I Horsens opfører Metallica i sin helhed det album, der trak dem fra de sortmalede drengeværelser og helt ind i dagligstuerne. Men ’det sorte album’ fik en hård fødsel

- Hver gang vi sender et nyt album ud, mister vi fans, som ikke kan klare, at bandet bliver større. Citat: Lars Ulrich.

Det tog næsten et år at indspille det.

Det kostede i omegnen af seks mio. kr. at indspille.

Produceren Bob Rock overvejede angiveligt at gå i terapi under indspilningerne.

Rock svor, at han aldrig ville arbejde sammen med bandet igen, og bandet svarede, at følelsen var gengældt.

Bandet er Metallica, det omtalte album hedder også ’Metallica’ - i folkemunde kaldet ’The Black Album’.

’Metallica’ blev sendt på gaden 12. august 1991, og siden dengang har pladen solgt over 25 mio. eksemplarer og har for længst opnået klassikerstatus.

Alt i alt meget godt gået af et amerikansk/dansk Heavy Metal band og producer Bob Rock, som talrige gange er citeret for, at ’'Metallica’ IKKE var sjov at lave’.

Mest elskede

Men Metallicas femte album er i dag bandets mest elskede plade og kastede hele fem hitsingler af sig i ’Enter Sandman’, ’Nothing Else Matters’, ’The Unforgiven’, ’Sad But True’ og ’Whereever I May Roam’.

På de fire album, Metallica havde udgivet før ’Metallica’, spillede bandet anderledes nådesløs og kompromisløs metalrock, og de var da også allerede før 1991 et stort navn. Men med ’Metallica’ blev ’stort navn’ i løbet af få måneder til ’superstjerner’. Takket være en anderledes tilgængelig og simpel spillestil og - ikke mindst - Bob Rocks produktion, som var en opvisning i pletfri power, hvis nogensinde der var én.

Med ét rykkede Metallica så at sige fra de sortmalede drengeværelser med de flossede 'Kill ’Em All' (Metallicas debut fra ’83. red.) plakater på væggene ind i dagligstuerne verden over.

De fans, som så Metallica som undergrundens Heavy Metal helte, var meget lidt tilfredse med, at Metallica var ’blevet kommercielle’ (deraf det indledende Lars Ulrich citat), men de blev erstattet med millioner og atter millioner andre, som stadig hænger ved 21 år efter udgivelsen af ’Metallica’.

- Jeg kan ikke forstå, at vi sælger så mange eksemplarer af ’Metallica’. De må sgu’ da købe mere end én, som leadguitarist Kirk Hammett undrende sagde til overtegnede blot to år efter udgivelsen af pladen.

Siden solgte den endnu mere, og er ’Metallica’ ikke bandets bedste album, så indeholder den i hvert fald tre stensikre klassikere.

Klassikere

I første omgang ét af verdens bedste - hvis ikke dét bedste - HM-numre, ’Enter Sandman’, og dernæst ’The Unforgiven’ og ’Sad But True’, som med god grund er blevet nævnt som Metallicas pendanter til de to Led Zeppelin klassikere ’Stairway To Heaven’ og ’Kashmir’.

Nå ja, og så er der balladen ’Nothing Else Matters’, som trak Metallica helt hen til kakkelbordene i de før omtalte dagligstuer.

I får dem - og resten - i Horsens 6. juni, hvor Metallica spiller det legendariske album fra ende til anden.