Absurd aktivering

B.T. mener: Forudsigelig snak om tilbud til ledige

Værsgo. Fire ugers aktivering på et bordel i det københavnske nordvestkvarter. Eller hvad med et kursus, hvor deltagerne finder deres indre fugl? Ørn eller ugle? Arbejdsløse murere har kastet med æg, mens andre henslæber tiden på, hvad de kalder 'kaffekurser'.

Er man arbejdsløs, må man være indstillet på at blive udsat for lidt af hvert. For tiden vælter kritikken ned over absurde aktiveringsprojekter, som koster kassen, men næppe bringer de ledige tættere på et job på det ordinære arbejdsmarked, som det ellers var tanken.

I går kom det frem i Politiken, at en kvinde havde fået Jobcenter Slagelses ord for, at det var helt i orden, at hun gav en hånd med på et bordel - ingen tjekkede, at klinikken Viva Massage, hvor kvinden ifølge jobplanen officielt skulle oplæres i zoneterapi, er blandt annoncørerne i Ekstra Bladets massagespalte.

Oprørte politikere stillede sig omgående i kø for at afkræve beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) en redegørelse. Et grotesk eksempel på aktivering, der ikke giver nogen mening, mente således den konservative arbejdsmarkedsordfører, Helle Sjelle. Og ministeren lod forstå, at hun ikke var stolt af situationen, men med den tilføjelse, at aktivering i al almindelighed er et godt redskab, som kan hjælpe ledige til at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Forudsigeligt? Mon ikke.

Det er langtfra første gang, at der er debat om nytteværdien af indsatsen over for de ledige. Og langtfra første gang, at det manglende overblik bliver udstillet. Kommunerne har en klar økonomisk interesse i at få de ledige aktiveret - det giver flere penge fra staten, men det pinagtige er, at kvalitetstjekket af, hvad de ledige bliver sendt ud i, risikerer at gå fløjten. En særlig udfordring er det at sikre relevant indhold i aktiveringen, når opgaven overlades til private firmaer. Da fagforbundet HK spurgte 5.000 arbejdsløse medlemmer, om aktivering havde bragt dem tættere på et job, svarede hver anden nej.

Det triste er, at et effektivt opgør med det absurde aktiveringscirkus ikke er i nærheden af at være en politisk vindersag. Vist mobileres der harme ad libitum, når endnu et eksempel på gakket aktivering dukker op, men historien viser, at der ikke rigtigt sker noget bagefter.

Realiteten er, at der for politikere er mere prestige i at heppe på dem, der er på banen - i beskæftigelse - end på dem, der af den ene eller anden grund sidder på bænken.