Hvem laver tossestreger med Nicklas Bendtner? Hvem har nær slået sin egen ged ihjel – og hvem laver en formidabel svensk pølseret?
Du tror måske, du kender de Superliga-spillere og -trænere, du ser på weekend efter weekend. Men gør du nu også det? BT trækker trøjer og træningsdragter af 12 af Superligaens allerstørste profiler og serverer dem råt for usødet.
Hvem laver tossestreger med Nicklas Bendtner? Hvem har nær slået sin egen ged ihjel – og hvem laver en formidabel svensk pølseret?
Du tror måske, du kender de Superliga-spillere og -trænere, du ser på weekend efter weekend. Men gør du nu også det? BT trækker trøjer og træningsdragter af 12 af Superligaens allerstørste profiler og serverer dem råt for usødet.
NICOLAI JØRGENSEN, FC KØBENHAVN
Hvad er det med ’de to tosser’ Nicolai Jørgensen og Nicklas Bendtner? Hvad synes FCK-stjernen om at betale skat – og er hans bedste ven virkelig en Brøndby-spiller?
Beskriv din tid i FCK med fem ord?
»Titler. Champions League. Succes. Udvikling. Og glæde.«
Hvem er din bedste ven indenfor fodbolden?
»Jeg har ikke så meget at vælge mellem, for jeg er vokset op med David Boysen. Nu spiller han i Brøndby, så han er nok den forkerte at svare. Men det er ham. Vi har boet sammen, siden vi var 10 eller 11 år, så selv om han spiller i den forkerte klub, må det være ham.«
Hvor er de fleste af dine venskaber? Er de i – eller udenfor fodbolden?
»Det er udenfor. Klart endda. Jeg ses ikke med så mange fra holdet min i fritid. Der har jeg mine barndomsvenner og min familie. Men jeg ses en del med Peter Ankersen. Vi er blevet rigtig gode venner. Men ellers er det klart mennesker udenfor fodbolden, jeg ser mest til.«
Hvad er det bedste personlige råd, du har fået?
»Der har været mange gode. Men da jeg ikke var så gammel, fik jeg at vide, at ’ingen penge er gratis’. Den var ret god, synes jeg. Og så ’at man ikke skal have ondt af sig selv’. Det er de to, der har hængt mest ved. Især den sidste. Jeg havde ondt af mig selv, og det tror jeg, der er mange unge danskere, der har engang imellem. Hvor man føler, det hele er alle andres skyld. Men der er ikke nogen, der kommer og redder dig – og i en fodboldspillers tilfælde – går op i, hvem du er, når du er færdig med din karriere. Udover selvfølgelig familie og venner. Så den har jeg taget meget til mig.«
Hvordan ændrer berømmelse et menneske?
»Jeg har altid haft krudt i røven og kørt derudaf, så det har ikke ændret mig. Selvfølgelig er der ting, der har ændret sig omkring mig. Jeg får nogle andre oplevelser og spiser nogle andre steder. Det kommer meget naturligt. Men som person har det ikke ændret mig. Udefra kan berømmelse virke mere voldsom, end når man er i det. Jeg har aldrig dømt folk, og jeg er også vokset op med nogle rigtig skøre typer. Så jeg tager ikke notits af det. Der er mange, der altid spørger mig, hvordan den ene og den anden personlighed egentlig er i virkeligheden, men jeg har det godt med de fleste, og der er ikke nogen, der overfor mig har virket arrogante eller den slags. Så det er måske mest udefra set. Selvfølgelig er der mennesker, der får mange penge, og så kan det, de gør, virke grovere, end hvis en andet menneske med et andet erhverv gør det samme. Det bliver pustet op, når man er fodboldspiller, og det skal man leve med. Men jeg har ikke oplevet ubehagelige personer i fodbolden, der har ændret sig voldsomt og skidt på andre mennesker. Heldigvis.«
Hvad er der med dig og Nicklas Bendtner?
»Det er bare to tosser. Vi er vokset op i meget ens områder, og derfor har vi det bare sjovt sammen. Jeg ved ikke, om vi har mere end andre, men vi hygger og elsker at ligge og slappe af, spille Playstation og se en film sammen. Vi går begge to op i de samme ting i livet udenfor, og så kan vi tage pis på hinanden. Det er meget sjovt. Nicklas er nok den, jeg er tættest på på landsholdet, men nogle gange er der andre fra FCK med også. Nicolai Boilesen kender jeg hjemmefra. Ham og Nicklas hang meget ud, og så kom jeg med ind i trekløveret. Nu har ’Boile’ ikke været med i noget tid. Men det er de to, jeg er mest sammen med på landsholdet.«
Hvad er det bedste ved København?
»Det bedste ved København er, at alt er så tæt på. Jeg bor på Frederiksberg nu, og skal jeg ud og spise, har jeg alt inden for 10 minutter. Om sommeren er byen også helt fantastisk. Men jeg har det stadig bedst ude i forstæderne. Det er dér, jeg føler mig mest hjemme. Der er lidt mere ro på. Det er, når jeg sidder i mine forældres have, jeg slapper allermest af. Så jeg tror aldrig jeg bliver 100 procent storbydreng. Men jeg har taget København rigtig meget til mig. Og så er det jo fantastisk, at der er folk, der vil have taget billeder med mig, når jeg går rundt. Det giver mig rigtig meget glæde.«
Hvad er den største skuffelse i dit liv?
»Det var, da vi ikke kom til EM. Den var hård. Det var en drengedrøm, der blev knust. Så den tog hårdt på mig. Det kom egentlig først en uge efter, vi havde tabt (til Sverige, red.), hvor det gik op for mig, hvad det var, der var gået tabt. Det havde jeg ikke prøvet før. I fodbold går det meget hurtigt. Den ene uge er det hele ad helvede til og den næste er det helt fantastisk. Og heldigvis. Men den dér sad, og det er noget, jeg håber ikke kommer til at ske igen. Det er den største skuffelse, jeg har haft. Jeg var lidt i chok over, hvor ked af det, jeg blev.
Har landsholdet været din velsignelse eller din forbandelse?
»Det er aldrig en forbandelse. Men jeg fik en dårlig start på min landsholdskarriere med nogle dårlige præstationer. Siden er det gået opad. Kampen mod Albanien på hjemmebane (i september 2015, red.) var tidspunktet, hvor jeg alvor begyndte at føle mig som en del af holdet. Siden havde jeg et godt indhop mod Frankrig, inden jeg fik scoret mod Sverige. Så det har været opadgående, men jeg kunne godt bruge at spille på det niveau hver uge. Og jeg tror også først, at det er, når jeg gør det, mit endelige gennembrud på landsholdet kommer. Når jeg uge efter uge møder spillere på det niveau. Så begynder man også mentalt at være med på det niveau hele tiden. Mit gennembrud er kommet lidt med målet mod Sverige, men det helt store – som alle håber på – tror jeg kommer, når jeg engang er klar til det.«
Hvad kan gøre dig rigtig glad?
»Det kan min kæreste. Hvis jeg er helt nede, er hun – sammen med min nærmeste familie – den eneste, der kan gøre mig glad.
Hvad kan så gøre dig rigtig vred?
Det er også hende. Nej, det er fodbold. Der er ikke så meget udenfor banen, der hidser mig op. Men lige fodbold – og sport generelt – kan jeg gå amok over. Det er blevet meget bedre med alderen, for da jeg var yngre havde jeg temperament for ti. Men det er klart dét, der gør mig mest vred.
Har du en idé om, hvad du gerne vil, når du en dag ikke skal spille fodbold mere?
»Jeg er begyndt at interessere mig rigtig meget for økonomi. Jeg synes, det er rigtig sjovt, og jeg overvejer at begynde at læse det. Så bliver jeg dygtig til det, kunne jeg nemt forestille mig at lave noget indenfor den genre. Lige nu ved jeg ikke så meget om det, men jeg synes, det er spændende. Jeg vil bare gerne have et job, hvor jeg arbejder hårdt og hele tiden kan se, der er fremskridt. Jeg elsker at arbejde, så jeg vil gerne have arbejde, hvor jeg har det sjovt, og hvor jeg kan se fremskridt. Ligesom da jeg startede til fodbold. Det bliver jo en ny start på livet for mig. Men der er lang tid til.«
Har du et forbillede udenfor banen?
»Jeg har altid set rigtig meget op til Thierry Henry, men udenfor banen er det selvfølgelig min far. Ham har jeg altid set rigtig meget op til. Min mor og min far har altid taget mig i den rigtige retning.
Hvad er det vigtigste, dine forældre har lært dig?
»Det er, at man skal have respekt for andre mennesker, og at man skal behandle de mennesker, man er tæt på, rigtig godt. Jeg var en ballademager, da jeg var lille, men de hev mig ud af det, så jeg blev en god dreng, der sætter pris på det, han har. De værdier, og det at være taknemlig, er det vigtigste, de har givet mig med.«
Hvad ville du ændre, hvis du fik en dag ved magten i Danmark?
»Skatten. Jeg ville sænke skatten. Og så ville jeg sætte en stopper for P-bøder. De to ting ville gøre mit liv meget bedre.«
Hvis jeg siger Danmarks Cristiano Ronaldo – hvad siger du så?
»Jeg har hørt den før, og jeg ved godt, folk vil have, det skal være mig, fordi jeg går i hans sokker og underbukser hele tiden. Men den kan jeg godt tage på mig. Jeg er rigtig glad for ham, og han er også en af dem, jeg ser op til.«
Hvem vender du dig mod, når tingene bliver svære?
»Jeg har mange, jeg vender mig mod. Nogle gange er det min mor, andre gange er det min kæreste. For det meste er det hende. Det er hende, jeg er tættest med, og vi er sammen næsten hver dag. Men det er også mine bedste venner. En af mine gode venner havde nogle personlige problemer, og han boede hos mig i et stykke tid. Den lille kerne, jeg har omkring mig, har altid stået tæt sammen. Men når det gælder hverdagsproblemer, er det altid min kæreste.
Er du Superligaens bedste spiller?
»Det er svært at svare på. Skal jeg svare selv, er svaret ’ja’. Det skal man sige, og man skal have selvtillid. Ellers når man ikke langt i fodbold. Men jeg vil lade andre bedømme.«
PIONE SISTO, FC MIDTJYLLAND
Pione Sisto hader højder og kan blive rasende, hvis der ikke er rent i hans lejlighed. Men FC Midtjylland-stjernen er også en smilende livsnyder og ikke mindst et familiemenneske af de helt store.
Hvem er din bedste ven inden for fodbolden?
»Jeg har ikke nogen bedste ven. De fleste af mine venner er uden for fodbolden. Men på holdet hænger jeg mest ud med Paul Onuachu, Martin Pusic, Marcos Ureña og Rilwan Hassan.«
Hvad ville du studere, hvis du ikke spillede fodbold?
»Jeg har altid godt kunnet lide matematik og erhverv. Så jeg tror, det havde haft noget med det at gøre.«
Hvis du fik magten i Danmark i en dag – hvad ville du så gøre?
»Uh, der er mange ting. Men jeg ville sørge for, at dem, der ikke har det godt, fik det bedre. Jeg er en meget kærlig person, der går op i, at folk trives. Sådan har jeg altid været. Også da jeg var mindre. Det betyder meget for mig, at folk har det godt.«
Hvad er den største skuffelse i dit liv?
»Det var da vi smed det danske mesterskab i forrige sæson. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Også på grund af måden, det skete på. Det var forfærdeligt.«
Hvad gør dig vred?
»Jeg bliver ikke så tit vred. Men jeg bliver vred, hvis der ikke er rent hjemme hos mig. Jeg kan godt lide, at der er styr på det. Jeg hader at gøre rent, men hellere det end at sidde og kigge på, når der er beskidt.«
Hvad gør dig så glad?
»Det gør fodbold. Og min familie. Men når jeg spiller fodbold, er jeg i min egen verden, og jeg glemmer alt, hvad der ellers er derude. Jeg elsker at spille fodbold, og jeg er ikke bange for at miste den barnlige glæde ved det. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg altid vil se den sjove del og legen ved fodbold, selv om fodboldverdenen er så barsk. Hvis den glæde skulle forsvinde, hvor skulle motivationen så komme fra? Hvorfor skulle man så fortsætte med at træne så hårdt? Det er glæden og mine ambitioner, der holder det hele kørende.«
Hvad er det sværeste valg, du har foretaget?
»Det var, da jeg i sommer skulle finde ud af, om jeg skulle skifte eller ej. Var det en god ide, når der samtidig var meget at hente i FCM? Der løb mange ting igennem mit hoved, men jeg traf det rigtige valg. Til sommer står jeg nok i den samme situation igen, men det bliver nemmere at håndtere for hver gang. Jeg synes, jeg er klar, men jeg tager ikke af sted for enhver pris.«
Talent er et farligt ord. Når man har så meget talent, som du har, frygter man så, at man aldrig kommer til at leve op til det talent og omverdenens forventninger?
»Som talent er der nogle forventninger fra medspillere, trænere, fans og medier. Man skal selvfølgelig være stærk og vide, man er god. Og jeg ved, jeg er god. Men jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det kommer til at se ud i fremtiden. Jeg har altid haft det sådan, at jeg selvfølgelig skal vide, hvad jeg skal udvikle og være meget målrettet i og se et kæmpe potentiale i det. Men hvad det bliver til i fremtiden, ved jeg reelt set ikke, selv om jeg har et billede af det inde i mit hoved.«
Hvornår vidste du første gang, at du ikke bare var god – men landsholdsgod? Og hvordan var det at indse det?
»Det, der vækkede mig mest, var den udvikling, jeg havde. Jeg kan huske, jeg tænkte: ’Kan den fortsætte, kan det gå hen og blive ret farligt’. Jeg gjorde, hvad jeg ville, men jeg spurgte mig selv, om jeg kunne blive ved med at rykke mig og forblive sulten. Skulle jeg bare være tilfreds der? Men jeg kunne blive ved med disciplin og træning.«
Hvem er den bedste spiller, du har spillet sammen med?
»Det er Christian Eriksen på landsholdet. Han tænker så hurtigt, og nogle gange får jeg bolden fra ham på tidspunkter, hvor jeg slet ikke forventer det. Så har han oven i købet en god sparketeknik. Han er skarp.«
Lionel Messi er dit forbillede på banen – men hvem er det udenfor?
»Det er min familie. Jeg har ikke ét forbillede. Vi er mange i familien, og mange, der står for forskellige ting. Jeg er den yngste af drengene, og så har jeg to små søstre. Men de har været igennem virkelig meget, og har en kæmpe erfaring. Jeg har altid kunnet læne mig op af dem og lære af dem. Det har altid været en kæmpe fornøjelse og er det stadigvæk. Jeg ser op til dem alle sammen, fordi de er så forskellige på så mange måder.
Hvordan ændrer berømmelse et menneske?
»Jeg er stadig den samme, men privatlivet har jeg ikke i lige så høj grad mere. Det er den største forskel. Men jeg ved, hvad der er privatliv. Der er en grænse.«
Har du en fobi?
»Jeg har højdeskræk. Helt vildt. Jeg kan slet ikke håndtere det.«
Er der en lille del af dig, der fortryder, at du sagde nej til et skifte til Premier League?
»Nej. Jeg er en afklaret fyr. Jeg er meget bevidst, når jeg træffer et valg. Og så tænker jeg mig ikke om en ekstra gang. Nu har jeg valgt det. Og så står det fast.«
Hvilket råd ville du give dig selv, hvis du mødte dig selv som ti-årig?
»Nyd livet. Og lev det.«
Hvad er det bedste, dine forældre har givet og lært dig?
»De har opdraget mig godt, og de har vist mig en masse kærlighed. De har vist mig, hvad der er rigtigt og forkert. Hvem jeg skulle lege med og ikke skulle lege med. Selv tænkte jeg ’der er jo ikke noget i vejen for at lege med ham og ham’. Men de havde jo altid ret.«
JAKOB MICHELSEN, SØNDERJYSKE
Sønderjyskes cheftræner, Jakob Michelsen fortæller om, at have været i praktik hos Ebbe Skovdahl, om at have friet til sin kone på Kilimanjaro og om at lære sine elever at lave svensk pølseret.
Som 15-årig var du i praktik hos Ebbe Skovdahl i Brøndby. Hvad husker du tydeligst fra den tid?
»Jeg var ret imponeret over, at Peter Møller hver dag efter træning tog 30 bolde og blæste på kassen mod en af reservekeeperne. Der var stort commitment til at selvtræne.«
Hvad fik du lov at være med til?
»Det var i 9. klasses-praktik. Jeg har altid vidst, at jeg ville være fodboldtræner, så jeg skrev til Brøndby og fik lov til at følge holdet på afstand. Det var en stor oplevelse. Jeg sad ved siden af bænken i Coca Cola-Cup’en dengang og så Brøndby mod FC København.«
Du har været assistent- og ungdomslandstræner i Tanzania. Hvad lærte du der?
»Når man er i en anden kultur, lærer man at arbejde under pres. Der kunne godt være 1.000 tilskuere og fem kamerahold, når vi trænede. Der var pressemøder med 70-100 journalister, og selvom der er god dækning til Sønderjyskes kampe, har vi ikke haft 100 journalister endnu.«
Hvad var den største udfordring ved at være hvid i Tanzania?
»Jeg oplevede ikke noget i den dur. Tanzania er et meget rummeligt samfund, hvor kristne og muslimer bor op og ned af hinanden. Man skal respektere mennesker, og jeg skal ikke komme som hvid og tro, at jeg skal en hel masse ting. Man skal forstå den kultur, man er en del af, og hvilke mennesker man skal lede.«
Du boede i ’Mini-Europa’ i Tanzania. Hvad var det for et sted?
»Kim Poulsen (daværende landstræner i Tanzania, red.) og jeg boede ude på en halvø i hver vores lejlighed. Det var i et kompleks, hvor alle de hvide boede, og hvor alle ambassaderne lå. Der var 30 toplækre restauranter, kasinoer, privat strand-klub. Det var derude, hvor overklassen – og dermed rigtig mange af europæerne – boede. Det var et dejligt sted at bo. Vi boede i et lukket kompleks med swimingpool og styrkecenter. Det var virkelig gode forhold.«
Var det et lukket område?
»Nej, der var også masser af lokale, men når priserne var, som de var derude, var det forbeholdt overklassen. Hver dag kørte vi ind til forbundet, der hørte til i centrum. Der er landet præget af fattigdom til trods for, at de har Kilimanjaro, Zanzibar og er førende inden for safari. Det var nogle af sidegevinsterne ved at være dernede. Jeg var på tre-fire safarioplevelser og var en del på Zanzibar, som det kun tog 20 minutter at flyve til. Det var et eventyr, og jeg endte med at fri til min kone Katrine på toppen af Kilimanjaro. Det var en helt igennem fantastisk oplevelse.«
Du er udlært lærer med blandt andet hjemkundskab som linjefag. Hvad er din signaturret?
»Jeg synes selv, at jeg laver en ganske udmærket kylling i karry. Det er alt godt fra krydderiskabet, der ryger i, og så med noget bacon og cocktailpølser. Men den første ret, vi altid lavede, når jeg havde hjemkundskab, var svensk pølseret.«
Thomas Dalgaard fortalte mig engang, at du og han havde mødt hinanden et par gange i byen, inden I begge endte i Sønderjyske. Gider han lytte til dig nu, når han har set dine dansetrin på ’Pigen og Trompeten’?
»For det første ligger ’Pigen og Trompeten’ i Aalborg, og for det andet hører det til sjældenhederne, at jeg danser. Så jeg tror ikke, at Dalgaard har set mine dansetrin. Det er ikke et problem.«
Tager du stadig toget til kamp og træning?
»Det var kun i Skive, jeg gjorde det hver anden måned. Jeg tog den ene måned med toget fra Aarhus til Skive og så et par uger i bil. Det gik lidt hurtigere end i bil, og så kunne jeg sidde og arbejde og forberede mig. Planlægge træning og se video. Jeg kører frem og tilbage hver dag til Haderslev nu.«
Hvad laver du i bilen?
»Jeg kalder det ’det rullende kontor’. Det tager en time og et kvarter at køre turen hver vej, så det passer med, at jeg stort set taler i telefon to en halv time hver dag. Jeg taler med agenter og netværker. Og så kan man også få ordnet et opkald til mormor indimellem. Jeg har et par faste kolleger, jeg ringer med om morgenen og diskuterer fodbold. Bo Henriksen i Horsens, Kim Poulsen, min assistent, Peter Enevoldsen, og andre trænere i Superligaen i forhold til kommende modstandere.«
Du er fra Sønderjylland. Hvad er det største beløb, du har spenderet i en grænsehandel?
»Det må have været til vores bryllup. Da kørte vi over grænsen, og der fik vi ikke for lidt. Jeg kan ikke engang huske beløbet. Men til et bryllup med 100 mennesker skal der drikkes noget rødvin og være nogle sodavand og drinks.«
Var det med trailer?
»Jeg tror faktisk, at det var med trailer. Lad os bare sige, at det var med ’jydekrog’ og hele lortet.«
Din favoritfilm er The Usual Suspects. Hvilken karakter i filmen minder du mest om?
»Der er tre af de fem, jeg kan se nogle træk fra mig selv i. Der er både den rigtig, rigtig snedige. Der er også den lidt smarte eller udfarende. Der er ingen tvivl om, at Kevin Spacey spiller fantastisk i den film, og ved at være den taktisk kloge snyder han dem alle sammen.«
RODOLPH AUSTIN, BRØNDBY IF
Brøndbys Rodolph Austin havde ansvaret for to geder som dreng, har set barndomsvenner ende i kriminalitet og har netop mistet den far, han elskede så højt.
Hvad er dit bedste barndoms minde fra Jamaica?
»Jeg voksede op lige ved siden af en fodboldbane. Jeg glemmer aldrig minderne om, at jeg gik derover hver dag for at spille sammen med mine venner. Det er mit bedste barndomsminde. Du mærkede ikke engang, at du var sulten. Du ville bare spille, spille og spille. Nogle gange spillede vi fra klokken 10 til klokken 17. Så gik vi over og tog et sukkerrør eller appelsiner fra marken, som du kunne spise til frokost. Derefter kunne du spille videre, indtil du skulle hjem at spise aftensmad.«
Du kommer fra en stor familie med 14 børn. Hvordan har det påvirket dig i din opvækst?
»Jeg er den yngste, så de fleste af mine ældre brødre og søstre flyttede sammen med deres mænd og koner. Min yngste storebror og jeg voksede op hos min far. Så jeg brugte ikke så meget tid sammen med mine ældste søskende. Men når vi ser hinanden, nyder vi tiden sammen.«
Er det normalt at have så stor en familie i Jamaica?
»Ja, sådan er det flere steder i Jamaica. Det var mere primitive tider. Min far var landmand, og han rejste ofte til USA for at arbejde der i fire-fem måneder, og så kom han tilbage for at tage sig af vores familie. Vi boede på en gård, hvor vi dyrkede vores egen mad. Vi havde vores egen mark, vores egne grise, geder og køer. Så når vi ville have kød, slog vi et af vores dyr ihjel. En var ansvarlig for gederne, en anden for køerne og en tredje for grisene.«
Hvad var dit ansvarsområde dengang?
»Jeg havde to geder. Og jeg var lige ved at slå den ene ihjel. En dag spillede jeg fodbold, og min far bad mig om at hente geden hjem fra skoven. Men jeg gad ikke, fordi jeg var i gang med at spille fodbold. Men jeg gik over efter geden, mens jeg var sur. Jeg trak i den for at få den hjem. Geden kæmpede imod, og så tog jeg en appelsin og kastede den lige i hovedet på den. Den faldt om med det samme, og jeg blev så nervøs for, om min far skulle blive sur. Han kom og hjalp mig og fik liv i geden igen. Jeg var så lykkelig, for hvis jeg havde slået den ged ihjel, ville han have givet mig en endefuld.«
Du har talt meget om din far som din store inspiration. Hvordan har han inspireret dig?
»Min far har altid været der for mig. Jeg kan ikke huske et eneste tidspunkt, hvor jeg gik sulten i seng. Han gjorde altid sit ypperste. Når en far gør det, skal du se op til ham. Han døde for ikke så længe siden. Jeg tog hjem og begravede ham, og jeg savner min bedste ven. Jeg tror, at sådan nogle ting gør dig stærkere. Efter jeg så ham i kisten, ser jeg anderledes på livet. Jeg vil være en endnu bedre far for min søn, og jeg vil altid leve med ham i hjertet. Og jeg vil altid værdsætte de stunder, vi havde sammen og takke ham for alt, hvad han har gjort for mig.«
Hvornår gik han bort?
»Han døde 6. januar. Det var to dage efter, at jeg var vendt tilbage til Danmark fra ferie. Så fik jeg opkald-et om, at han var gået bort. Jeg tog hjem til Jamaica og gav ham en god begravelse og forsikrede mig, at han var okay.«
Hvordan har det påvirket dig?
»Jeg forsøger at bruge det som inspiration. For han ville ikke have, at jeg skulle sidde og bekymre mig om ham. Han ville have mig til at fortsætte med at gøre det, jeg gør. Nogle gange savner jeg ham, men jeg ved, at han kun vil mig det bedste. Så jeg forsøger bare at gøre ham stolt, selvom han ikke er her mere.«
I Danmark ser vi ofte Jamaica som lidt af et paradis, men der er også en del kriminalitet. Har du venner, der tog den forkerte vej?
»Ja, jeg har kendt mange børn, som jeg gik i skole med, der har fået en skidt fremtid. De valgte den forkerte vej og blev involveret i kriminalitet og vold. De har været på den forkerte side af loven. Selvom man ikke er tæt på dem, har jeg gået i skole med dem, og det er ikke rart at se dem dø på den måde. Men hvor der er fattigdom, er der ofte også kriminalitet.«
Hvad vil du gerne lære dit barn?
»Jeg vil bare gerne være en god forælder for ham. Jeg vil give ham det bedste liv, men på samme tid ikke forkæle ham. Børn skal kende livets virkelighed. Tingene kommer ikke så nemt, som de tror. Jeg tager dem med til steder, hvor folk lider. De skal give noget til børn, der ikke har lige så meget. De skal se den anden side af verden.«
Når man siger Jamaica, siger man også musik. Hvad lytter du til?
»Jeg kan godt lide Bob Marley. Men samtidig kan jeg også godt lide at lytte til de andre artister fra Bob Marleys tid. Cocoa Tea, Dennis Brown, Peter Tosh, Nicodemus. Det er dem, jeg kan lide at lytte til. Deres musik er god, og de bander ikke så meget. Så jeg kan høre dem sammen med mit barn og i min bil uden at bekymre mig om, om der er unge mennesker i nærheden. Jeg synes, at musik er noget af det bedste i livet.«
Du havde dine to geder at passe, men arbejdede du også som barn?
»Nej, det er derfor, jeg er så taknemlig for min far. Han arbejdede altid for os. Så kunne vi udelukkende koncentrere os om skolen. Nogle gange brød jeg mig ikke om at gå i skole, fordi vi ikke havde penge at give mig med. Men jeg havde altid gode venner, som kunne hjælpe mig med at få frokost. Jeg gjorde det ret godt i skolen. Jeg kunne godt have læst på universitet, men jeg ville bare gerne spille fodbold.«
MIKAEL ISHAK, RANDERS FC
Randers FC's Mikael Ishak er en dybt troende kristen svensker med rødder i det krigsplagede Syrien. Han har i en alder af bare 22 år spillet både i Bundesligaen og Serie A – og så er han allerede gift.
Du har syrisk baggrund. Hvordan er det at have det i en tid, hvor landet er i krig?
»Mine forældre stammer fra en lille kristen by i Syrien, men fordi der var så megen uro og krig, kom de tidligt til Sverige. Både mine brødre og jeg er født i Sverige, og jeg har aldrig været i Syrien. Så jeg har ikke nogen stor kontakt til landet. Skal jeg være helt ærlig, tænker jeg ikke så meget over min syriske baggrund. Mine forældre er derfra, og de flygtede, da de var 19-20 år. Men selvfølgelig er det hårdt at se på, hvad der sker i mine forældres fødeland lige nu.«
Hvordan var din opvækst i Sverige?
»Södertälje er en form for ghetto i Sverige, men at vokse op der har været med til at gøre mig så stærk, som jeg er. For det var ikke altid lige let. Der var meget kriminalitet. Det er et af de tre farligste steder i Sverige. Så man støder på nogle typer. Men jeg er vokset op med fodbolden. Både på gaden og indendørs. Vi spillede overalt, og vi hoppede ind af vinduerne for at spille. Fodbolden var en vej ud, for når de andre var ude at feste, spillede jeg og mine venner fodbold.«
Du har oplevet meget i fodbold i en ung alder. Hvad er det mest bizarre, du har oplevet?
»Det er svært at komme i tanke om noget specifikt. Men jeg blev solgt fra FC Köln til Parma i Italien. De fløj mig derned, jeg mødte præsidenten, og alt føltes rigtigt. Men efter et halvt år mærkede jeg, at der ikke var nogen penge. De betalte ingen løn, og det kostede mig millioner.«
Hvordan er det at miste så mange penge i så ung en alder?
»Jeg er meget stærk mentalt. Da jeg som 18-årig skiftede til Tyskland, kunne mine venner købe jeans eller trøjer i løbet af en måned, mens jeg havde en løn, hvor jeg kunne købe hvad som helst. Det fik mig til at indse, at det i fodbold kan gå i en hvilken som helst retning. Hvis en almindelig arbejder havde mistet millioner, havde det været sværere. Men jeg har altid lært, at jeg skulle være stærk mentalt. Det var selvfølgelig hårdt i begyndelsen, men jeg har hele tiden været klar over, at jeg ville ødelægge min egen karriere, hvis jeg lod mig gå for meget på af det.«
Hvad er den største glæde, du har oplevet i dit liv?
»Da jeg skiftede til Tyskland, troede jeg, at jeg skulle skrive under på en kontrakt. Men sportsdirektøren ville have mig til at overbevise ham ved en træning. Efter den træning føltes det rigtig godt. Min familie og jeg gik i kirke efter træningen og bad til Gud, om at det skulle udløse en kontrakt. Og jeg fik kontrakten, der var min første i udlandet. Det er min største glæde. Nummer to er det EM-guld, jeg i sommer vandt med det svenske U21-landshold.«
Fortæl om dit forhold til Ståle Solbakken, som du havde som træner i 1. FC Köln?
»Jeg kan lide ham. Meget. Han har et godt mix. Nogle gange kan han være hård og skrige løs, og andre gange laver han sjov med spillerne. Det er et perfekt mix. Og så har han nosser. Han bruger gerne unge spillere, og han brugte mig meget, selv om jeg bare var en 18-årig svensker fra den næstbedste række, da jeg kom til Köln.«
Hvad betyder Zlatan Ibrahimovic for dig?
»Præcis som Zlatan havde billeder på sit drengeværelse af Ronaldo, havde jeg billeder af Zlatan på mit værelse. Han er mit store idol, og jeg ser meget op til ham. Han er en utrolig fodboldspiller, der har gjort meget for vores land. Ingen kommer i nærheden af ham. Jeg har mødt ham nogle gange, men jeg vil ikke sige, jeg kender ham.«
Hvad er den største fortrydelse i dit liv?
»Den største fejl, jeg har lavet, er, at jeg tidligere har tænkt på kontraktstørrelsen i stedet for hvilken klub, der har passet mig bedst. Da jeg var i FC Köln, blev jeg udlejet til St. Gallen i Schweiz. Det gik rigtig godt for mig dér, men uden for banen var hverken jeg eller min kone glade. Vi trivedes ikke, men klubben var rigtig fin. Da Parma kom ind i billedet, lod jeg mig lokke. Jeg tænkte ikke bare på fodbolden, men lod mig forføre af, at vi ikke trivedes i Schweiz.«
Hvad har formet dig mest som menneske?
»Jeg er meget kristen og beder meget til Gud. Også før og efter kampe. Jeg har en stærk tro, og når tingene ikke går, som jeg vil, tænker jeg på Gud og beder til ham, og så hjælper han mig. Det har formet mig.«
Du er 22 år og allerede gift. Hvad er det, der gør, at fodboldspillere slår sig så tidligt til ro?
»For mig føltes det rigtigt at blive gift. Men som fodboldspiller er man meget alene. Det er meget bedre at have en kone end ikke at have, når man bor i udlandet. Vi hjælper hinanden, og jeg får også hjælp til alt og behøver ikke tænke på andet end fodbold.«
Kan man blive bange for sit eget talent, når mulighederne bliver uanede?
»Skal jeg være helt ærlig, var jeg vildt bange, da jeg skiftede til 1. FC Köln. Hjemme hos min familie fik jeg mad, tøj og kærlighed. Alt. Men da jeg skiftede til Tyskland, var jeg væk fra min familie. Jeg skulle spille for 50.000 mennesker i stedet for 2.000. Det var en gigantisk forskel. Så jeg var mere bange, end jeg ellers har været i mit liv. Men samtidig med jeg var det, var jeg også mere stolt, end jeg nogensinde havde været før.«
RASMUS FALK, OB
Blev der kåret en ’årets kammerat’ eller ’flinkeste fyr’ i Superligaen, var OBs Rasmus Falk et godt bud. Men Falk, der til sommer flyver til FCK, er meget mere end det.
De fleste har en forestilling om, hvordan fodboldspillere er. Er du en typisk eller en atypisk fodboldspiller?
»Jeg er nok en atypisk fodboldspiller. Det tror jeg på mange måder, jeg er omkring nogle ting, men der er selvfølgelig også steder, hvor jeg falder ind under idéen om den typiske fodboldspiller. Jeg går rigtig meget op i mit fodbold og går meget op i, at det skal gøres perfekt. Jeg er meget perfektionistisk. Især omkring min fodbold. Men jeg synes også, jeg er god til at have et liv ved siden af. Jeg føler, jeg er professionel omkring min sport, og jeg går op i detaljerne omkring den, men det er også vigtigt, at hele livet ikke bliver fodbold. Det, at der har været tidspunkter, hvor jeg har lagt fodbolden lidt væk, har gjort mig bedre. Det er jeg sikker på.
»Alle mennesker er forskellige på et eller andet niveau. Som fodboldspiller på det her niveau oplever man relativt tidligt, at man kan leve på en måde, som der ikke er mange andre jævnaldrende, der kan. Der er en masse opmærksomhed på en, man har et interessant job og nogle muligheder, som ens kammerater ikke har. Men jeg har hele tiden gjort meget ud af, at det ikke må have nogen indflydelse. Min familie, mine venner og min kæreste ved, hvordan jeg er. Men det er også et billede, som jeg gerne vil have, andre folk har. De må gerne vide, at jeg ikke kommer til at ændre mig på grund af succes hverken det ene eller det andet sted. For mig er det vigtigt at skille mit job, fodbolden, og så min fritid ad.«
Er der forskel på den Rasmus Falk, offentligheden kender, og den rigtige Rasmus?
»I pressen prøver jeg altid at være stille og rolig og ikke give så meget af mig selv. Det er måske en rolle, jeg har taget for at beskytte mig selv og ikke dele for meget ud af mit liv. Men i omklædningsrummet og med mine venner prøver jeg at skabe lidt liv og lave lidt sjov. Jeg prøver at komme rundt og snakke med alle.«
»Der er helt klart forskel på det billede, offentligheden har af mig, og hvordan jeg i virkeligheden er. Og det er ikke noget, jeg har det dårligt med. Jeg tror heller ikke, offentligheden har et dårligt billede af mig, men det er begrænset, hvor meget jeg giver. Der er nogle spillere, der giver helt vildt meget af sig selv, og det har jeg slet ikke noget imod. Jeg synes tværtimod, det er sjovt. Men jeg kan på mange måder godt lide at være lidt anonym og være lidt tilbagetrukket. Jeg behøver ikke skabe vilde ting hver dag. Så der er sikkert forskel på det billede, mennesker omkring mig har, og det billede andre folk har. Man skaber altid et billede af en person.«
Hvad er dit bedste karaktertræk?
Det er, at jeg ser ens på alle mennesker. Det er jeg glad for, og jeg hader, når folk ikke gør det. Det er lige meget, om man kan det ene eller andet. Alle er lige.
Hvad er så dit værste karaktertræk?
Jeg er en dårlig taber. Det kommer frem – og det kan være i alt. Jeg er virkelig konkurrencemenneske – det er der, jeg kan være mindst stolt af mig selv.
Hvilket nummer spiller du bedst på din guitar?
Wonderwall (med Oasis, red.) var utrolig nem at lære på det niveau, jeg begyndte på . Det er den, jeg spiller bedst. Den sidder dér nogenlunde. Jeg gider ikke spille sange, jeg ikke kan lide. Wonderwall er et fedt nummer, og det er den sang, jeg har brugt mest tid på og den, jeg er mest stolt af. De andre vil sige, at det er den eneste, jeg kan nogenlunde. Den er også ret nem.
Hvad er den mest bizarre oplevelse, du har haft i dit fodboldliv?
»Der er mange, for som fodboldspiller møder man folk fra forskellige kulturer. Vi har haft en del spillere fra Afrika, som har været fantastiske og utroligt sjove. Jeg har stadig kontakt med en af dem i dag. Da Kaliou Traoré (midtbanespiller fra Mali, der var i OB fra 2010 til 2012, red.) kom hertil, var der nogle ting, hvor man ikke kunne lade være med at grine og tænke ’hvad fanden sker der her’. Han var en fantastisk person, men han var godt nok sjov. Engang kørte jeg bagved ham i bil på et tidspunkt, hvor der var is på vejene. Det var han ikke vant til, så han tog det ikke roligt og bremsede ikke inden svingene. Det kunne han jo ikke vide, man skulle, for det var første gang, han havde oplevet det. Men da han bremsede, stoppede hans bil ikke, så da jeg kom forbi, holdt han inde i en hæk med armene ud af vinduet uden overhovedet at kunne forstå, hvad der var sket. Når man møder en masse forskellige kulturer, er der en masse sjove historier fra omklædningsrummet. Men nogle af dem skal selvfølgelig ikke ud.«
Hvem er det vigtigste menneske i dit liv?
»Det er min far. Og min mor. Dem ved jeg altid, hvor jeg har. Det gør jeg også med min kæreste, mine venner og mine søskende. Men de to har jeg haft fra dag ét af, og dem kan jeg altid regne med. Jeg bruger min far til noget og min mor til noget andet. Fodbolden bruger jeg min far til, for det har han forstand på. Til alle de andre ting bruger jeg min mor. Om det så er mad, lejlighed eller noget andet. Det har hun styr på, og det er jeg hende evigt taknemlig for.«
Hvordan vil du gerne huskes?
»Først og fremmest vil jeg gerne huskes for mine bedrifter og præstationer på fodboldbanen. Det er det vigtigste. Jeg håber selvfølgelig også at blive anerkendt for det, jeg har lavet i OB. Jeg har været her 11 år og har været glad for alle årene. Det ville jeg være rigtig glad for. Jeg forstår godt dem, der er skuffede over mit valg (skifter til FCK til sommer, red.). Men jeg håber, folk også kan se det fra min side.«
Er der en lille del af dig, der er nervøs for at flytte til København?
»Jeg ved ikke, om jeg vil sige nervøs, for jeg glæder mig og er klar til udfordringen, når den kommer. Mit fokus er først og fremmest på at gøre det færdigt i OB, men det er selvfølgelig et stort skifte, når man skal flytte fra et sted og en by, hvor man har boet og været glad i mange år. Jeg er spændt, men jeg er ikke i tvivl om, at det bliver godt derovre.«
RAMON RODRIGUES, FC NORDSJÆLLAND
FC Nordsjællands Ramon Rodrigues fortæller om at være vild med Socrates, om at blive hentet af van Gaal og om at gå syv kilometer hver eneste morgen for at følge sine fætre og kusiner i skole.
Hvordan var dit liv i Brasilien, inden du blev professionel fodboldspiller?
»Da jeg var lille, boede jeg på en gård i min by. Jeg stod op klokken fem om morgenen og gik syv kilometer hver morgen for at følge mine fætre og kusiner i skole, fordi jeg var et af de ældre børn i familien. Så tog jeg cyklen for at cykle til træning tre gange om ugen. Jeg skulle til en anden by, der lå en time fra min egen by. Når jeg var færdig med at træne, kørte jeg hjem, og så var klokken ni om aftenen. Engang imellem græd min mor.«
Hvorfor græd din mor?
»Fordi det var hårdt for mig. Jeg skulle følge mine fætre og kusiner i skole, selv gå i skole, træne fodbold og bevæge mig mellem flere byer. Og jeg fik kun fem timers søvn hver nat.«
Hvordan blev du fundet som fodboldspiller?
»Jeg fik min første mulighed for at spille i en større klub, da en scout kom ud at kigge på mig. Han holdt øje med mig, og så gav han mig en mulighed. Det var her, min fodboldhistorie begyndte. Efter to dages træning fik jeg en aftale med klubben fra hovedstaden i min provins. Jeg blev hurtigt en af de vigtigste spillere for klubben. Vi vandt en turnering, hvor jeg var anfører. Så blev jeg rykket op til de ældre drenge, da jeg var 16 år, og de var 18 år. Og her kom der en scout, som holdt øje med mig. Han sørgede for, at jeg kom til prøvetræning, og så trænede jeg to uger under Louis van Gaal i AZ Alkmaar.«
Hvordan kom kontrakten med AZ Alkmaar i hus?
»Jeg blev inviteret tilbage til AZ Alkmaar, så jeg trænede tre uger med dem, hvorefter jeg tog tilbage i tre måneder. Sådan kørte det, indtil jeg fyldte 18 år, hvor jeg skrev under på en kontrakt og skiftede til AZ Alkmaar.«
Mange af de brasilianere, der kommer til Europa er kendt for deres finurligheder og driblinger, mens du er en forsvarsspiller, der er aggressiv og tackler. Var du ham, der sparkede alle driblerne ned, da du var dreng?
»Tjaa, da jeg spillede en turnering i Brasilien, var jeg utrolig fysisk stærk og hurtig. Det hjalp mig, fordi jeg var meget stærkere og større end spillerne på min egen alder. Det var en stor fordel. Engang testede de mig og min krop for at finde ud af, om jeg havde snydt med min alder. De undersøgte, hvad jeg spiste, men da de så mine seks onkler, som er meget store, kunne de se, at det lå til familien. Jeg spillede sammen med mine onkler, da jeg var lille, og de gik hårdt til mig, så jeg blev stærkere og stærkere og stærkere.«
Hvem er dit største idol?
»Socrates. Doktoren. Jeg kunne lide den måde, han spillede på. Hans stil. Han var midtbanespiller, og han var elegant. Jeg så ham ikke spille så meget, men jeg så nogle videoer, og hver gang kunne jeg lide hans stil. Han var elegant med bolden, og han havde altid et godt øje for sine medspillere. Han havde også en smuk historie. Han havde mange problemer uden for banen, men han var god til fodbold.
Hvis du ikke spillede fodbold, hvad ville du så lave?
»Jeg tror, jeg ville have været landmand, fordi min familie har en kakao-farm. Jeg hjalp lidt til på farmen, da jeg var lille, men ikke så meget, fordi jeg skulle tage mig af mine fætre og kusiner.«
Hvad er dit bedste barndomsminde?
»At jeg kunne hjælpe min familie. At jeg kunne tage mig af de yngre i familien. De gav mig ansvar som helt ung, og det var godt, for det har lært mig meget. Det har gjort mig til den person, jeg er i dag.«
Hvad skal du altid have med tilbage, når du har været hjemme og besøge Brasilien?
»Jeg tager altid kakaobønner med tilbage. Jeg tager fire eller fem pakker med tilbage, og de holder i to-tre uger.«
Hvornår savner du allermest Brasilien?
»Min familie er altid sammen ved højtiderne. Til jul er vi 40 mennesker hos mig, og det er her, jeg savner min mor og min familie. Vi skyper meget, når de er sammen. Og det er her, jeg savner min familie.«
Har du en familie med til Danmark også?
»Nej, men jeg har en plejefamilie i Holland, der hjalp mig meget. Konen var brasilianer, og de tog sig af mig som en søn. Da min kontrakt løb ud i AZ Alkmaar, hjalp de mig ind på et af de bedste hospitaler i Holland for at få tjekket mit knæ en gang mere. Jeg havde brug for en ny operation i knæet, og de betalte for den og for fysioterapi i Holland. Efter et halvt år kom jeg til FC Nordsjælland til prøvetræning i en uge i 2012, men jeg var ikke i form, og jeg manglede timing. Så jeg fik ikke en kontrakt på det tidspunkt, og så tog jeg tilbage til Holland, inden jeg tog til Trencin og fik en kontrakt. Efter tre år var jeg kåret til den bedste forsvarer i ligaen to gange, og så blev jeg solgt til FC Nordsjælland.«
Hvem er din bedste ven i Danmark?
»Jeg har to. Der var Bruninho, men nu har jeg Stano (Lobotka, red.) og Philip. Han arbejder i receptionen på hotellet ved Farum Park. Jeg boede der i de tre første måneder, det kan godt blive lidt ensomt, og så talte vi meget sammen. Philip hjalp mig meget.«
MORTEN 'DUNCAN' RASMUSSEN, AGF
AGFs angriber Morten 'Duncan' Rasmussen har siddet i fængsel i Tyrkiet, han hader at tabe, og så har han fået langt flere landskampe, end havde forventet.
Hvad er det mest bizarre, du har været ude for i den lidt mærkelige fodboldverden?
»Da jeg spillede i Tyrkiet, sad vores præsident i fængsel. Så da jeg kom til klubben, var jeg inde og besøge ham i fængslet i Istanbul. Det var lidt specielt, men jeg gjorde bare, hvad der blev bedt om. Det var lidt underligt, at præsidenten sad derinde, og man som ny spiller skulle ind og sige hej. Han sad vist derinde sammen med Fenerbahces præsident på grund af noget aftalt spil. Men jeg tror faktisk, de blev frikendt.«
Hvad er den bedste beslutning, du har truffet i løbet af din karriere?
»Jeg er ret godt tilfreds med de beslutninger, jeg har truffet og de klubskifter, jeg har foretaget i løbet af min karriere. Så hvad den bedste er, ved jeg ikke. De har alle sammen været ganske fine, og de er taget i forskellige situationer.«
Hvad betyder Aarhus for dig?
»Aarhus er den by, jeg har boet i størstedelen af mit liv. Jeg har spillet fodbold som helt ung i AGF. Så AGF og Aarhus har en kæmpe betydning for min karriere. Aarhus er hjem for mig. Da jeg var i udlandet, kom jeg ’hjem’, når jeg var tilbage i Aarhus.«
I de personlighedstests du fik lavet i FC Midtjylland, bongede du helt ud på ’rød farve’. Det betyder en helt vanvittig vindermentalitet. Hvad gør det ved dig, når du vinder?
»Jamen, det er det vigtigste. Hvad enten det er til kamp, i træning eller noget helt tredje, gør jeg alt for at vinde. Og jeg er sindssygt træt af at tabe. At vinde er dét, det handler om. Det ligger i min natur, at jeg er en vinder, og når jeg er i nærheden af en fodbold, går jeg efter at vinde hver gang.«
Har du fået flere eller færre landskampe, end du havde regnet med, da du var et ungt talent på 20 år?
»Jeg har fået flere. Jeg tror ikke, jeg tænkte, at jeg ville få nogen landskampe, da jeg var 20. Det var en drøm og noget, jeg håbede på. Men jeg tænkte ikke, det lå lige til højrebenet. Jeg har aldrig taget noget for givet. Jeg har heller ikke taget for givet, at jeg ville få flere landskampe, end jeg har fået. Havde du spurgt mig, da jeg var 20, havde jeg en drøm om at få lov at repræsentere mit land, men jeg regnede ikke med at få 100 landskampe. Så jeg tror, jeg dengang havde været tilfreds med udsigten til det antal, jeg har fået (11 kampe og tre mål, red.).«
Du har altid stået bag Nicklas Bendtner. Både på U21-landsholdet og A-landsholdet. Hvad har det betydet for din karriere, at der altid har været en Nicklas Bendtner foran dig?
»Det er sådan, dét er. Jeg ved ikke, om det har haft nogen speciel betydning. Nicklas er en fantastisk angriber, og han har fuldt fortjent at spille, når han har været klar. Det har han gjort, fordi han har været den bedste. Sådan er det i fodbold. Det er de bedste, der spiller. Det har jeg ikke ondt i røven over. Jeg har altid gjort det bedste, jeg kunne, og man kan ikke gøre mere, end ens evner rækker til.«
Bendtner og dig havde som meget unge et sammenstød til U21-EM i Portugal i 2006. Hvor lang tid gik der, inden det var ude af verden?
»Det var en lille bagatel, som blev gjort til et stort nummer. Den var vi ovre allerede dernede. Den kan vi ikke bruge mere tid på. Det er en utrolig gammel historie, som medierne fik lavet et stort nummer ud af, men som vi tog stille og roligt. Det var ikke en stor sag.«
Hvad er den største skuffelse, du har været igennem?
»Det, jeg først kommer i tanke om, er den, der også er tættest på. Nemlig da vi glippede DM-titlen med FC Midtjylland i forrige sæson. Men der har sikkert været flere i løbet af karrieren. Hvis man går så meget op i at vinde, som jeg gør, er det ikke sjovt. Men man skal lære at komme over skuffelser og ikke hænge sig i det for længe. For så påvirker det den næste præstation.«
Hvad er den største glæde, du har været igennem i karrieren?
»Det er helt klart DM for et halvt år tid siden. Det var kæmpe stort. Fodbold gælder om at vinde, og det tog mig lidt tid at vinde DM. Men det var fedt at prøve.«
Ændrede det dig at få penge mellem hænderne i en ung alder?
»Nej, det tror jeg ikke. Det var ikke sådan, at jeg blev mere arrogant eller noget i den retning. Det er den naturlige gang i fodboldverdenen.«
Hvad er det vigtigste telefonopkald, du har ventet på?
»Jeg har haft en del klubskifter, og der er som regel et telefonopkald inden et skifte. Men hvad der er det vigtigste, ved jeg ikke. Det lette svar ville være at sige det telefonopkald, der kom, da jeg fik at vide, at jeg skulle til Celtic. Men jeg synes egentlig, det er den samme spænding og glæde, man har, når man ved, det er tid til at prøve noget nyt og får opkaldet om, at det er på plads. Det er spændende hver gang. Lige meget om det er til en større eller mindre klub.«
Hvad laver Morten ’Duncan’ Rasmussen om 10 år?
»Det ved jeg ikke. Det har jeg sikkert et godt svar på om 10 år. Jeg har masser af idéer, men jeg spiller forhåbentlig fodbold en del år endnu, og det kan nå at ændre sig mange gange. Jeg har haft mange idéer gennem karrieren og får med garanti endnu flere. Så det må vi snakke om til den tid.«
OSAMA AKHARRAZ, VIBORG FF
Osama Akharraz fortæller om, at have takket nej til Marokkos landshold, om at være træt af sociale medier - og så om træneren, der bad ham om at få en ny frisure.
Hvad er det mest besynderlige, en træner har sagt til dig?
»Når det er vinter, undgår jeg helst at klippe mit hår, fordi det er koldt. Efter der var gået flere uger med det store hår, valgte min træner på daværende tidspunkt at sige til mig, om jeg ikke godt kunne klippe det hår, fordi det var så ynkeligt at se på. Jeg blev helt paf og tænkte okay. Det havde han måske lidt ret i. Dagen efter var det væk, og så var han glad. Forhåbentlig, haha.«
Hvad vil du helst – lægge op til et mål eller lave en tunnel?
»Jeg vil helst lægge op til et mål. Det er næsten som at score et mål selv, så det ville jeg klart vælge. Selvom en tunnel også ville være flot. Den er lækker at lave, og man får en god følelse bagefter. Jeg tror, at det handler om, at man – forstået på en kærlig måde – ydmyger den anden spiller med en tunnel.«
Hvornår var du senest rigtig sur?
»Det var på en rejse, jeg var på her i juleferien, hvor det hele gik ad helvede til, da vi ankom til vores hotel. Tingene var bare ikke i orden. Værelset var ikke klar, så vi skulle vente flere timer på at få vores værelse efter en flyvetur på 12 timer til Thailand. Der var jeg ikke særlig glad. Jeg kan godt hæve stemmen lidt og forklarede dem, at det ikke var i orden. Det er nok, fordi jeg ikke er særligt tålmodig. Men der kom styr på det, og vi blev gode venner igen.«
Hvis du kunne ændre en ting ved dig selv, hvad skulle det så være?
»Jeg ville gerne være lidt højere, tror jeg. Jeg føler et eller andet sted, at mange af dem, jeg spiller imod, er lidt – eller meget – højere end mig. Jeg ville godt lige have haft 5-10 centimeter mere, men det går jo også meget godt nu. Jeg har fået en karriere ud af det.«
Hvad er den vigtigste telefonsamtale, du har haft?
»Det må have været med min bror. Da jeg var ungdomsspiller, skulle jeg træffe en stor beslutning, om jeg skulle fortsætte med fodbold eller noget helt andet. Den samtale, jeg havde med ham, var rigtig god. Han rådede mig til, at jeg skulle give det chancen og fortsætte, fordi jeg havde talent.«
Hvem har været den vigtigste person for fodboldspilleren Osama Akharraz?
»Der har været flere. Min bror har været en stor hjælp og inspiration. Familien generelt. Min kone, som har været meget støttende, og har hjulpet mig igennem mange ting. Blandt andet hvordan jeg skulle fungere i et fodboldmiljø. Det har været de nærmeste for mig, der har betydet mest.«
Hvad har det betydet for dig at blive gift som 23-årig?
»Det har betydet rigtig meget og har givet en masse ro. Man har en, man kan sparre med omkring forskellige ting, og du har en person, der er støttende og står bag en 100 procent hver gang. Det har været en stor ting for mig at have fundet en at kunne slå mig til ro med. Det var et stille og roligt bryllup. Jeg er ikke til de helt vilde giga-bryllupper, hvor man har inviteret folk, man ikke engang kender.«
Youssef Toutouh har valgt Marokko og Emre Mor Tyrkiet frem for Danmark. Du har marokkanske rødder. Hvad gør Danmark forkert?
»Det ved jeg ikke. Jeg fik et tilbud om at spille for det marokkanske landshold. Men det var en stor beslutning at tage her og nu, så jeg valgte at sige, at jeg godt ville vente med det. Jeg var et sted i min karriere, hvor jeg skulle genstarte den. Jeg vil godt lige have ro på og se, hvordan landet ligger i løbet af det næste stykke tid. Jeg har meget fokus på at gøre det godt på klubholdet og vise mig frem der, før jeg ser på, hvordan mine muligheder er.«
Hvem er din bedste ven inden for fodbold?
»Jeg har ikke været så længe i Viborg, men jeg taler meget med vores kroatiske ven ’Ruki’ (Ante Rukavina, red.). Ham har jeg det godt med, men om det er min bedste ven, ved jeg ikke. Vi har en god kemi. Vi har nok den samme humor, og vi bor relativt tæt på hinanden i Viborg, så vi spiser også sammen en gang imellem. Jeg tror også, vi har lagt en del penge hos JOE & THE JUICE i Viborg. Der er vi faste kunder. Jeg tager en Spicy Tuna (tunmousse, jalapeños og tabasco, red.) og en Prince of Green (spinat, ananas og æble, red.).«
Hvad er det vigtigste, fodbold har givet dig?
»Disciplin og styr på tingene. I hverdagen er jeg meget struktureret nu, og jeg lever og spiser ordentligt. Det har gjort en del for mig. Det er nok to år siden, at jeg virkelig begyndte at tænke over, at hvis jeg skulle finde de sidste procenter, var jeg nødt til at forberede mig ordentligt, spise ordentligt og sove rigtigt.«
Der er helt sikkert mange, der savner din bramfri facon på de sociale medier. Savner du selv de sociale medier?
»Overhovedet ikke. Det var sjov og ballade dengang, men nu er jeg et helt andet sted. Det siger mig faktisk ingenting. Jeg havde på et tidspunkt Instagram, men den konto har jeg lukket ned, fordi jeg synes, det hele bliver så overfladisk. Man lægger et billede op, nogen liker det, og så er det det. Jeg kan ikke se, hvad meningen er med det. Jeg har til gengæld Snapchat, og det er meget sjovt at kunne grine lidt af de billeder, som forsvinder igen.«
OVE PEDERSEN, HOBRO IK
Hobros cheftræner, Ove Pedersen fortæller om at skifte bil flere gange om året, og om at bide kilometervis af negle. Og så har du måske også glemt, at han faktisk er Superligaens mest offensive træner.
Hvilke fordomme møder du om Ove P., som ikke stemmer overens med virkeligheden?
»Jeg synes ikke, det er fordomme. Men der er ikke ret mange i dag, der husker, at der ikke har været en mere offensiv træner i Superligaens historie, end jeg har været. Da jeg var i Esbjerg, havde jeg et hold, der tre år i træk scorede over 60 mål. Det ene år scorede vi 71 mål. Jeg tror ikke, der er andre trænere, der i en treårig sammenhængende periode har lavet så mange mål med et hold, som vi lavede i Esbjerg. Men det har folk glemt. For jeg spiller ud fra det materiale, jeg har. Hjulmand blev danmarksmester ved at score 49 mål i en sæson, hvor vi scorede markant flere i alle tre sæsoner. Det mest overraskende er, at der er fagfolk, der glemmer, hvad man står for.«
Hvornår har du sidst været rigtig sur?
»Det bliver man ind imellem, men jeg er sådan en, der afregner med det samme. Jeg bliver aldrig tøsesur. Og når jeg først har afregnet, kigger jeg fremad, næsten uanset hvad folk har gjort mod mig. Jeg har aldrig boykottet nogen i et helt eller halvt liv. Jeg er nødt til at afregne, ellers kan jeg ikke kigge mig selv i spejlet. Hvis der er nogen, der gør noget forkert ved mig, får de mig lige i flæsket.«
Du ser flere fodboldkampe end de fleste og kører mange km i bil. Hvad lytter du til, når du kører?
»Jeg er meget alsidig med musik. Der er to genrer, jeg ikke kan lide. Det er techno og heavy metal.«
Hvor mange biler har du slidt op?
»Jeg har haft firmabil i mange år, så de bliver skiftet, inden jeg når at slide dem op. På et tidspunkt kørte jeg 110.000 km om året, og selvom jeg nok ikke holder snittet, kan du selv gange op med, hvor mange år jeg har været træner. Mange bilforhandlere skifter biler ved 20.000-25.000 km, så de bedst kan holde værdien, når de skal sælge dem videre. Jeg er testpilot på mange biler.«
Hvem er dine største helte?
»Flemming Povlsen er en af dem. Man fik leveret varen med den måde, han spillede fodbold på. Med energi og udstråling. Det er lige før, han ikke ville passe ind i måden, der er blevet praktiseret fodbold i Danmark i de senere år. Han var jo ikke en pasningsspiller. Han var en gennembrudsspiller og en fighter. Han var sådan en, der kunne tage sagen i egen hånd.«
Man ser dig tit bide negle på sidelinjen. Gør det ondt?
»Det sjove er, at jeg stoppede med at bide negle, da jeg blev ansat i Hobro. Der er ikke så meget at bide negle over. Jeg står og gnaver i dem, men jeg har faktisk ikke bidt negle siden. Da jeg var ung træner i FC Midtjylland, holdt jeg også op et helt år. Hvis du siger, jeg har kørt mange kilometer i en bil, så har jeg eddermame også bidt mange kilometer negle ned. Jeg er blevet så erfaren i det, at jeg ikke længere bider dem til blods. Det gjorde jeg, da jeg var ung. Det er da en dårlig vane, men jeg vil sgu da hellere bide negle end at ryge 40 cigaretter under en fodboldkamp.«
Du har en kraftig dialekt. Har du nogensinde været tvunget til at skrue ned for den?
»Nej, men da jeg var træner i FC Midtjylland, drillede Thomas Thomasberg mig altid, fordi jeg ikke kan finde ud af, hvornår det hedder en eller et. Han sagde, at ’når du er på tv, kan du altid finde ud af det. Hvorfor det?’. Jeg synes ikke, jeg gør noget anderledes, men det må jeg gøre. Når han laver sjov med det, siger jeg altid, at jeg jo bare er international. På jysk siger vi ’æ hus’. Vi siger hverken en eller et. Og hvad siger de i England? Der siger de ’a house’, så jeg er vel nærmest international. Der kan laves mange ting med mig og sprog, for jeg blander flere sprog sammen, når jeg taler med spillere, men de forstår som regel, hvad jeg siger.«
Hvad er din største bedrift?
»Det er sgu da imponerende, at siden jeg blev fuldtidstræner 1. januar 1996, har der hele tiden været bud efter mig. Det er en kæmpe bedrift, for det er ikke nogen selvfølge, at der er nogen, der stadig vil have dig som træner. Det er tegn på, at du opfører dig ordentligt i denne branche, og at du gør et godt stykke arbejde. Mange af de yngre trænere forsvinder, når de har været tre-fire år i jobbet. Det er da imponerende, at det har været selvvalgt, når jeg har været uden job i to-tre måneder.«
Hvad er dit bedste barndoms minde fra Thyregod?
»Jeg kommer oprindeligt helt ude fra bøhlandet. Jeg er født på en gård, og minderne er gode om at leve med dyr på en gård og med en stor familie. Vi var seks børn, og så havde jeg masser af venner. Jeg var med ude, når der blev høstet og hakket roer.«
Har du en fobi?
»Jeg har faktisk højdeskræk. Hvis jeg ligger nummer et i Superligaen, så begynder jeg… Haha, nej. Det har jeg faktisk gjort i mange år. Men jeg skal ikke særlig højt op fysisk. Kun tre-fire meter.«
Hvad er det sjoveste, du har oplevet sammen med din ven, Johnny Madsen?
»Jeg ved ikke, om det er det sjoveste, men han laver en gang imellem en pool-turnering ovre på Fanø. Det foregår med jævne mellemrum, men det er ikke altid, at vores skemaer passer sammen. Johnny vandt sgu sidst sammen med ham, der havde værtshuset derovre. Jeg blev kun nummer to sammen med Peter Hansen, der har spillet i Vejle. Men det var jo også Johnny, der havde sat hold.«
JESPER JØRGENSEN, ESBJERG fB
Esbjergs Jesper Jørgensen, som er vendt hjem til Esbjerg efter fem år i belgisk fodbold, fortæller om, at han helst ikke vil klippes i Belgien, om hvordan han har nærstuderet Xavis bevægelser og om dengang han fik at vide af en belgisk VM-legende, at han nok ikke var svigermors drøm.
Hvem er dit forbillede?
»Jeg er fodboldnørden, der har haft forbilleder på banen. Xavi og Iniesta. De kan spille i små rum, de orienterer sig altid, før bolden kommer, og de spiller fremad. Deres pasningsspil og bevægelsesmønstre er unikke. Jeg fik på et tidspunkt video med klip fra alle Xavis kampe over tre-fire sæsoner. Så kunne jeg sidde og nærstudere dem. Især deres valg af positioner på banen kunne jeg lære ved at se dem. Det prøvede jeg at lære, men hvor godt det lykkedes, ved jeg ikke.«
Hvad er det mest besynderlige, en træner har sagt til dig?
»Jeg mødte Ove Pedersen i går. Han er altid god for en sjov kommentar, og han kan også selv tage imod. Der skal nok være noget med ham, uden at det er negativt ment. Det er svært at komme i tanke om, for det er fem år siden, jeg sidst var i Danmark, og i udlandet taler man ikke med træneren. Men jeg fik engang at vide af Michel Preud’homme (træner i Club Brugge, red.), da han lige var kommet, at jeg gav udtryk for, at jeg altid var svigermors drøm, men at det ikke passede.«
Hvad savnede du mest ved Danmark, da du var væk?
»Foruden min familie og mine venner må det være Faxe Kondi eller nogle frisører. Jeg fandt et par frisører, der var okay, men jeg forsøgte så vidt muligt at passe det ind, når jeg var hjemme. Hvad angår Faxe Kondi, forsøger jeg at drikke så lidt sodavand som muligt, men hvis jeg skal have en, er det klart min favorit. Det findes ikke i Belgien, så jeg fik lige en kasse eller to, hvis der var nogen, der besøgte mig i bil.«
Du har en belgisk kæreste, der taler dansk. Er det noget, du har lært hende?
»Ja, vi prøver at hjælpe hinanden. Jeg har lært at tale flamsk, og hun har lært at tale dansk. Det begyndte med at skrive en seddel med første ord på engelsk, og så over på dansk og derefter flamsk. Det hjalp vi hinanden med, og så er det kommet lidt efter lidt. Det tog hende vel et halvt års tid at lære.«
Hvad spiser du til morgenmad, inden du skal til træning?
»Jeg spiser altid müsli med lidt frugt, og så drikker jeg altid et glas vand med citronsaft i. Der er ikke så meget at rafle om. Jeg kan godt lide at have god tid om morgenen, så jeg er ikke ham, der står op i sidste øjeblik.«
Hvad er det vigtigste indtryk, du tager med fra din tid i Belgien?
»Det er, at man altid skal tro på sig selv. Når man oplever en masse i udlandet, kan man til tider godt komme til at stå alene, og der er ikke så mange omkring en til at støtte en. I perioder er det meget op til en selv at få det til at svinge den ene eller den anden vej.«
Hvilken type rejse foretrækker du, når I har ferie?
»Det skal være en afslapningsrejse, hvor jeg i mindst en uge bare kan lave INTET. Jeg lægger mobiltelefon og ur væk, og så skal jeg bare slappe af med min kæreste. Det er prioritet nummer ét. At kunne stå op, når man vil, og spise, når man vil. Vores seneste ferie var i Caribien, tror jeg. Det var forrige sommer, fordi der var nogle ting, der forhindrede os sidste sommer, og i Belgien havde vi ikke ferie om vinteren.«
Hvad kan du absolut ikke acceptere hos dine medspillere?
»Dovenskab. Så går jeg fra nul til hundrede på et sekund.«
Dine møbler fra Belgien står opmagasineret i din fars byggefirma i Janderup. Hvad har været allervigtigst at få med hjem?
»Min kæreste og min hund. Af materielle ting har det været tøj. Men siden jeg flyttede tilbage, har jeg boet i to kufferter. Alt andet står opmagasineret. Det er lidt en opgave ikke at blive frustreret over, at alle ens ting står indespærret.«
Hvad er det for en hund, I har?
»En Berner Sennen. En stor hund. Han er lidt over tre år nu. Det er første gang, jeg har en hund, så det betyder da meget, at uanset hvordan det er gået på fodboldbanen, er der en, der er sindssygt glad for at se en. Jeg går tur med ham, og det er meget godt til lige at få vendt tankerne, få lidt frisk luft og noget luft til hjernen.«
Hvad er den største smerte, du har oplevet?
»Jeg har været meget fri fra skader. Den værste skade har nok været en, jeg fik, lige da jeg kom til Club Brugge. Den var værre, end vi først troede. Jeg skulle nok have haft en operation, og så hæmmede den mig nok i de følgende otte måneder. Det var sidste kamp inden turneringsstart, hvor vi altid har fuldt stadion og mødte en stor modstander. Vi mødte Dortmund og spillede pissegodt og var foran 2-0, da en eller anden fem minutter før tid bare savede mig fuldstændig over. Han ramte helt forkert ned over min ankel med hele sin vægt. Der røg forskellige sener i anklen, og jeg kunne mærke med det samme, at der var noget helt galt. Da jeg vågnede næste morgen, var jeg sikker på, at det ikke var noget, der gik over på tre-fire dage.«
NICOLAJ THOMSEN, AaB
Han er ikke så vild med Jomfru Ane Gade og har kun kørt med ’Sandormen’ et par gange i sit liv. Men AaB's Nicolaj Thomsen er både nordjyde og ’skagbo’ helt ind til benet.
Du er fra Skagen. Hvor mange gange har du kørt med ’Sandormen’?
»Det er meget få gange i forhold til, at jeg er fra Skagen. Måske to eller tre gange. Jeg har været ude i den med skolen et par gange, men ellers er det meget noget, turisterne gør. Jeg har aldrig kørt med ’Sandormen’ i min fritid.«
Hvad vil det sige at være ’skagbo’?
»Jeg ved ikke, om det er noget specielt at være ’skagbo’, men Skagen er en by, som stort set hele Danmark kender. Om sommeren er det en meget velbesøgt by, men om vinteren er det knap så sjovt at være skagbo.«
Flygter du fra Skagen, når det bliver uge 29 og alle københavnerne kommer?
»Nej, slet ikke. Når man selv er fra Skagen, er det skønt, at der kommer folk til byen. Da jeg boede i byen elskede jeg de uger, hvor der kom mere liv. Det er meget forskelligt, hvordan folk har det med de perioder, men de fleste skagboer ved, at det er det, byen lever af. Og det er det tidspunkt af året, hvor det er allerbedst at være i Skagen.«
Hvad er Aalborg blevet for dig?
»Jeg er født i Skagen, men Aalborg er blevet min anden hjemby. Jeg har boet her i seks år, så jeg betragter også Aalborg som ’hjem’. Det er den første lidt større by, jeg har boet i, og en by, jeg godt kunne forestille mig at vende tilbage til en dag.«
Hvor tit er man – som 22-årig AaB-spiller – en tur i Jomfru Ane Gade?
»Uh, det er sjældent. I ferierne er vi derinde et par gange. Men ellers holder vi os fra det. Jeg er heller ikke så stor fan af ’Gaden’. Så fedt er det heller ikke derinde. Så det lader jeg for det meste andre om.«
Hvor tit skal du stave dit fornavn?
»Årh, det er tit. Selv om det burde være ligetil, tror jeg, at jeg har fået den mest komplicerede måde at stave ’Nicolaj’ på. Der er ingen, der forstår, at det er med ’c’ og ’j’, så det skal jeg altid fortælle.«
Hvilket af dine egne karaktertræk irriterer dig mest?
»Det er, at jeg er for perfektionistisk omkring min fodbold. Spiller jeg en rigtig god kamp, men laver en eller to fejl, er det dem, jeg kommer til at hænge mig i i stedet for at fokusere på, at holdet har vundet, og at jeg har spillet en god kamp. Nogle gange er jeg på den måde min egen værste fjende ved at jeg lader mig irritere over ting, der ikke er nødvendige at lade sig irritere af.«
Hvad er så dit bedste karaktertræk?
»Jamen, det kan være det samme. Jeg vil hele tiden blive bedre og er lidt en træningsnarkoman. Jeg forsøger altid at være den bedste udgave af mig selv.
Hvad gør dig vred?
»Jeg tror, de mennesker, der kender mig, vil sige, at der ikke er særlig meget, der kan gøre mig vred. Det sker sjældent. Min kæreste siger, at hun er den eneste person i verden, jeg kan blive vred på. Så det er virkelig sjældent, der er noget, der gør mig rigtig vred.«
Hvad gør dig glad?
»Jeg føler mig som en positiv og glad person, så der er mange ting, der gør mig glad. Både når det gør godt på banen, og når jeg har det godt med familien og min kæreste. Men også bare dét at komme uden for, når solen skinner. Det er som regel den allerbedste start på dagen.
Har du en fobi?
»Jeg tror ikke, som sådan, jeg har en fobi. Men kommer der en stor edderkop, er jeg ikke den første, der melder sig til at snuppe den. Hvis jeg så sådan en rigtig stor og behåret fugleedderkop, kunne jeg godt finde på at løbe min vej.«
Du er ikke på Facebook. Hvorfor ikke?
»Jeg har faktisk lige slettet min konto. Lige siden jeg kom op i truppen, har jeg accepteret en masse venneanmodninger, så til sidst kendte jeg slet ikke nogen af de mennesker, der var på min startside. Derfor blev det lidt unødvendigt at have den.«
Det er en kendt historie, at du er næsten blind på det ene øje. Det kostede et skifte til franske Nantes. Er det glippede skifte, den værste konsekvens, dit øje har medført?
»Ja, det er det vel egentlig. Men på den anden side har det måske givet mig noget. Det er ikke sikkert, Nantes havde været det rigtige match for mig alligevel. Men det er ikke til at vide. Dét med øjet blev snakket op til noget, som det ikke er. For jeg tænker overhovedet ikke over det. Derfor var det lidt underligt, at det blev så stort et tema. De havde været interesserede i lang tid, så vi følte, det var en ting, de burde vide. Samtidig burde det ikke betyde en fløjtende fis, når de havde fulgt mig i lang tid og set mig spille kampe. Så det hele var lidt fjollet omkring det. Øjet har jo altid været på samme måde.«
Du er kun 22, men har været sammen med din kæreste siden du var 17 år. Har du allerede fundet den pige, du skal være sammen med?
»Den slags er svært at svare på, men det kunne det helt sikkert godt tyde på.«
Man ser ofte, at fodboldspillere slår sig tidligt til ro. Hvorfor er det sådan med jer?
»Enten slår de sig til ro tidligt – eller også er det lidt mere vildt. Jeg tror, der er to forskellige grøfter. Jeg kan godt lide, at jeg har styr på mine ting også udenfor banen. Og jeg har brug for at have en at dele tingene med, som altid er der for mig. På den måde er jeg meget tryghedsnarkoman. Men jeg har fundet en dejlig pige, som også er meget som mig selv.«
