Kronprinsessens vilde vennetjeneste: Passede venners nyfødte tvillinger i New Delhi
En norsk journalist fra Haugesunds Avis gjorde store øjne, da han 'helt tilfældigt' stødte ind i Norges kronprinsesse Mette-Marit uden for fødeklinikken 'Manav Medicare Center' i New Delhi.
Den 23. oktober fløj kronprinsessen nemlig til Indien i et ganske særligt ærinde. Hun skulle agere barnepige for et nyfødt tvillingepar. Det skriver Haugesunds Avis.
Baggrunden for den handlekraftige kronprinsesses tur til Indien var, at et homoseksuelt norsk par, som er nære venner af kongefamilien, og hvoraf den ene mand er ansat ved det norske hof, havde valgt at samarbejde med en indisk rugemor for at få børn. Da tvillingerne blev født i New Delhi den 23. oktober, og parret ville rejse til Indien for at tage sig af dem, fik de imidlertid visumproblemer, der gjorde, at en midlertidig barnepige blev akut nødvendig. Og hvem andre end kronprinsessen spørger man så?
- Nogle gange i livet står man i en vanskelig situation med få eller ingen gode løsninger. Det er i sådanne situationer, at man må træffe vanskelige valg, selvom det kan have en pris. Jeg oplevede dette som sådan en situation, fortæller kronprinsessen gennem det norske kongehus' kommunikationschef, Marianne Hagen.
'Mission Barnepige'
Med kronprinsessens diplomatstatus var der ingen visumproblemer i vejen og sammen med en enkelt livvagt, rejste Mette-Marit til New Delhi for at tage sig af tvillingerne. Torsdag aften den 25. oktober tog kronprinsessen og hendes livvagt tvillingerne med til et ukendt sted i New Delhi for at passe børnene i trygge rammer.
- For mig handlede dette om to nyfødte børn, som lå alene på et sygehus i Delhi. Jeg var den, som kunne rejse derned. For mig var det vigtigt at bidrage med det, jeg kunne gøre. Efter at have drøftet spørgsmålet med min mand, traf jeg min beslutning. Vi aftalte, at jeg skulle tage af sted, fortæller kronprinsessen videre.
I tre døgn var de nyfødte i kongelige hænders omsorg, og lørdag morgen den 27. oktober mødte journalisten fra Haugesunds Avis igen kronprinsessen uden for fødeklinikken. Her berettede hun, at et nært familiemedlem til det norske par havde overtaget pasningen. Parret fik i november visum, og kunne da selv nå frem til New Delhi for at tage tvillingerne med til Norge.
Uendelig taknemlige
Den norske ambassade var informeret om kronprinsessens visit i Indien, men ellers var besøget en velbevaret hemmelighed. Haugesunds Avis har da også tilbageholdt historien i mere end en måned af hensyn til børnenes situation og deres rejse til Norge.
Gennem det norske hofs kommunikationschef udtrykker parret sin store glæde over kronprinsessens hjælp.
– Vi vil altid være uendelig taknemlige, for det kronprinsesse Mette-Marit gjorde for os i denne vanskelige situation, udtaler den af fædrene, der er ansat som daglig leder i kronprinseparrets egen fond.