Xander er tilbage på musikscenen efter flere års albumpause og nyder at være afsted på sommerens festivaler. Han nærmer sig de 30 år, men har ikke travlt med at slå sig til ro med familie og børn.

»Haha, ja vi kæmper vel alle lidt med en 30-års krise, men se på min mor. Hun fylder 64 år om en måned og er en af de friskeste, klareste og mest kreative mennesker, jeg kender.«

BT møder Xander Linnet backstage på årets Roskilde Festival. Den 29-årige sanger er for alvor tilbage på musikscenen efter flere års albumpause, og samtidig med sin sommerturné med rapgruppen Suspekt, har han netop sendt den nye 80’er-inspirererede single ’Ka ikk holde mig væk’ på gaden.

Han er ikke længere den nye dreng i popklassen og nærmer sig med hastige skridt de 30 år, men han har ikke travlt med at sætte tempoet ned og følge omgivelsernes forventninger om børn og familie.

»Man mærker jo tit på folk, at når de bliver ældre, at de bliver kreativt mere kedelige. Der tror jeg, det er vigtigt som artist, der laver sin egen musik, at man hele tiden holder sig på kanten af livet. At man ikke gror fast og begynder at skrive de samme sange igen og igen og bliver forudsigelig og kedelig,« fortæller Xander og erkender, at han engang imellem møder familie-spørgsmålet.

»Når ens venner begynder at få børn, kan de sagtens finde på at kigge på mig og spørge, om jeg ikke også snart skal i gang. Ikke fordi man ikke kan have børn og en karriere kørende på samme tid – min mor fik min storesøster, da hun var 19 og har altid fint kunne jonglere børn og karriere – man skal bare være opmærksom på ikke at gro fast,« smiler Xander, der heller ikke nogenlunde har en familievenlig sommer som deltager på rapgruppen Suspekts sommerkaravane.

»Jeg er lidt lillebroderen på holdet, og vi har en konstant fest. Heldigvis kører vi rundt i en sovebus, hvor man lige kan gå ind og sove, hvis man skal have en pause. Jeg bruger også meget tid på at banke dem i ’Fifa’ (playstations-spil , red.),« fortæller Xander og griner over, at sommerens festivaler tærer på hans normale kostplan.

»Udover sommerturneen arbejder jeg på at få en ny EP klar hurtigst muligt, så jeg arbejder på højtryk for tiden, hvilket betyder, jeg hverken får trænet ligeså meget som jeg plejer eller spist særlig sundt. Det sejler lidt for tiden, haha.«