*****
(Fem stjerner)
For 666 da en fredag aften/nat i det sydvestlige Odense. Først Dizzy
Mizz Lizzy i overlegen opvisningsstil med så meget drive; en koncentreret,
sammenspillet energiudladning.
25 minutter senere Volbeat på deres nye hjemmebane. Det må man kalde det.
For mindre end et år siden spillede gruppen, dengang med bassist Anders
Kjølholm, for 40.000 i Tusindårsskoven ved den største danske koncert
nogensinde med et dansk band.
Ofte handler anmeldelser om, hvor dårligt det lyder under de første tre numre, indtil lydfolkene har fundet et leje. Ikke denne gang. For Volbeatsl scenelyd sad mere eller mindre i skabet fra begyndelsen.
Næh, problemet denne aften var, at der skulle gå et sted mellem tre og fem numre, før presset fra mange tusinde festivalgæster på vej mod den røde scene var lettet så meget, at der var luft, også i periferien.
Siden sidste år er Volbeats succes kun blevet større, også i udlandet - især i det Djævelens Eget Land, hvis fascinationskraft udgør en stor del af fundamentet for lyden af og fortællingnen om Michael Poulsen og Volbeat.
Albummet 'Seal the Deal & Let's Boogie' er udkommet - og en af de store rockpionerer åndet ud. Og ham, Lenny Kilminster fra Mötorhead, mindedes Poulsen og kumpaner med som sædvanligt at spille lidt af Mötorheads 'Born to Raise Hell' over anlægget inden koncerten.
Om der var lidt nerver på fra begyndelsen - det er trods alt ikke så ofte Michael Poulsen taler dansk på en scene - er svært at sige. Det virkede som om, Poulsen, Jon Larsen , Rob Caggiano og Kaspar Boye Larsen først skulle spille sig varme. Jo længere ind i koncerten, vi kom, jo mere løssluppen blev sangeren.
Han begyndte ligefrem at joke med, at han frygtede at blive smidt ud af bandet og erstattet af Axl Rose.
Der, hvor Volbeat og denne anmelder møder hinanden - og har gjort det
siden, Volbeat stadig var rimelig nye - er i den melodiske tilgang til den tunge rock. Melodisk i betydningen gode melodier som i klassikeren 'I Only Wanna Be With You', som idag var pakket ind i et medley - og i Poulsens imponerende vokal-orgel af en tenor. Og i Rob Caggianos guitarspil. Selv når Volbeat trækker hårdest på rødderne i metal, er der lyrik i hans spil.
De melodiske nuancer i numre som 'Black Rose' og 'Lola Montez' gør Volbeat til et af de mest interessante hardrockbands udover, at de spiller deres rock'n'roll med et suverænt sway, selv i det mest eksplosive, monstrøse lydtryk fra scenen. 'Lola Montez' er en af mine absolutte Volbeat favoritter. En af Michael
Poulsens mange støvede western myter fra en verden, hvor en kvinde er en kvinde,
og en kaktus er en kaktus.
Sammenlignet med sidst, jeg så Volbeat på Roskilde Festival, virker de mere sammenspillede og måske lidt mere bevidste om live at skabe sammenhæng mellem de mange foskellige referencer i alt fra heavy metal, country, rock og nu også gospel.
'Guitar Gangsters & Cadillac Blood' - speed boogie, 'Sad Man's Tongue', tungt blueset, 'The Lonesome Riders' countrypunk. '16 Dollar' - Bo Diddley på salpetersyre.
Koncerten i nat i Tusindårsskoven udviklede sig til en massiv rockmanifestation og folkefest.
Og da Johan Olsen kom på scenen for at synge sin part den kommende danske rockklassiker 'For Evigt' - Volbeats 'Kvinde min' - opstod endnu et af de magiske øjeblikke.
Det gentog sig i den ti år gamle duet 'A Garden's Tale'. Og det var hverken mere eller mindre end bjergtagende at se 30 - 40.000 tage sagen og sangen i egen hånd.
Da var der den særlige kærlighed mellem publikum og band.
Danmarks største rockband lagde vejen forbi Tinderbox, Elvis fra Ringsted har allerede forladt bygningen, efterladende publikum med fornemmelsen at have været vidne til endnu stop på en vej for et metalbands tranformation til det største rockband nogensinde i Danmark.
I stedet for at diskutere, om Volbeat er de nye Gasolin, tog jeg mig selv i at tænke, at er det nærmere er synd, at pionererne fra Christianshavn aldrig kom til at opleve en så stor samlet hyldest og omfavnelse, som det var Volbeat til del i nat.
Volbeat, Red Stage, natten til lørdag
