Den svenske popfighter Tove Lo gav Tinderbox et Tove Los i røven på det så godt som sværest mulige tidspunkt. Men over 70 minutter blev det dog også for oppulent.

Efter sit gennembrud i 2014 er svenske Tove Lo i dag lidt af et verdensnavn.

Kender man på disse breddegrader ikke Lo for andet, kender man hende sikkert som hende med den ret nye, pænt sagt liderlige video til ’Fairy Dust’, der er på et tidspunkt var for kåd til You Tube.

Ebba Tove Elsa Nilsson, som hun egentlig hedder, praktiserer en form for erotisk nyfeminisme med krav om at afmystificere og afmaskulinisere seksualitet i det offentlige rum.

Om, hun rider på fjerde eller femte bølge i feminismens historie, ved jeg ikke, men det lyder unægtelig som noget, man har hørt før.

Og set før. Små 50 år efter, de første hippier og beslægtede luftede deres blomsterbemalede bryster på de første rockfestivaler, kan det synes lidt sjovt, at det vækker så meget opmærksomhed, når Tove flasher tuttar på en festival 2017.

Men der er jo ikke færre stereotyper, fordomme eller mindre sexisme i dag, end der var på forkant af den (meget korte) 'summer of love' for 50 år siden. De kvindelige brysters symbolske rolle er hverken større eller mindre end for 50 år siden.

Forskellen er, at, hvad der dengang var et opgør med et system, i dag er en kamp mod et mangehovedet uhyre, med på den ene side en gennemkommercialiseret big business seksualitet og på anden anden politisk speltkorrekthed.

Tove Los risikerer, at hendes oprør ender ude af hendes kontrol som ikke så meget andet end et tre sekunder langt snap-, insta-, facebook-venligt øjeblik under hendes koncerter. Som også indtraf i dag.

Eller hun kan ende, som konferencier Uffe Holm præsenterede hende inden koncerten, ’hende, der nogle gange viser sine patter’.

Men bedømt ud fra dagens koncert på det sværest tænkelige tidspunkt under hvilken som helst festival ligger fremtiden stadig foran og ikke bag Tove Nilsson. Som (Blå Scenes) åbningskoncert i den bagede hede, der indtil videre holder det bebudede uvejr på afstand, skabte Tove og hendes tremandsband en lille fest i et relativt fåtalligt publikum.

Tove Los effektive producerpopmaskine er på kort tid blevet så populær blandt kolleger, at f.eks. kunstnere som Icona Pop, Ellie Goulding og Sara Larsson har hyret hende som skribent.

Som med Robyn er der noget umiskendeligt svensk og alligevel internationalt over tonsætningen og melodik i hendes lige så dystre, som sensuelle sange. Næppe tilfældigt at den svenske superproducer Max Martin godt kunne tænke sig at samarbejde med Tove Lo.

Men hvad der kan lyde som lækker lyd i et par høretelefoner fra især det seneste udmærkede album ’Lady Wood’, forløses mest i et højt og meget massivt lydbillede på scenen.

Det er sådan set fint nok. Ligner et meget bevidst valg med hele to trommeslagere/percussionister og en enkelt mand ved keyboards og arbejdsstation. Nye numre som ’True Disaster’ og ’Lady Wood’ og ældre numre som hittet ’Talking Body’ og ’Habits (Stay High)’ kommer ud over scenekanten som bombastisk, rå synthpop blottet for antydninger og kvarte hentydninger i den teknologiske overhalingsbane.

Men over 70 minutter er det også for massivt og unuanceret.

Tove Los helt store styrke er som sangskriver, kombineret med en imponerende intens og kompromisløs persona. Iklædt gul og blå tæt sluttende spandex, lever hun så stærkt i sine sange, der ikke kan ignoreres.

Modsat mange andre kolleget aftvinger hun respekt i sig selv. Hun behøver ikke fortælle os, at hun er sej.

’I’m a happy person with a lot of darkness inside,’ sagde Tove på et tidspunkt. All hail kunstnere som hende, der er med sig selv investeret hundrede procent er i stand til sætte mørket på popformel.

Men live bliver mørkets popfyrstinde for massivt dundrende, for meget trommebulder. Og det går ud over de finere lag i hendes sange.

Tove Lo, Tinderbox, Blue Stage, torsdag eftermiddag.