Et jobopslag om en hushjælp til to københavnske familier har vakt harme hos FOA's formand, Dennis Kristensen

- Jeg har aldrig set noget lignende. Det her er rigmandsfamilier, når de er værst. Lønnen virker ekstremt lav, når man ser på arbejdsopgaverne og jobannoncen lægger op til en arbejdsuge på 50 timer, siger han.

I jobopslaget søges en hushjælp "til direktørernes familier", der er lige så krakilsk som familierne selv.

Men lønnen som lyder på kost og logi sammen med en fast løn på 6000 kroner om måneden er for lidt, lyder det fra FOA.

Skat anslår, at 'kost og logi' svarer til en indtægt på 3.141 kroner, som skal lægges oveni de 6000 kroner, familien selv foreslår. Dermed ligger lønnen på 109.692 kroner før skat om året. Familien tilbyder dermed cirka halvdelen af det, som vi anbefaler en husassistent skal have i løn, fortæller FOA-formanden.

- Det er ikke bare nogle, som ønsker billigt arbejdskraft. Det er nogle, som ønsker slave-lignende lønninger, og derfor havde jeg svært ved at tro, at annoncen var alvorlig. Hvis lønnen skulle være på fair og ordentlige vilkår, skulle lønnen nok være cirka 18.000 kroner om måneden - og det er uden tillæg for eksempelvis aften- og weekendvagter, siger han.

Af jobannoncen, som familien har fjernet fra job-sitet Jobindex igen, fremgik det blandt andet, at hushjælpen alene skal stå for rengøring, oprydning, tøjvask, strygning, bage brød og boller, passe børn og hente dem fra skole.

Foruden det kan hushjælpen også forvente andre opgaver, som laves enten alene indimellem de øvrige opgaver eller sammen med andre i familien. Opgaverne består af indkøb efter en liste, madlavning, bagning, lave kreative ting med børnene - f.eks. strik, højtlæsning, spille spil osv, tage børnene på tur, pleje børnene ved f.eks. at give dem et bad eller klippe negle.

Anni Hesel Skou, som har opslået annoncen, mener, at lønnen god.

-  Jeg ville have været helt vild efter at få sådan et job, hvis jeg havde været studerende. Der er fri kost og logi, og du får gratis internet, ulykkes- og tyveriforsikring og kabel-tv. Og du kan jo tage alt, hvad du vil fra køleskabet, så man kan leve godt ved siden af, som studerende. Det er en max. 37 timers stilling fordelt på 12 timers fast rengøring og tøjvask fra mandag til fredag, mens børnene er i skole, siger hun.

- Derudover er der ingen faste arbejdsopgaver. De sidste timer går for eksempel til, hvis vi vil på et fire-timers kursus om søndagen eller hvis vi laver noget om aftenen, men vi laver skam også mad og er lige så meget sammen med vores børn som alle mulige andre, siger hun.


DEBAT: Hvad mener du om lønnen - er den i orden? Deltag i debatten under artiklen.

Kender du til andre jobopslag, som kunne være interessante for BT, så tip os på 1929@bt.dk