Tang gør dig rask

Den brun-grønne slibrige masse har det med at klistre sig til benene, når solen er fremme, og man kaster sig ud i de danske bølger. Men tang er andet end et irritationsmoment for strandgæsterne. Det kan faktisk sikre din sundhed

Tang har en masse vitaminer og mineraler, og så er det rigt på omega-3 fedtsyrer, som er rigtig vigtigt, især hvis man ikke spiser særlig meget fisk, siger tangekspert og professor Ole G. Moritsen fra Syddansk Universitet.

Depression, kræft og diabetes er blot nogle af de sygdomme, der kan forbygges ved at få rigeligt af de sunde fedstoffer og vitaminer.

- Kalorieindholdet er lavt. Desuden indeholder tang en række bioaktive stoffer, som sandsynligvis har et sundhedspotentiale i relation til hjerte-kar-sygdomme samt en vis anti-viral og anti-cancer effekt, siger ernæringsekspert Christian Bitz.

Rå, kogt, bagt eller stegt

Man behøver hverken være sushi-entusiast eller sundhedsfanatiker for at spise den virkningsfulde alge: »Tang har en bred anvendelse i køkkenet og kan spises rå, kogt, bagt, ristet, pureret, tørret, granuleret eller friturestegt. Der er bare ingen, der gør det. Den kan spises for sig selv, eller den kan indgå i utallige kombinationer med andre kolde eller varme ingredienser,« siger Christian Bitz.
Selv om du tror, at du indtil nu har holdt dig langt væk fra tang i maden, tager du måske fejl.

E-numre af tang

- De fleste mennesker spiser allerede tang uden at vide det. Alt hvad der hedder E-stoffer mellem 400 og 406 er nemlig lavet af tang. Det er et simpelt ekstrakt, der kan hjælpe med at gøre tynde flydende ting tykkere i konsistensen som f.eks. yoghurt eller som stivning i budding, siger Ole G. Moritsen.

Tang er nemlig meget andet end en slibrig masse. Køber du den i supermarkedet vil det ofte være tørret, og det kan bruges til alt fra salterstatning til salater og brød.

- Hvis man aldrig har smagt tang før, kan det være en god idé at bruge det som supplement til det, man er vant til at spise. Man kan f.eks. bage det ind i brød eller bruge det i salaten, siger Ole G. Moritsen.

KLIK videre og se opskrifter