****

Alt for mange tilskuere i Avalon, truede med at ødelægge danske Choir of Young Believers.

Onsdag viste det danske stjernefrø Alex Vargas sig at være totalt fejlplaceret i Roskilde Festivals intime Gloria scenen. Næsten 10.000 ville ind i et telt med plads til 1.500.

Noget lignende skete torsdag eftermiddag, hvor danske Choir of Young Believers var placeret på Avalon scenen i festivalens vestligste område. Omend i noget mindre omfang. Hvor mange, der er plads til i Avalon ved jeg ikke, men løst vurderet ville omkring det dobbelte antal ind i teltet, mens regnen så småt blev til støvregn.

Først efter 20 - 25 minutter var der så meget luft i teltet, efter mange havde forladt det, at der for alvor var tale om en koncertoplevelse, der ydede Jannis Noya Makrigiannis' orkesters sfæriske stemningsfyldte popmusik ret.

Nogle gange må man gamble, også festivalarrangører, Choir of Young Belivers havde fortjent Arena scenen, måske endda sidst på aftenen med mørket smygende sig omkring musikken.

Jeg lytter ofte til Choir of Young Believers seneste album 'Grasque' sent om aftenen, når stikket til tankekværnen er trukket ud.

Som på pladen stod det brede, drømmende soundscape behagelig tåget i Avalon, da der endelig var mulighed for at fokusere på musikken, og der var blevet skruet op. En stor fordel i forhold til den nye populære danske festivaldisciplin, at overdøve musikken med knævrende snak.

Den atmosfæriske musik lyder på en eller anden måde ukompliceret, bygget op omkring tilsyneladende simple elektroniske strukturer med poppet melodiøsitet - og sangene fremført af Jannis' høje vokal. Og så alligevel mangefacetteret.

En note fra dagens koncert: tommelfingeren op til en velafstemt rytmegruppe med bas og trommer i et behersket lydniveau.

Det er sjældent at stå ved en festivalscene og opleve delvis elektronisk musik fremført live uden overdrevent fuld tryk på basmembranen.

Vi fik selvfølgelig Choir of Young Believers' gennembrudsnummer fra tv-serien 'Broen', 'Hollow Talk' og nye numre som 'Serious Love' og 'Cloud Nine'.

Det endte som en meriterende oplevelse på det store lærred i ens indre biograf. I de cirka tre kvarter, hvor der endelig var plads til småtræt festivalmeditation.

Choir of Young Believers, Avalon, Roskilde Festival, torsdag eftermiddag.