*****

(Fem stjerner ud af seks)

Love Shop skabte et stort festivaløjeblik i P3 teltet.

Mangler vi mere end nogensinde noget at varme os om og være sammen om? En forbigående snip af den særlige udefinerbare følelse af kærlighed, som kun musikken forlener.

Eller er dét bare et forsøg på at efterrationalisere diverse nostalgitrip her i Skanderborg op på et niveau, som man skal bo i en klassisk Gnags-sang for at være med på?

Måske. Måske ikke.

Efter et par måneder med et hav af koncerter i det danske sommerland kan jeg bare konstatere, at danskerne er mere modtagelige overfor musikkens samhørighedsfølese end nogensinde. Og musikerne er mere parate, mere skarpe til at levere varen end nogensinde.

Også Jens Unmack og Love Shop, der fredag eftermiddag indtog scenen i det beskedne P3 telt - suppleret med Simon Kvamm og Peter Sommer sidst i sættet.

Varerne i dén Kærligheds Butik er ellers ikke altid let tilgængelige. Efter mere end 25 år i branchen må man konstatere, at Jens Unmack desværre aldrig rigtig er blevet den Nationaldrømmer, hans og skiftende samarbejdspartneres musik berettiger til. Dertil er der åbenbart for højt til hylderne i butikken - både musikalsk og i teksterne. Og Unmack selv måske for kantet.

Vi var ikke alverdens mange i P3 teltet, men allerede i 'Skandinavisk Lyst', da Unmack sang 'en nat for Henrik Hall', og en række arme strakte sig mod teltdugen, var stemningen der. Eller det var den sådan set fra begyndelsen.

For Love Shop lagde ud med målrettet aggression, så jeg tænkte på Ramones og den mest rockede del af den efter-pønk, der i sin tid satte Unmack i gang hjemme i Viborg. Især med guitarist Mika Vandborg i en endnu større og mere pågående, blitzende rolle, end jeg har set i dét band.

Faktisk var det en nærliggende tanke, at Vandborg simpelthen lige var trådt ud af sin støjrock-legestue, Electric Guitars, og havde taget larmen og poesien med.

Jeg har det ambivalent med den meget producerede lyd på de seneste Love Shop-plader. Så fedt at høre en håndfuld af de nyere sange i et grovkornet rock set-up.

Og så pludselig kom en lille København-afdeling med 'Drømmenes København' og 'Fuck din højdeskræk' - alle coming of age-sanges smukkeste modersang, her i aften med Mika Vandborg i fuldt sonisk ornat - fuck, han er god -  og Unmack i den obligatoriske fodboldfan polo-shirt i offensiv opstilling med genpres på alle toner.

Under sommerens Grøn Koncert-turné har Love Shop optrådt sammen med De Eneste To. Så ikke så overraskende at Peter Sommer og Simom Kvamm kom ind på scenen - til stor begejstring for det efterhånden fyldte P3 Teltet. For at spille og synge med på 'I nat bliver det sommer'. Det gav Love Shops kontante lyd lidt fylde, men igen er var det vidunderlige Mika Vandborgs afdeling.

Sjældent er det mælketog kørt forbi med et mere graciøst tryk på Jørgen Ingmann-pedalen. Og det skriver jeg ikke i disrespekt for Hilmer Hassig, tvætimod. Vandborg yder hans legacy fuld ret.

En gribende 'Love Goes on Forever', stadig med Sommer og Kvamm gav mit største Skanderborg øjeblik endnu.

Love Shop har altid haft sjælen med. Mere end de fleste andre på den danske scene. Jeg har aldrig hørt dem med så meget krop.

Love Shop, P3 teltet, SmukFest, fredag