted.

»Jeg løb så hurtigt, jeg kunne. Min adrenalin kørte bare derudad,« siger Jamil.

Da de var nået et stykke væk, hørte de lyden af skud.

»Jeg kunne høre 'schum schum schum' om mine ører. De begyndte at skyde efter os. De fløj lige forbi os,« siger Jamil.

De løb gennem gyder, og da de var nået længere frem, gemte de sig på et tag. De lå der i to-tre timer og lyttede.

»Vi turde ikke gå ned. Hver gang vi hørte en bil køre forbi, troede vi, at det var dem,« siger Jamil.

Til sidst hoppede de ned. Der var ikke nogen at se, så de skyndte sig hen til vennens kælderværelse.

Sover i gyder og på tage

Nu forsøger Jamil at skjule sig rundtomkring i Kabuls gader. Han sover i gyder eller på tage.

»På et tag føler jeg mig sikker. Jeg tænker, at der ikke er nogen, der kan se mig,« siger han.

Indimellem kan han også sove i teltet ude på gården, men efter Taliban er rykket ind i Kabul, kan han ikke være der så meget.

»De er også bange. De bliver jo også taget med, hvis nogen sladrer til Taliban om, at jeg er der,« siger Jamil.

I nat sover han i en kælderskakt, som er inde bag en aflåst port. Han har betalt det, der svarer til 70 danske kroner, for at være der i et par dage. Der er et rødt tæppe, han kan rulle ud, og han har en lille sovepose med sig i sin rygsæk.

Jamil har betalt sig fra at sove i denne opgang i nogle dage, fortæller han.
Jamil har betalt sig fra at sove i denne opgang i nogle dage, fortæller han.
Vis mere

Jamil har det psykisk dårligt. Volden fra Taliban har fået hans ptsd til at blusse op i ham, og han har angst, fortæller han.

»Jeg er bange. Det regime, der er kommet. De er jo sindssyge. Jeg har aldrig nogen sinde oplevet noget så vildt i mit liv som det her. Det er så sygt, det her. Jeg er virkelig knækket indeni,« siger han.

Jamil ved ikke, hvad han skal gøre.

»Jeg har ikke nogen plan ud over at komme væk fra Afghanistan. Det er min eneste prioritet lige nu,« siger han.