Borgmester afsløret som transvestit
Saftige billeder af en amerikansk borgmester i lingeri og læbestift florerer på nettet, få dage før amerikansk kommunalvalg
Vi kan alle få behov for at trække i noget lidt mere behageligt. Men når East Clevelands borgmester Eric Brewer smider magtuniformens slips og jakkesæt, er det hverken for at trække i campinghabit eller hjemmesko.
Nej, ved nattetide forvandler den magtfulde mand sig til en kåd, lille vildkat i strømpeholdere, sovekammerøjne, læbestift og lingeri.
Brewers forkærlighed for at ryste røv, og tage frække billeder af sig selv iført selvsiddende strømper og tårnhøje laksko er desværre faldet i de forkerte hænder. Nærmere betegnet East Clevelands lokale tv-station, som uden blusel har vist de private billeder frem for en måbende offentlighed. Dette få dage før East Clevelands kommunalvalg næste tirsdag, og et potentielt dødsstød for Eric Brewers muligheder for genvalg.
Adspurgt om det er ham i de frække trusser, siger Eric Brewer til den lokale TV-station WKYC:
- Jeg har ikke tænkt mig hverken at be- eller afkræfte billederne, som ser ud til at være sendt fra en politisk modstander. Hovedsagen er, at de er pinlige for hele vores by, siger han.