Venstre: Regeringen vil hellere føre politik med blå blok - Johanne og Pia hængt til tørre

Først siger den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen, at det ser tungt ud med Enhedslisten.

Folketingets yderste venstrefløj er i overhængende fare for at blive isoleret fra nye velfærdsreformer om kontanthjælp og SU.

Dagen efter afslår De Radikales fungerende politiske ordfører Zenia Stampe et tilbud fra Dansk Folkeparti om at stemme for finansloven.

Men hvor vil regeringen så hente sine flertal?

Artiklen fortsætter under grafikken:

Mobilbruger: Klik her for at se grafikken

Spørgsmålet lader vi gå videre til Zenia Stampe og Venstres Claus Hjort Frederiksen.

Zenia Stampe slår fast, at regeringen går efter det bredest mulige flertal bag sin politik. Og det hensyn kan Enhedslisten ikke opfylde alene.

- Det giver næsten ingen mening at vedtage en reform, der skal holde frem mod 2020, baseret på så snævert et flertal, at man ikke kan være sikker på, at dette flertal eksisterer om et par år. Det handler om, at flertallet skal holde i hele perioden, siger hun.

Døren står åben

Hvorfor afviser du Dansk Folkepartis tilbud om at stemme for finansloven, hvis de får indrømmelser på udlændingepolitikken?

- Vi har sagt, at døren står åben, men vi må opfordre til, at man er en smule realistisk. Jeg kunne da aldrig finde på at stille som adgangskrav til forhandlingerne, at DF skal acceptere at opgive et EU-forbehold. Jeg er interesseret i at finde frem til områder, hvor parterne kan møde. Der skyder DF ved siden af. Hvis de virkelig har et ønske om at gå ind i forhandlingerne, ville de komme med nogle realistiske krav, hvor der er en chance for, at vi kan mødes, siger Zenia Stampe.

Venstre er klar til at gå - næsten - hele vejen med regeringen. Claus Hjort Frederiksen forventer, at han er med til at forhandle hele efterårets reformpakke. Omvendt har han en lige så klar forventning om, at Enhedslisten hænges til tørre.

Claus Hjort, hvorfor kan regeringens flertal med Enhedslisten på 92 mandater ikke bruges til efteråret?

- Fordi det er det, regeringen siger. Der er ikke noget i vejen for, at regeringen gennemfører sin politik sammen med sit parlamentariske grundlag. Det vil oven i købet være naturligt, at regeringen gjorde det. Men denne regeringen har højt og tydeligt erklæret, at den er fløjtende lige glad med Enhedslisten, når det kommer til væsentlige reformer som førtidspension og fleksjob, SU, kontanthjælp, flere indvandrere i arbejde. Vi er i den aparte situation, at regeringen nægter at samarbejde med sit parlamentariske grundlag. Og hellere vil føre politik med blå blok, siger Hjort.

Det brede flertal

De Konservative siger, at man gerne stemmer for finansloven, hvis den er blå nok. Det gør V vel også?

- Nej, ikke hvis ikke regeringen har sit parlamentariske grundlag i orden. Den er dannet med Enhedslisten. Hvis ikke Enhedslisten stemmer for finansloven, så freder vi den ikke, siger Hjort.

Hvad forstå du ved et bredt flertal?

- Det er et lidt underligt begreb. Hvis man bygger sin politik på et bredt flertal hen over midten, vil man i de fleste tilfælde være sikker på, at flertallet består efter et valg, selv om regeringsmagten måtte skifte. Når regeringen indgår et skatteforlig med V og K, er der en til vished grænsende sikkerhed for, at den konstellation af partier også har flertal efter næste valg, siger han.

En god åbning

Zenia Stampe modtog i går det nye konservative signal positivt.

Hvad mener du om De Konservatives tilbud?

- Det synes jeg er en langt mere blød og fleksibel melding, som vi skal tage imod. Det er en rigtig god åbning. Det betyder, at de kan trække det lidt i deres retning, og vi kan trække det lidt i vores retning. Det er sådan, man forhandler, siger hun.

Tænker I på, at K mangler et mandat for at kunne bruges som flertal?

- Selvfølgelig spiller det ind, at vi ikke kan få de 90 mandater med K. Vi skal have flere med. Liberal Alliance og Venstre deler mange af de samme interesser, så man kunne godt håbe, at hvis man kan komme det ene parti i møde, kan man måske også komme nærmere på de to andre, siger Zenia Stampe.