Ida Holm og Mads Taiki blev kendt på tv, da de deltog i og vandt TV 2-programmet 'Nybyggerne' i 2019.
Siden har parret startet og drevet hjemmesiderne Taisho og Seramikku, hvor de har solgt japansk keramik og designplakater.
Men nu er det endnu en gang nyt for iværksætterduoen.
De har nemlig valgt at åbne en fysisk butik.
»Vi har altid haft en lille drøm om, at vi en dag kunne åbne en butik, hvor vi kunne skabe et gennemført univers for de to brands, vi har, Seamikku og Taisho. Derudover synes vi, at der er noget over det med at kunne møde vores kunder 'i virkeligheden' og ikke kun se ordrerne tikke ind på en webshop,« siger Ida Holm og fortsætter:
»Vi glæder os meget til at snakke med dem, guide dem og se, hvem de er.«
Placeringen af butikken, som ligger på Volden 11 i Aarhus C, er da heller ikke helt tilfældig.
»Vi elsker stemningen i Latinerkvarteret. Vi er helt nye i Aarhus, vi flyttede ind i juli 2021, så vi kender egentlig ikke så meget til byen, men vi kunne bare konstatere, at vi følte os hjemme i det kvarter, fra første gang vi så det. Da der så åbnede sig muligheden for et butikslokale, skyndte vi os at slå til, og det føles helt rigtigt,« fortæller Ida Holm.
Parret kommer oprindelig fra Thy, men har studeret i København.
»På en måde er Aarhus en god 'mellemting' for os. Tilpas stor, men den føles stadig hyggelig. Det kan vi ret godt lide,« siger Ida Holm om sin nye hjemby.
Parret håber at kunne åbne dørene til butikken 1. april, men det er endnu ikke helt sikkert.
»Ud over at have en butik har vi også vores lille familie, og Ida er stadig på barsel. Så åbningsdagen afhænger lidt af, om det hele lige flasker sig. Vi vil gerne 'gøre det ordentligt' og ikke åbne, før vi føler, butikken står helt klart,« siger Mads Taiki.
Parret fortæller, at de to webshops samt den nye butik tager det meste af deres tid. Derfor siger de heller ikke ja til flere projekter lige nu. Det er i hvert fald tanken.
»Kender man os ret, vil man vide, at vi nok får en fiks idé til et nyt projekt lige pludselig,« afslutter Ida Holm.
