Det må man lade Roskilde-hovednavnet, canadiske Arcade Fire, der havde fået placering på Orange Scene primetime lørdag aften. Der findes ikke andre bands som dem. Siden gennembruddet med i 2004-05 med albummet ’Funeral’ er de ofte beskrevet som et indie-folk band.

Som de i halvanden times tid tonede frem under Roskilde Festivalens orange teltdug, lignede de da også Quebecs svar på Lars Lilholt Band med et par trommesæt, et par keyboards/arbejdstationer, guitar, bas, indimellem en violin, en saxofon, en harmonika  – og på god gammeldags vis gik flere instrumenter på skift mellem de enkelte bandmedlemmer.

Arcade Fire med ægteparret Win Butler og Régine Chassagne i spidsen forstår om nogen at skabe harsk og effektiv dansabiltet ud af ellers tvistede sange, hvoraf mange stammer fra sindets mørkeste kamre – et af deres hit ’Creature Comfort’, som de også også spillede, handler f.eks. om selvmord.

De spiller med en imponerende energi og dedikation, der dog aldrig rigtig kom til at overstråle mange af sangenes grundlæggende ferskhed.

Arcade Fire lagde ud på Roskilde Festivalens første smukke sommeraften med det helt nye ’Everything Now’ som andet nummer.  Det lød som Abbas ’Dancing Queen’. Og skulle vise sig at blive afsæt for halvanden time, hvor Arcade Fires sange mestendels fungerede som oplæg til en strøm af forskellige variationer over de sidste fire-fem årtiers dansemusik.

Om det er bevidst eller ikke, ved kun Arcade Fire selv, men som en grafisk understregning af et band, der var kommet for at flytte vandafvisende fodtøj, var Regine Chassange stylet op i 70er funkdiva outfit - rød nappadragt, plateaustøvler og afrofrisure. Både husbond Butler og guitaristen var hver især iklædt baseballjakker, som var standard i ethvert amerikansk midt 70er rockband.

’Reflektor’ blev spillet med et groove som Blondies ’Heart of Glass’. Under ’Here Comes the Nighttime’ kom jeg til at tænke på ’Fade to Grey’ med Visage. Mens det henimod slutningen føltes, som tog Butler og venner os en tur gennem 80ernes Manchester dansescene med afstikkere til den samtidige housescene.

Man må respektere en vibrerende rytmegruppe med to trommeslagere/percussionister bankende løs, selvom det i øvrigt var meget svært at høre bassen i et ellers meget klart lydbillede. Og stående der mellem Roskildes mest udholdende gæster, kunne jeg godt få sympati for Arcade Fires projekt: hell, lad os da for h..... danse solen ned.

Men lige så levende gruppen fungerer som en kollektiv organisme på scenen, lige så lidt karisma og udstråling har Butler i min verden. Og gruppen mangler i den grad samlende 'anthems' til, at jeg for alvor kan se dem som andet eller mere end en hurtigt glemt multiinstrumentel, multrirytmisk fest.

Ikke meget orange følelse. Mest fodvarme, som i bedste fald kan holde en snigende orange forkølelse på afstand.

Arcade Fire, Roskilde Festival, Orange Scene, lørdag aften.