Oprah i tårer
Af Helle Lho Hansen , Fredag den 20. november 2009, 19:57
Det var en tårevædet talk-showdronning, der fredag fortalte sit publikum, at næste sæson bli'r den sidste.
I første omgang var det en fattet Oprah Winfrey, der efter fredagens tv-show stillede sig op foran sit trofaste publikum for at forklare, hvorfor hun dropper sit populære program.
- I løbet af de næste dage, vil I hører masser af spekulationer i pressen om, hvorfor jeg tager denne beslutning nu... Det meste vil være gisninger. Jeg vil have, at I skal høre grunden direkte fra mig, sagde hun.
Med velplejet hår, et lille smil i mundvigen og ulasteligt klædt i en grå kjole, lignede hun en fattet skoleinspektør, der skulle overbringe en alvorlig men nødvendig nyhed:
- Efter mange bønner og måneder med eftertænksomhed har jeg besluttet at næste sæson, sæson nummer 25, vil være den sidste sæson af ’The Oprah Winfrey Show’, sagde hun .
Og så gik det galt. Da Oprah ville takke sine trofaste seere, begyndte den ellers så faste stemme at ryste, underlæben bævede og tårerne fik frit spil.
- Disse år med jer, vores seere har beriget mit liv ud over alle grænser. I har alle inviteret mig ind I jeres stuer, ind I jeres køkkener og ind I jeres liv. Nogle af jer, der altid har set Oprah, er bogstaveligt talt ’vokset op’ med mig – vi er vokset sammen, snøftede dronning af tv, før hun igen fik hold på sig selv.
Og her er så den virkelige grund til, at Oprah sender sit sidste tv-show den 9. september 2011.
- Jeg elsker dette show. Det har været mit liv. Og jeg elsker det nok til at vide, hvornår det er tid til at sige farvel. 25 år føles rigtigt i min krop og i min sjæl. Det er det perfekte antal år – det præcist rigtige tidspunkt. Jeg håber, at I vil tage det sidste 18 måneders ridt med mig helt til den sidste show, sluttede Winfrey.