baSix vil synge på fuld tid

Grand Prix-overraskelsen forhandler om pladekontrakt.

Har du set dansk Melodi Grand Prix i lørdags, og har du sagt Rollo & King, må du også sige baSix. Vokalgruppen fra Århus var aftenens største overraskelse med en flot 2.-plads til deres a cappella-nummer "I Australien".

"Det var bare ren jubel og fuldstændig overvældende, at det kunne lade sig gøre første gang, folk stiftede bekendtskab med vores genre til et Grand Prix. Det betyder også meget for os, at juryen havde os som 1'ere, og at alle de andre kunstnere har sagt til os, at de synes, det er fedt, hvad vi laver," siger Peter Bach fra sekstetten til B.T.

I koret af rosere hørtes også kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, der var særligt glad for baSix' succes, fordi tre af dem studerer musik på universitetet og de tre andre på konservatoriet.

"Vi ligger i forhandlinger om en pladekontrakt, som forhåbentlig betyder at vi i en periode kan lave kun baSix..., øve fire-fem timer hver dag og tage ud og synge tre gange om ugen. Og hvis folk ikke kan vente på en plade fra os, kan de jo hyre os til at komme og synge!" siger Peter Bach.

Fra baSix' nye bookingbureau, Elmerdahl Bureauerne i Fåborg, forlyder det, at telefonerne bimlede og bamlede i går med folk, der vil hyre den ny-populære gruppe. baSix kunne dog allerede sidste år opleves i store sammenhænge. Nemlig til Midtfyns Festival og ved åbningen af Øresundsbroen.