Se kortet: Her hærger banderne i Danmark
Et benhårdt opgør er i gang blandt Danmarks kriminelle grupper.
Rockere. Indvandrerbander. Narkosalg. Prostitution. Tilsat forkvaklede æresbegreber. Det er den cocktail, der netop nu truer freden på gadeplan i Danmark.
SE DANMARKS-KORTET: HER HÆRGER BANDERNE I DANMARK
Stort set hver uge byder på nye sammenstød og skyderier, hvor uskyldige skal dukke sig for kuglerne.
Og det giver uhyggelige associationer til den store krig mellem Hells Angels og Bandidos i 90’erne, hvor der blev begået fem drab og 40 drabsforsøg i Danmark.
Den aktuelle konflikt startede formentlig med noget personligt 'æres-fnidder' mellem en indvandrergruppe fra Tingbjerg og de hårde drenge i Hells Angels’ støttegruppe AK81 og kulminerede med, at den 19-årige Osman Dogan blev dræbt i Tingbjerg for tre uger siden. Antageligt af et AK81-medlem. Et drab, der skal hævnes for enhver pris.
Seneste forsøg skete mandag aften, hvor der ved 19-tiden var skyderi i Mimersgade på Nørrebro i København, tæt ved Hells Angels’ rockerborg på Svanevej. Ingen er tilsyneladende blevet ramt.
Drabschef Ole Dahl, Københavns Politi, mener, at der bliver tale om en løbende konflikt, men understreger, at situationen ikke på nuværende tidspunkt kan sammenlignes med 'den store nordiske rockerkrig'.
- De slog jo virkelig hinanden ihjel dengang. Så langt er vi slet ikke på nuværende tidspunkt. Men det slår gnister visse steder i København, og der er ingen tvivl om, at nogle personer skal passe på med at færdes i byen. Der er sket en optrapning, og man holder øje med hinanden, fastslår han.
Voldsspiral
De organiserede kriminelle grupper griber stadig oftere til våben, når de skal forsvare deres territorium, hvor de henter mange penge ved at styre narkohandlen og prostitutionen. Vicepolitiinspektør Jørgen Isalin fra Rigspolitiets nationale efterforskningscenter, NEC, kalder situationen 'bekymrende'.
- Vi kan se en stigning i antallet af skudsager med bandeforbindelser, og det er noget, vi tager meget alvorligt i samarbejde med politikredsene. Det er en hævnspiral, der er sat i gang. Og jeg er næsten sikker på, at det ikke er slut, siger han. Han kan ikke sige, hvem der står til at vinde kampen mellem HA og de forskellige indvandrerbander.
- Hvis banderne samlede sig og trak alt med sig af medløbere, ville de være overlegne i antal, men de er meget ustrukturerede, så det kan man ikke sige noget om, fastslår han.