Koncertanmeldelse: Glem Madonna - her skulle du have været i går

Flot, følt og fænomenalt

Mens Madonnas maskinshow kæmpede med Parken, stod én af amerikansk musiks største sangskrivere få kilometer derfra og gav mesterklasse i klassisk sydstatsrock, country og blues.

Af Steffen Jungersen

Det skete vel lige dér midt i en 'Memphis In The Meantime', som var en mesterklasse i swing og dynamik samt en spilleglad hyldest til musikken for kærligheden til musikkens egen skyld, som man alt for sjældent oplever det.

Og det, der skete, var, at jeg for anden aften i træk lod min rustne røst kolportere et højlydt 'verdensklasse!' ud i det såkaldt offentlige rum. Første gang var søndag aften, da det brillante spanske fodboldlandshold sparkede elleve italienske bagpartier så effektivt, at smerten ikke fortager sig lige med det første.

Anden gang var så, da én af verdens fineste sangskrivere, John Hiatt, mandag aften indtog Amager Bio.

Imens den omrejsende manøvre udi ’product placement’, de kalder Madonna, ifølge mine kolleger gik kold i endnu en indstuderet maskinel monoton-messe i Parken, gik Hiatt og hans fremragende backingband The Combo på scenen få kilometer derfra og satte en metertyk sort streg under forskellen på at være rutinerede og blot køre den hjem på rutinen.

Det er desværre efterhånden blevet comme-il-faut i musikbranchen at kalde folk ved lidet charmerende synonymer for 'gamle konservative idiot', blot man formaster sig til at antyde, at det ikke nødvendigvis er helt tosset, når rigtige musikere spiller rigtig musik.

Med nerve, indlevelse og alskens andet anakronistisk ragelse, som man altså ikke kan tvinge ud af en sampling – uanset hvor mange trikot-tossede dansere, man sender på scenen, mens de multitrackede vokaler kører.

Hvilket så bringer os tilbage til John Hiatt, som gør for staffage og overflødig lir, hvad visse TV-stationers dækning af royale begivenheder gør for begrebet ’mådehold’.

Til gengæld er den sympatiske 59-årige mand fra Nashville som nævnt én af de fineste sangskrivere i amerikansk rockhistorie. Vi taler sange som ’Crossing Muddy Waters’, ’Have A Little Faith In Me’, ‘Slow Turning’, ‘Tennessee Plates’, ‘Thing Called Love’, ‘Perfectly Good Guitar’ og ‘Riding With The King’ hér, folkens.

Og når sange af den kaliber – som i Amager Bio – leveres af et band og en sanger, der både kan og elsker det dér, så er ingen vej udenom én af den slags koncerter, en kær kollega har det med at betegne som noget, ’man bliver et bedre menneske af at være vidne til’.

Flere af mine ledsagere klagede således over et ’urealistisk højt pollental i luften’, da Hiatt flot, følt og fremragende førte fænomenale ’Down Around My Place’ og førnævnte ’Have A Little…’ til torvs, så tårerne løb af kinderne.

Overtegnede på min side lod atter mundvigene sætte kurs mod nord og den rustne røst lyde til ’Perfectly Good Guitar’, ’Tennessee Plates’ og ’Damn This Town’.

Hiatt og bandet var i storform og alle som én klædeligt stolte af den modtagelse, der blev dem til dels. Jo, det var nemlig også én af de aftener, hvor symbiosen mellem band og publikum var så perfekt, at vi fik én af de koncerter, som gennem de to timer, den varede, tog turen fra brillant til uomgængelig.

For fanden folkens, ’have a little faith in me’: det hér var, hvad musik virkelig handler om. Høj klasse, følelserne uden på tøjet og i to timer livet levet lige dér, hvor det er bedst….