Fængslet for drab i Amager Bio
En 24-årig mand blev mandag varetægtsfængslet 10 dage i isolation og sigtet for lørdagens knivdrab på 16-årige Carlos Kassita i Amager Bio.
Han nægter at have ført kniven, der lørdag nat dræbte 16-årige Carlos Kassita og sårede en 18-årig mand på Amager. Alligevel fandt dommeren i Københavns Dommervagt grund til at varetægtsfængsle den 24-årige mand i 10 dage i isolation for drabet.
Carlos døde søndag formiddag af sine kvæstelser, mens den 18-årige overlevede knivstikkene, der faldt i forbindelse med en hip-hop koncert i Amager Bio.
Forud for drabet havde to grupperinger af unge tilsyneladende været i klammeri, men den 24-årige er foreløbig den eneste, der er sigtet i sagen.
I Dommervagten var den drabssigtede iført en rød/hvid træningsdragt og svarede lavt på rettens spørgsmål om hans navn og alder.
Dørene til grundlovsforhøret blev efterfølgende lukket.
/ritzau/