Offer er i livsfare efter nyt skyderi

Den mand, der onsdag aften blev ramt af skud i Tingbjerg, er i livsfare, lyder vurderingen fra politiet.

En byge af skud fra et automatvåben ramte onsdag aften en 22-årig mand i Tingbjerg.

Han blev såret i lænd og balle, og ifølge efterforskningsleder Tommy Keil er manden i livsfare.

Den 22-årige blev ramt af skud, da han stod uden for kiosken på Ruten.

Der er tale om en ung mand med indvandrerbaggrund og spørgsmålet er, om skyderiet er en regulær hævnaktion oven på et skyderi ved Forum tidligere på dagen.

Ved den lejlighed blev der skudt mod tre danske mænd. De har intet med bandekonflikten at gøre, men tilsyneladende blev de forvekslet med AK81'ere.

- Vi kan ikke sige, om der er en sammenhæng, men vi har det selvfølgeligt in mente, siger Tommy Keil.

Politiet efterlyser nu en sølvgrå Volvo stationcar med nummerpladen BG 26 467.

Tingbjerg hører til de bydele, der har været hårdest ramt under bandekrigen. Utallige gange er der blevet affyret skud i området, og det var et drab på netop Ruten den 15. august 2008, der for alvor satte gang i bandekrigen.

/ritzau/