Nyt hjemmerøveri: Frataget værdier for halv mio. kr.
Af JAN SØGAARD jsz@bt.dk, Fredag den 1. februar 2008, 16:49
To mænd er varetægtsfængslet for et hjemmerøveri mod en 29-årig i Københavns indre by. De trængte ind i hans lejlighed og truede sig til værdier for en halv mio. kr. De stak bl.a. af med hans Audi cabriolet.
Røveriet skete den 19. januar mellem kl. fire og 7.45 om morgenen, men politiet har holdt røveriet hemmeligt indtil i dag, hvor de to 21-årige mænd af udenlandsk herkomst blev fremstillet i Københavns dommervagt.
Politiet mener, at flere gerningsmænd er på fri fod. Derfor blev grundlovsforhøret holdt for lukkede døre.
De to sigtede nægter sig skyldige, oplyste deres forsvarer inden dørlukningen. Men de blev varetægtsfængslet for 13 dage.
Røvede ur og bil
Ifølge sigtelsen trængte mændene ind i stuelejligheden i indre by og slog og sparkede den 29-årige. De flygtede med hans mobiltelefon, et Rolex-ur, tøj, kreditkort, bilnøgler og kørte væk i hans Audi. Den samlede værdi er opgjort til ca. 585.000 kr.