Falck har haft en travl nat i Nordjylland, hvor der har været både snefald og snefygning. Resten af landet er dog gået nogenlunde fri.

Nordjylland stod mest for skud i nat, hvor Falck måtte ud til 20 fritrækninger, hvilket kommunikationsmedarbejder hos Falck, Klaus Kristiansen, kalder usædvanligt.

- Snefygningen har givet nogle problemer på landevejene, og vi har været ude og hjælpe en hel del, som har siddet fast i sneen. Resten af landet har været forholdsvist roligt, men det svinger meget. Nogle steder sner det, andre steder ikke, siger han.

I alt fik Falck 3500 assistanceopgaver i løbet af natten til tirsdag, men redningskorpset er nu ved at være i bund med opgaverne, så de er klar til tirsdagstrafikken.

- Vi forventer endnu en travl dag. Der kommer sne mange steder i landet, og det kan godt give nogle udfordringer ude på vejene. Vi skal nok ud og hente folk ud af grøfterne, og i kulden er der nok også mange, der ikke kan starte bilerne. Men det bliver nok ikke så mange som i går. Vi har indkaldt ekstra mandskab rundt omkring og følger situationen nøje i medierne og via DMI og afmåler vores indsats efter det, siger Klaus Kristiansen.