RIGTIGE VENNER
Melodi nr. 7: »I Australien«, baSix, tekst og musik: Niels Nørgaard og Morten Kjær, vært: Lotte Feder.
Morten Kjær, 22 år, er i dagens interview-anledning udnævnt til at være talerør for de seks syngende herrer. Udover ham selv består baSix af Thomas Laursen, 31 år, John Kjøller, 30, Niels Nørgaard, 35, Peter Bach, 27, og Jakob Hejlesen, ligeledes 27 år.
Musikkonservatoriet var i sin tid mødestedet for dem, og i aften repræsenterer baSix en hidtil ukendt genre i Dansk Melodi Grand Prix: Vokalmusik, hvor stemmen er i fokus.
Niels, som er udannet musikleder, kan smykke sig med titlen »grundlægger af baSix«. Under et besøg i Italien i 1995 blev han så betaget af a cappella gruppen Neri Per Caso, at han hjemme i Danmark spurgte John, om de ikke skulle starte noget sammen. Den var John helt med på, og frem til 1999 blev baSix lidt efter lidt lappet sammen til en helhed. Gruppens medlemmer har lige nu ekstremt travlt med deres musik. Og mens de andre kan bruge al deres tid på musikken, skal Jakob som eneste familiefar i gruppen også tænke på sin kone Anne og lille Anton på syv måneder.
»Vi bruger meget tid på baSix. Vi har lavet hjemmeside, giver interviews, øver os, laver sange og skriver noder. Så udover min uddannelse tager baSix al min tid. Vi snakker sammen hver dag og udvikler os sammen. De andre er mine rigtig gode venner,« fortæller Morten, som er den yngste i gruppen.
Han har altid haft en stor drøm om at være med i Melodi Grand Prix.
»Da jeg var lille, var mit højeste mål i livet at komme med i konkurrencen. I 90erne slap jeg drømmen. Men nu er det skønt at tegne en streg tilbage til mine første leveår og sige: Jeg har nået mit mål,« fortæller Morten, mens de andre nikker forstående.
Det var en ren tilfældighed, at gruppen i sin tid meldte sig til det store show. Morten sad en dag sammen med sin søster og så TV.
»Pludselig slog hun over på tekst-tv, hvor hun kunne læse, at alle i år kunne sende sange ind. Jeg ringede med det samme til de andre, og så mødtes Niels og jeg og skrev »I Australien«. Vi sendte den ind, og den blev taget,« smiler Morten.
Gruppen er godt sammentømret nu, men blandt andet John vil ikke udelukke, at han på et tidspunkt starter en solokarriere.
"Jeg satser på at lave noget klassik. Men det er lige nu skubbet lidt til side, fordi der foregår så meget med baSix," fortæller John.
Fjerne tanker, for baSix nyder den aktuelle interesse for dem.
Morten glæder sig vildt meget til at stå på scenen i Herning, mærke publikum og vide at hele Danmark kigger på. Og selvom en bundplacering ikke er drømmen, vil det heller ikke være en katastrofe.
"Får vi en bundplacering, går jeg ind i mit hotelværelse, stamper i jorden og banker hovedet ind i væggen. Men 330 mennesker har sendt sange ind, og vi er blandt de udvalgte ti. Det er virkelig godt," smiler Morten stort ved tanken om, hvor langt gruppen er nået på det sidste.
Læs også: Fem skarpe til BaSix