STELLA BLACKROSE, Rytmehans

En stjerne er født – og hun har et fremragende band bag sig: mød Rebecca Armstrong og Stella Blackrose – ROCKband med meterhøjt ”R”

Modsat legenden - og hvad de fleste tror, så er der altså adskillige sure tjanser i dét at være rockanmelder. Men de opvejes til fulde af de gange – om end de er alt for få – man oplever stjerner blive født for øjnene af én.

Og præcis dét var jeg vidne til, da den nye danske heavy metal/ rock’n’roll sekstet, Stella Blackrose, lørdag aften ramte Skanderborgs Rytmehans scene med en volumen og en overbevisning, som stod der 100.000 snarere end de par hundrede, tilfældet var, foran samme scene.

Numrene på bandets debutalbum ”Kiss The Dirt” er måske nok, selv om de såmænd er ganske glimrende, lovlig énsformige, men det indtryk holder sig – som jeg fandt ud af i Skanderborg – kun til bandet slipper samme numre løs live.

Det var fandme fantastisk at opleve et debutband gå til stålet med den overbevisning og bevidsthed om eget værd, som Stella Blackrose gjorde det.

Ikke mindst hjulpet af den på samme tid swingende og sejtrækkende trommeslager Jakob Gundel, som lægger hver eneste markering svinepræcist og dertil sørger for en dynamik i musikken og spillet, som man ikke oplever det på ”Kiss The Dirt”. Hvilket bringer os til den intet mindre end fænomenale leadguitarist Kristian Lorentzen – knægten kan samtlige tricks i Slashbogen og – i dette tilfælde – under bøgen. Mandens soli sidder lige i el-skabet, og jeg glæder mig til at følge ham fremover.

Og vi er ikke færdige endnu. Gruppens sangerinde Rebecca Louise Armstrong overbeviste mig på mindre en time om, at jeg simpelthen var vidne til en stjernes fødsel. Ét er at hun ganske enkelt synger fremragende, men dertil kommer sgu, at hun er den sejeste rocktøs, jeg nogensinde har set herhjemme. Med en helt enestående udstråling og flammende kærlighed til dét, hun og Stella Blackrose laver.

Den måde det pigebarn og resten af bandet eksekverer bandets bedste nummer, ”Beautiful Thing Called Rock”, på lader ingen tvivl ude om, at den sorte rose er sprunget ud i fuldt flor. Og endnu bedre lover det endnu større oplevelser i fremtiden, når bandet har fået endnu mere tung ammunition i patronbælterne, end de har nu.

Jeg elsker, når bands spiller deres chance. Og det var præcis det, Stella Blackrose gjorde, da de foran et par hundrede mennesker spillede, som stod de foran 200.000. Endnu et tegn på sand klasse. Jeg glæder mig allerede til at se dem igen.