AC Børnehjælp vil lægge sag an mod DR
Hvis ikke DR er villige til at indgå en aftale med adoptionsorganisationen, kan det ende med en sag i pressenævnet.
Beskyldningerne om, at AC Børnehjælp skulle have tjent penge ved adoptioner og i øvrigt arbejdet under lyssky forhold, får nu adoptionsorganisationen til at fremsætte en klage mod folkene bag programmet 21 Søndag på DR.
- Vi mener vi har været ofre for usande beskyldninger, og at vi i øvrigt ikke er blevet behandlet særlig pænt. Derfor vil vi klage over DR, siger formanden for AC Børnehjælp, Anders Christensen.
DR får chancen for at indgå en aftale med AC Børnehjælp, som forventer at de vil undskylde og trække påstandene, der blev fremlagt i programmet, tilbage.
Men gør DR ikke det, så er AC Børnehjælp klar til at lægge sag an mod DR i pressenævnet.
- Hvis ikke DR vil give os en passende aftale, så må vi tage sagen videre i pressenævnet, siger Anders Christensen.
Sammen med resten af organisationen afventer han i øjebliket Familieminister Carina Christensens vuirdering af sagen. Men han er sikker på, at ministeren vil frikende AC Børnehjælp for de voldsomme beskyldninger.
- Vi regner stærkt med, at familieministerens redegørelse vil vise, at der ikke er hold i denne her sag, siger Anders Christensen.