****
(4 ud af 6 stjerner)
For ikke så længe siden var adskillige tusind mennesker ude og se en rigtig glimrende 4-5-stjernet rockkoncert med Tim Christensen og resten af Dizzy Mizz Lizzy.
Tidligere på årets Smukfest har jeg afsløret (fra dybt inde i den hemmelige anmelderhåndbog), at det ofte er nemmere at skrive en anmeldelse af en koncert, som man ikke finder ret god, direkte dårlig eller virkelig god.
Nu kan jeg afsløre nok en hemmelighed. De typer anmeldelser, som er sværest at skrive, er dem, der får 3 eller 4 stjerner, måske endda 5 stjerner. Det er typisk de koncerter, som er gået godt, men uden at være stukket helt af i den ene eller anden retning.
Du kender det selv fra dine ferier. Man kommer aldrig hjem og fortæller naboen om alle de øjeblikke, der bare gik lige som de skulle; hvor buffeten var lige som den skulle være, uden at være prangende, hvor rideturen på kamelen var fin, uden du blev kastet af og hvor flyveturen til Paris var uden grædende babyer og større turbulens og maden smagte som forventet.
Dans og luftguitar
Og sådan en aften var det lidt med Dizzy Mizz Lizzy lørdag på årets Smukfest. Specielt hvis det ikke er første gang, man har set den populære trio med det imponerende bagkatalog.
Nu må det endelig ikke misforstås i den retning, at koncerten var kedelig og begivenhedsløs. Det var simpelthen en koncert, der gik rigtig godt, hvor jeg dansede og spillede luftguitar mere end en gang, men uden de store uforventede højdepunkter.
Naturligvis er store danske klassikere som ’Barbedwired baby’s dream’, ‘Glory’, ‘Love is a loser’s game’, ’Rotator’, ’Waterline’, ’Silverflame’ og det nye hit ’I would if I could but I can't’ en fornøjelse at opleve live på Bøgescenerne. Og publikum foran samme scener tog gladelig imod de velspillede, energiske og fremragende numre.
Det var, lige som det hør og bør sig til en Dizzy-koncert. Lige som det – heldigvis – har været så mange gange før. Alt i alt stærkt og overbevisende, men uden at være den der helt ekstraordinære oplevelse, man vil huske for evigt.
Dizzy Mizz Lizzy, lørdag 6. august 2016, Bøgescenerne på Smukfest, 4 ud af 6 stjerner.