Skrillex var blevet programsat natten til lørdag klokken 01.15. Amerikaneren har fået stor succes i de senere år med sin særlige udgave af dubsteppen, der har fået betegnelsen brostep.

Den er kendetegnet ved, at den dybe bas fra dubsteppen er kommet op i mellemtoneområdet og fået en mere metallisk klang, så den nogle gange lyder som en boremaskine. Og det fik vi meget af i løbet af Skrillex' halvanden time på scenen, men vi fik dog også en del andet.

Skrillex gik på med signatursangen "My Name is Skrillex", og så gik det ellers løs, hvor Skrillex havde mikset en stor del af sit efterhånden fyldige bagkatalog sammen med uddrag fra andre hits, eksempelvis Beastie Boys' "Intergalactic", Michael Jacksons "Wanna Be Startin' Something" og Niki & The Doves "DJ Ease My Mind" (sidstnævnte findes også på Skrillex' nyligt udsendte debutalbum, "Recess").

Musikken var høj og ofte hårdtpumpet, og det var noget, der satte gang i publikum, men der var dog også plads til enkelte lidt langsommere passager og de klassiske builds og bass drops, hvor musikken bygger op til et pompøst klimaks efterfulgt af en lille pause – og så fuld knald på igen med hård bas.

Fra tid til anden fyrede Skrillex op for røgmaskinerne, og så fik publikum lige endnu et skud energi.

Som så ofte før med et dj-sæt var det lidt svært at afgøre, hvor meget Skrillex selv lavede bag, hvad der lignede en ret beskeden samling af udstyr.

Der blev trykket på lidt knapper her og der, men ikke mere, end at Skrillex havde god tid til at hoppe op på den høje pult og sætte gang i publikum med råb og håndbevægelser.

Der var naturligvis også noget for øjet i form af et heftigt lysshow og en enorm storskærm med skiftevis tegneserie- og computerspilslignende animationer, billeder af dansende mennesker – både på Smukfest og rundt om i verden – og Skrillex selv bag pulten.

Skrillex' interesse for reggaemusikken, som dubsteppen jo bygger på, kom til udtryk ved de mange samplinger af reggaesangere med den karakteristiske jamaicanske patois-dialekt, om end vokalerne ofte var forvrænget elektronisk.

Som sagt var der gang i festen, og det var alt sammen meget fint, men… jeg må tilstå, at jeg ikke synes, Skrillex' musik er særlig spændende.

Den metalliske bas bliver hurtigt enerverende og kommer let til at fremstå som et letkøbt kneb til at sætte gang i publikum. Man kan sige, at det er en central del af Skrillex' udtryk, men dubstep kan laves mere elegant af eksempel Burial og Mala.

Skrillex var absolut mest interessant, når han undtagelsesvis gik lidt ned i tempo som i eksempelvis de reggae-orienterede numre "First of the Year (Equinox)" og "Scary Monsters and Nice Sprites".

Showets musikalske højdepunkt var faktisk, da Skrillex helt til sidst begyndte at synge et lille a cappella-reggaenummer omkring linjen "One love" og viste, at han godt kan synge, og han har da også en fortid som rocksanger i bandet From First To Last med moderat succes.

Det store gennembrud kom dog først, da han skiftede sang og rockband ud med en dj-pult og nogle computerprogrammer og turnéer med mere eller mindre præindspillet musik, røgmaskiner og videoshow.

Om det er en udvikling til det værre eller bedre, og om det siger noget om dagens musikscene generelt, vil jeg lade være usagt i denne omgang.