Anton og mor alene på ferie

Far og mor og to børn. Sådan ser den danske standard-familie ud. I hvert fald i hovederne på de fleste rejsearrangører. Men i virkelighedens verden er billedet noget mere broget. Her fortæller en enlig mor om de særlige udfordringer, den moderne familie møder på charterrejsen.

Eksotisk femstjernet luksushotel med nul meter til Det Røde Hav og otte svømmepøler. Det var lige i øjet for en økonomisk og vejrmæssig bundfrossen enlig mor med en kæk knægt på seks.

Oven i solhatten fik vi en ordentlig røvfuld rabatter, der sendte barometret på varme, før vi overhovedet havde passeret den århusianske bygrænse.

I flyet til Egypten herskede forventingens glæde også blandt vores medpassagerene, der bestod af »the usual suspects«: Hovedparten var velbeslåede efterlønnere, dertil kom et par svulmende HA'ere, et forelsket ungt par og så altså os - en enlig mor med sin søn.

Omkring fem timer senere fløj vi ind over Rødehavet mod forrevne bjerge og gold ørken i Egyptens sydlige ende af Sinai-ørkenen. Midt herude i ingenting ligger en samling store luksushoteller. Velkommen til Sharm El Sheikh.

Fænomenal kyst
Aldeles ucharmerende kan man roligt kalde den cirka 15 år gamle by og områdets hoteller. Til gengæld er kyststrækningen fænomenal. Den består nemlig af fredede koralrev med et virvar af de smukkeste fisk og farvestrålende koraller. Vandet er turkisblåt, rent og rasende lækkert at duve rundt i.

Anton på seks år gik da også straks i gang med at træne i en af Hotel Sheratons mange svømmepøler. Udstyret med snorkel og dykkerbriller kastede han sig uforfærdet rundt i det opvarmede vand. De indhyllede egyptiske mødre og jeg udvekslede stolte sigende blikke over vores afkoms våde hoveder.

Tissede i vandet
I den anden ende af et stort bassin var der endnu en pøl for børn. Det var russisk domæne. Fædre med tunge guldkæder og braknæser blev helt sfinks-agtige i ansigterne og skulede ondt, når man sagde, at det var for klamt, at deres unger tissede i vandet.

Vi var derefter mest nede i den egyptisk dominerede børnepøl.

Udover Hotel Sheratons otte svømmepøler var der også en stor privat strand til hotellet. Det var bare ikke noget heldigt sted for et barn. For at svømme i Det Røde Hav skal man nemlig ud på det dybe hav ad en lang flydende bro for ikke at komme i karambolage med det fredede koralrev. Desuden er der ofte rimelig stærk strøm.

Derfor blev de fleste børnefamilier ved pølen, eller forældrene skiftedes til at være hos barnet i pølen.

Kamelture ind i ørkenen for at spise middag hos »rigtige« beduiner var en stor succes blandt danskerne. Ligeledes den lange tur op på Mosesbjerget, hvor Moses angiveligt skulle have fået De Ti Bud overrakt på stentavler, gav historisk rislen ned af ryggen.

De samme burgere
Også den fire timer lange rejse op til Sct. Katharina Klosteret, som danske Carsten Niebuhr besøgte for næsten 400 år siden under sin lange rejse i Det Lykkelige Arabien, trak gevaldigt. Derudover lokkede brændende buske og andre mysterier i ørkensandet. Men vi gjorde nu ingen af delene.

For når man rejser alene med sit barn, bliver mulighederne anderledes.

Her kan familien ikke splittes op efter ønsker, og kompromiser dur ikke, hvis de består i, at barnet skal trækkes med ud på strabadserende køreture ad snoede veje med vildt kørende chauffører.

Men pyt. I stedet fandt vi for eksempel ud af, at en cheeseburger på McDonalds i byen Sharm El Sheikh smager nøjagtigt ligeså skønt og mætter præcist lige så lidt som i Danmark.

Det grinte vi meget af, mens vi sad i den kølige aften og nød gadelivet.

Det ligner i øvrigt alle andre tursitsteder i verden.

Blot er her rent, ingen tiggere og relativt lille risiko for lommetyve.

I stedet oplevede vi at blive inviteret ind at se den lokale moské af en venlig taxachauffør.

En befippet mullah fik et noget forpint udtryk i ansigtet, da vi ankom, men efter at have kastet en trøje over mit kvindehoved blev drengens kontrafej foreviget i en muslimsk helligdom.

En årle morgenstund drog vi sammen med andre danskere ud i en båd med glasbund for at beskue de fantastiske koraller og det øvrige liv omkring dem.

Anton ledte efter Nemo - og den, der leder, skal finde, for nu at blive lidt bibelsk. Der var fisk i tusindvis og noget for øjet i timesvis.

Ørkenridt
I ly af de lykkelige dage i Arabien lokkede jeg til sidst drengen med ud i ørkenen.

En gammel pigedrøm stod for at blive opfyldt:

Nu skulle vi afsted på hesteryg ind over ørkensandet mod solnedgangen på varmblodede araberhingste. Det skulle vi imidlertid aldrig have gjort. Drengen stod af efter en kilometers langsom gang.

Hertil og ikke et hovslag mere. Guiden tog ham med tilbage til ranchen.

Gående.

Selv hamrede jeg af sted ind i slugten mellem bjergene på den fyrige hingst i bedste jockeystil - akkurat som for 20 år siden.

Den varme ørkenvind gennem håret, de mange hestekræfter mellem benene. Sinai ørkenen, der bredte sig foran mig. Det var ren lykke.

Jeg har gået sidelæns lige siden.

Veludrustede egyptere
Og der var dagligt flere oplevelser. De egyptiske mænd var utrættelige i deres: »What's your name, where are you from, where are your husband?«

Problemet er netop, at der ikke er en ægtemand i ens kølvand. Det giver de jagende egyptere færden af blod: »You want some Big Nubian Banana?«

Jeg ved godt, at ørkenfolket nubierne er kendt for deres tunge øjenlåg, men at de således også skulle være veludrustet på anden vis, var en anatomisk nyhed, som jeg nøjedes med at tage deres ord for!