Hollywood-stjerner spiser kaktus

Det sidste nye inden for slanke-industrien, som har gyldne tider i filmbyen, er en kaktusplante. Kaktussen Hoodia Gordonii har sat skik på formerne i Hollywood. Først stod modellen Anna Nicole Smith frem og fortalte, at hun havde smidt sin overvægt ved hjælp af Hoodia.

Anna Nicole Smith, der havde kæmpet med stigende overvægt i årevis, smed først de overflødige kilo, da hun begyndte at spise Hoodia, og da hun åbent fortalte dette, fik det amerikanerne til at rive Hoodia ned fra hylderne. Senere har flere andre skuespillere, deriblandt Teri Hatcher fra »Desperate housewifes«, hyldet produktet som årsag til, at de er i stand til holde den slanke linie.

Efter Terry Hatcher gik på kuren, skulle resten af de desperate forstadsfruer være fulgt trop.

Siden er kaktussen blevet det foretrukne slankemiddel i Hollywood, og forskerne arbejder nu på at skabe en syntetisk udgave af kaktus-ekstraktet, fordi der er ikke kaktusser nok til den store og stigende efterspørgsel.

Brugt til jagt
Hemmeligheden bag Hoodia er, at ekstraktet af kaktussen har en appetithæmmende effekt - tilsyneladende helt uden bivirkninger.

Det var et stammefolk fra Sydafrika, der opdagede kaktussens effekt for flere hundrede år siden. De brugte den til at undertrykke sulten, når de gik på jagt, så de kunne jage uforstyrret.

I 1996 lykkedes det forskere at isolere et stærkt appetitdæmpende molekyle fra Hoodia. Dette molekyle »mætter« nervecellerne i hjernens sultcenter på samme måde som glukose (blodsukker). Det får hjernen til at tro, at man har spist. Det betyder mindre appetit, så det bliver det lettere at følge en sund diæt.

Hoodia er derfor blevet en kæmpeindustri, og allerede i dag omsættes på verdensplan for over 50 millioner dollars af Hoodia-baserede produkter. Rundt omkring i verden er der anlagt store Hoodia-farme med de specielle Hoodia Godonii kaktusser. Samtidig arbejder medicinalfirmaet Pfizer på at fremstille en syntetisk udgave af Hoodia, men det tager formentlig fire til otte år, før det er udviklet.

I al ståhejet har man imidlertid glemt dem, der oprindeligt opdagede kaktussens effekt, nemlig stammefolket San-folket fra Sydafrika.

En advokat har derfor kæmpet for deres sag, som er endt med en aftale om, at San-folket får kommission på al videresalg af kaktussens lægemiddelversion.