Medier: USA støtter syriske oprørere i det skjulte

Den amerikanske præsident Obama skulle i al hemmelighed have givet tilladelse til, at amerikanske myndigheder og efterretningsenheder hjælper oprørerne i Syrien med at vælte landets præsident.

USA: Præsident Obama støtter i al hemmelighed de syriske oprørere, der arbejder på at vælte præsident Bashar al-Assad.

Ifølge flere amerikanske medier har Obama underskrevet en hemmelig ordre, som blandt andet giver CIA og andre amerikanske myndigheder tilladelse til at hjælpe oprørsgrupperne i deres kamp mod Assad og hans regering.

Udenrigsminister Hillary Clinton har tidligere nægtet, at amerikanerne forsyner oprørerne med andet end basal hjælp til kommunikation, medicin, fødevarer og lignende, men ifølge kilder i Det Hvide Hus har der også været tale om »efterretningsressourcer« - hvilket blandt andet dækker over våben. De leverancer skulle dog være stoppet i dag.

Ordren til at hjælpe oprørerne blev angiveligt givet tidligere på året, og den hemmelige amerikanske support bliver ifølge nyhedsbureauet Reuters tolket som et tegn på, at støtten til oprørerne stiger, omend den stadig er relativt begrænset. Siden FNs Sikkerhedsråd i sidste måned endnu en gang kom til kort, da det skulle forsøge at nå til enighed om sanktioner, der skulle sættes i værk over for styret i Syrien, er opbakningen til den syriske opposition angiveligt steget.

Tidligere er oprørerne blevet betegnet som en dybt uorganiseret og nærmest kaotisk fraktion, men nu skulle amerikanerne og europæerne angiveligt betragte dem som en langt mere sammenhængende og effektiv gruppe.

Det Hvide Hus og den amerikanske efterretningstjeneste har hidtil afvist at kommentere forlydendet om den hemmelige amerikanske støtte.