***

(Tre stjerner)

Rosanne ER andet og mere end bare sin fars datter. Det har hun allerede bevist i en lang karriere. Derfor virkede det også overraskende, at vi brugte så forholdsvis meget tid på den far, hvortil forholdet ikke altid har været lige nemt.

Først og fremmest var der selvfølgelig "the list" - den country-kanon, som far overdrog til datter, og hvor 10 af numrene senere blev til albummet ”The List”.

Her virker det lidt nonchalant at præsentere sangene som værende fra "mit album The List", når vi nu har at gøre med de helt essentielle klassikere i amerikansk musik, som har og stadig lever et andet og større liv end at optræde på et Rosanne Cash-album.

Rosanne Cash synger pænt, uden at det som sådan lyder fantastisk, og musikskolelærere landet over ville uden tvivl nyde at se John Leventhal betjene sin guitar med den perfektion, som han nu engang her. Man bliver dog alligevel nærmest lettet, da de to kommer til at starte en sang i forskellige tonearter, så kommer der da en lille ridse.

Der en ingen tvivl om, at man i det store Telt 1 vil have forskellige oplevelser af koncerten. Forrest i teltet er der stolerækker og hernede er der ganske givet bedre rammer til fordybelse i det akustiske univers. Længere tilbage i teltet er der mere trafik og småsnak – folk stikker lige vejen forbi for at "se hvordan hun ser ud".

Her er ikke meget gang i den, bemærker en forbipasserende, og det har hun sådan set rystende ret i. Nu kan det jo heller ikke være Sonderho-bal, det hele, men langt ind i koncerten griber man sig selv i at stå at tænke, at sangene lyder påfaldende ens, og Lenventhal er utrolig dygtig til at spille på guitar og hvad så...

Et kærkomment frisk pust er Rosanne Cashs eget storhit ”Seven Year Ache”, og fars hit ”Tennessee Flat Top Box” bringer genkendelig glæde i teltet, nu kommer der da lidt mere gang i den.

Leonard Cohen sang engang "there's a crack in everything, that's how the light gets in", men der er ikke en eneste revne eller andet, der kan gribe en lidt. Det er den pæneste koncert i mands minde, og det er faktisk lidt kedeligt.

Rosanne Cash, Tønder Festival, Telt 1