67-årig Hollywood-stjerne far for første gang

Komedieskuespilleren Steve Martin har efter sigende fået sit første barn - i en alder af 67. Det skriver flere amerikanske medier.

Hverken Martin selv eller hans talsperson har bekræftet rygtet, men ifølge flere amerikanske medier, heriblandt The Examiner skulle Martin og hans kone, 41-årige Anne Stringfield, i december sidste år have fået deres første barn sammen. 
Rygtet bliver styrket af, at parret efter sigende er blevet set i nærheden af deres hjem i Los Angeles med det omkring to måneder gamle barn. 

- De har fået en baby, og hvordan de holdt det hemmeligt ved ingen. Steve er en meget privat person. De er begge rigtig glade, for de har arbejdet hårdt på at få et barn, siger en unavngiven kilde til The Sun. 

Hvilket køn barnet er, vides endnu ikke. Steve Martin og Anne Stringfield blev gift ved en overraskelsesceremoni i sommeren 2007. De mange gæster, der blandt andet talte Tom Hanks og Diane Keaton, troede at de skulle til en almindelig fest, men blev overrasket ved at finde ud af at det faktisk var et bryllup. 

På trods af sine 67 år er Steve Martin langt fra den ældste Hollywood-stjerne, der får et barn. Charlie Chaplin var 73, da han fik sit sidste barn.