Sms-boom på Vild med dans og Talent 09
Vi er vilde med at bruge mobilen. Og ikke mindst fredag aften, når Vild med dans og Talent 09 løber over skærmen.
Siden 2006 er danskernes sms-forbrug i forbindelse med konkurrencer og tv-afstemninger steget med 20 %. Ifølge mobilsiden.dk og TDC har knap halvdelen af alle danskere sendt en sms i forbindelse med et fredagsunderholdningsprogram. Og overraskende viser en ny undersøgelse, at det både er far, mor og børn, der trykker løs på mobiltasterne.
- Det har overrasket os, at det er hele familien, der sidder og sms’er. Det er ikke kun de unge, der bruger mobilen i forbindelse med de store tv-shows, siger mobildirektør ved TDC Christoph Nørgaard.
Med hjælp fra Gallups seertal har mobilsiden.dk og TDC regnet ud, hvor mange danskere, inddelt i fire aldersgrupper, der sender sms’er i forbindelse med blandt andet Vild med dans og Talent. F.eks. har 44,2 % af de unge tv-seere mellem 13-19 år sendt en sms fredag aften, mens 43,3 % af seerne i aldersgruppen 30-49 år sendt sms-stemmer.
- Der er en lille overvægt af kvinder. Hver gang fire kvinder sender en sms, gør tre mænd det samme. Men aldersforskellen er der ikke den store forskel på. Det er kun i aldersgruppen over 50 år, at tallet falder, siger mobildirektøren.
Teleanalytiker Torben Rune fra Netplan.dk er ikke overrasket over de stigende sms-stemmer.
- Det er lykkedes tv-stationerne at få parret sms-værktøjet med de store tv-shows. Det er indprentet i folk bevidsthed, hvordan de stemmer på deres favoritter. Og det er ren og skær forretning, siger han og forklarer, at der er gode penge i seernes mange sms’er.
Tv-stationerne ønsker ikke at oplyse, hvor mange sms’er et show modtager, men Torben Rune skønner, at et program som Vild med dans modtager omkring 180.000 sms hver fredag.
- Og det tal er endda lavt sat, siger han.