'I started a joke', sluttede Faith No More af med at synge lige inden Robbie Williams gik på kl. 22.30.
I sig selv forbløffende at høre den gamle Bee Gees-klassiker fra det krasse multi-rockband. Men 'I started a joke'. Det skulle vise sig at være den perfekte indledning til en af de mest corny og bizarre koncerter, jeg har oplevet siden Liza Minelli i Tivoli for en del år siden. Med en til det patetisk grænsende, bekræftelseshungrende Robbie som guide gennem sit liv og karriere.
Robbie har givet en lille håndfuld totalt udsolgte koncerter i Parken. Han har - sammen med andre - skrevet en meget stor håndfuld popsange, som i dag definerer lyden af popradio i 00erne. Manden kan performe, så ikke et regnslag er tørt. Det ved vi.
Det var ikke den Robbie, vi så i aften. Kun delvis.
Det begyndte, som man kender ham, omend han allerede fra begyndelsen virkede overstyret og mere teatralsk end normalt - med en lille desperation lurende i øjnene under den det nyblonderede pophår. Underlig forceret. Med et effektivt, hårdtpumpet og helt igennem anonymt band med en mandlig korsanger og tre korsangerinder, der så ud til at være valgt ud fra størrelsen på deres sangermuskler.
'Let Me Entertain You', 'Rock DJ', 'Come Undone/I Still Haven't Found What I'm Looking For'. Den sidste U2-bid med publikum på veloplagt kor, så malplaceret den end virkede.
'Smatten er vor egen', som de fynske kvinder er kendt for at sige. Næsten. Og trods silende regn var der fællessang - og vel den form for soulbrother-kærlighed, som man føler til de kunstnere, der har lagt lyd til ens drømme.
Så blev det pludselig til en aften på pubben ved en af sydenglands strande med Robbie i rollen som kæk varietévært. Forestil dig stadiet før Bill Nightys figur i 'Love Actually', hvis du kender den.
Robbies egen Rudyard Kipling-parafrase 'The Road To Mandarlay' sunget som fodbold acapella kor med bandet, videre i en meget odd version af en gammel Cab Calloway-klassiker.
Det kunne - muligvis - være en form for hyldest til Robbies far, der indimellem sang den slags på pubben hjemme i Stoke-On-Trent.
Indimellem en hoppekonkurrence; den der hopper mindst ligner Gary Barlow?
Danske Joanna, der havde stået i syv timer foran scenen, blev hevet op på scenen i en temmelig skæv rutine i en opretstående dobbeltseng. 'Der var en gang, hvor jeg altid endte i seng med de danske piger,' oplyste Robbie. 'Tillykke med det', står der på blokken. Misundelse er en grim ting. Også hos anmeldere.
Den heldige Joanna fik flere kys og et 'See you later', og Robbie hoppede ned i graven foran scenen for at hilse på flere kvinder. Da den utålmodige (måske timebetalte) trommeslager satte ind for hurtigt, fik han en mindre skideballe nede fra graven. 'I'm meeting my fucking fans'.
Den var der indimellem, følelsen, som den huskes fra Parken-koncerten i 2006, blandt andet, da han sang 'Millenium', 'Feel' og 'Supreme' og i øvrigt havde sunget sig varm. Det tog lidt tid. Lad os ikke glemme, at Robbie er en glimrende sanger.
Citater fra Jay-Z og Rihanna, en version af Queens 'We Will Rock You' og til sidst samme gruppes 'Bohemian Rhapsody' med en nu, det må man lade ham, helt varm Robbie. Måske inspireret af dengang, det var på tale, at Robbie skulle synge Freddie Mercurys part i Queen. Jeg har glemt, hvorfor det projekt mislykkedes.
Der var også et lille hint til Jimmy Page, Led Zeppelin. 'Whole Lotta Love' spillet nærmest ekstatisk af blæsersektionen. Page forsøger i virkelighedens verden med alle midler at forhindre Robbie i at udbygge sit kæmpehus i den vestlige del af London. De to stjernes slagsmål er kulørt, men hvorfor det skal være en del af en koncert i Tusindårskoven? Tjah.
'Kan I lide mig. Er der nogen, der mener, at jeg ikke burde være her?'. Sådan blev det ved.
Ikke så overraskende sluttede Williams af med 'Angels' - igen, der var den der følelsen - og så til sidst 'My Way', som han faktisk sang godt, lige så awkward den virkede som en slags finale i aftenens cabaret Robbie.
I glimt, hvor Robbie var Robbie, sangeren, viste han endnu en gang, at han besidder et unikt entertainergen. Men jeg sidder tilbage med fornemmelsen, at den uomtvistelige symbiose mellem ham og publikum var et spejl han holdt op foran sig selv. En kæmpe musikalsk selfie.
Mageløst og smagløst.
Robbie Williams, Rød Scene, Tinderbox Festival, søndag
