Well, Roskilde Festival 2013 er så afgjort godkendt. Simpelthen fordi festivalen har givet én dét, der nu engang må være det afgørende – nemlig mange gode musikalske oplevelser over fire dage.
Alligevel står spørgsmålet i år tilbage, om fire dage simpelthen ikke er for lang tid. I og med at programmet overordnet set synes lagt med en vis desperation – en desperation, som går ud på, at arrangørerne synes at lægge programmet, så det det ser ud som og overbeviser om, at man rent faktisk har navne og musik til fire dages festival. Men det har de for fanden ikke!
I den sammenhæng har mange i de senere år stået til lyd for, at man skulle nedlægge Orange Scene. Ud fra en – såmænd sand – betragtning om, at der ikke længere er så mange bands eller solister, som faktisk evner den frygtindgydende opgave, det er, at spille én af Europas mest ikoniserede rockscener op. Det lod sig også mærke i år.
Stakkels Kris Kristofferson skulle i en ideel verden være vist vejen til Arena snarere end Orange, Vinnie Who hører til på Orange, som jeg hører til i et veganerkollektiv, James Blake fungerede ikke deroppe, og den ellers blændende Bobby Womack kunne have præsteret noget, der var gået over i historien, hvis han havde fået en mere intim scene på et senere tidspunkt.
Nu stod de så på Orange, og det var åbenlyst fejldisponeret – argumentet har jo åbenlyst været, at ”nogle skal vi jo sætte derop”, men det holder jo ikke.
Der er imidlertid bare heller ikke noget argument for at nedlægge Orange Scene. De samlende fællesfester på en festival som denne er en afgørende del af såvel identiteten som ”oplevelsen” Roskilde Festival, og som Metallica, Volbeat, Slipknot og Queens Of The Stone Age atter beviste, så FINDES der jo stadig bands, som evner det dér med en forløsende fællesfest.
Til gengæld er der i min optik god fornuft i at drage konsekvensen af, at der kun er et begrænset antal tilbage, som kan kunsten med de store scener og for den sags skyld festivalshows. Og kondensere festivalen. For det er jo ikke kun på Orange, der i 2013 er alt for langt mellem bourbon-shots’ene. Det gælder hele vejen rundt, og alt imens det såmænd af og til kan være ganske hyggeligt at vandre formålsløst rundt, indtil der igen dukker noget musik op, man gider høre, så har fok næppe købt dyre billetter med det primære formål at forbedre deres kondition.
Pauserne er lange og mange, og de kunne naturligvis undgås, hvis festivalen skar spilletiden ned med en dag. For alt imens årets festival som indledningsvist nævnt bød på mange fine oplevelser, så havde det afgjort ikke gjort noget, hvis de var komme i anderledes rap rækkefølge.
Tænk over det ”and let’s get the party started”, som hende den lyserøde engang påpegede. Vi ses til næste år…
FØLGER DU MED FRA MOBILEN? KLIK HER OG FØLG BT'S JOURNALISTER PÅ ÅRETS ROSKILDE FESTIVAL
