Første store koncert på den nye københavnske festival, Haven, kom skidt fra start. Men et meget smukt øjeblik reddede en del af æren for Band of Horses.
Omkring tre kvarter inde i koncerten med Band of Horses på Haven Festival skete der noget overraskende og meget smukt.
Forsanger Ben Bridwell greb guitaren og annoncerede ’The Funeral’, hvorefter der blev helt tyst på pladsen foran scenen. Akkompagneret af hans guitar istemte Bridwell teksten til den meget intime sang, der kredser om det på godt og ondt uundgåelige – at miste. Det var et udsøgt, fint øjeblik på den nye københavnske festival Haven på Refshaleøen. Et af den slags, man tager med hjem, pakker ind i den mentale dropbox.
København har fået en ny rockfestival, og bedømt ud fra koncerten med Band of Horses, kunne man lære af ’naboerne’ Distortions og Copenhells lydniveau.
Band of Horses lagde ud med ’Is There a Ghost’ med et tyst lydniveau – på den forkerte måde. Lyden var utrolig lav og det, der kom ud af højttalerne lød, som blev det kastet for vinden ud over det nordlige Amager.
Der var ingen hørbar gnist i det ellers blitzende samspil mellem Bridwell og den nye medguitarist Richard Fitzpatrick, der ellers i høj grad bør være nerven i bandets melankolske sydstatsrock. Samtidig var Bridwells karakteristiske vokal diffus.
Der skal nok være dem, der er trætte af at anmelderes brok over lav lyd til koncerter. Men jeg har netop oplevet flere koncerter på Smukfest begynde fra sekund 0 med klar og distinkt lyd - og i øvrigt handler det ikke om lyd som i støj for larmens egen skyld.
Et så fint sammenrend af indierock, roots, ternet Neil Young folkrock og baggårdscountry som i Band og Horses’ musik giver ingen mening uden hørbare nuancer og en bund, der swinger. Ikke mindst den næsten smertefulde skønhed, der gjorde ’No One’s Gonna Love You’ til måske et af de største inderockhit overhovedet – desuden virker det som om, BOH efterhånden har givet det nummer så mange gange, at de et eller andet sted på vejen har glemt, hvorfra det udsprang.
Først langt inde i sættet – vi taler en halv time - under ’The Great Salt Lake’ kunne man fornemme en sammenhæng og et groove, som under min sidste Band of Horses-koncert på NorthSide festival 2013. Og samtidig var der efterhånden så meget lyd på Bridwells stemme – som man enten elsker eller hader – at den lød som det sjette instrument i de klassiske vidtstrakte, bjergrige BOH-lydlandskaber.
Under blandt andet ’Throw My Mess’ og nævnte ’The Funeral’ fik de fem rockslackere drevet følelserne på spil. Det sluttede som, man gerne vil høre Band of Horses.
Stemningsfuld og samtidig basal rock.
Band of Horses, Haven Festival, fredag aften.
