*

(1 ud af 6 stjerner)

Et af de absolutte hovednavne på årets Smukfest - og egentlig lidt af et scoop for festivalen - var superstjernen Sia. Men det var også det eneste ved fredag aftens koncert, som var super.

For det er tæt på noget nær det mest åndssvage, denne anmelder har været vidne til.

Kritikpunkt nummer et: Pladsen foran Bøgescenerne er ikke voldsomt stor. Og det er langt fra alle, der kan stå lige foran. Af netop den grund er det fuldkommen uforståeligt, at Sia valgte at stå helt dybt inde på scenen, mens nogle dansere/skuespillere, som vi vender tilbage til, havde fronten af scenen.

Det betød slet og ret, at omkring halvdelen af de fremmødte var tvunget til at se den såkaldte koncert på en af de mange storskærmene. Allerede der fejler koncerten.

Ekstraordinært kedeligt

Kritikpunkt nummer to: På scenen var der opstillet en lille mindre scene, forholdsvis dybt inde, hvor der under hver sang blev opført en slags miniteater af nogle skuespillere/dansere.

Sia selv stod på en lille kasse dybt inde på scenen helt ubevægelig og sang, mens det man så så på scenen og skærmene var det teaterstykke, som udspillede sig foran.

Det kan i bedste fald beskrives som nyskabende, i værste fald som ekstraordinært kedeligt.

Det var egentlig flot nok at se på på storskærmen. Men det var så indøvet, at det lige så godt kunne være optaget på forhånd. Og hvad er så pointen med en livekoncert?

Hollywood-stjerne på scenen

Det uden tvivl mest interessante ved "koncerten", hvis man kan kalde sådan et stykke perfomance-kunst for det, var ikke de mange store hits som 'Alive', 'Cheap Thrills', Rihannas 'Diamonds', 'Elastic Hearts', 'Chandelier' eller 'Titanium', der alle blev spillet, som havde en person blot trykket play på anlægget.

Nej, det mest interessante var i stedet, om Sia havde nuppet Hollywood-stjernen Kristen Wiig med på scenen. Det har hun haft før - og det lignede det bestemt også var tilfældet fredag aften på Smukfest.

Sia viste sig at være mere uinteressant end en diskussion om kvalitet af havregryn eller at bruge sin fredag aften på at se andres feriebilleder på Facebook - specielt hvis man selv har brugt al sin ferie. Læg dertil at lydniveauet var så lavt, at folk kunne føre almindelige samtaler undervejs, og så har du en koncert, der er noget af det mest åndssvage, jeg nogensinde har oplevet.

Sia, fredag 5. august, Bøgescenerne på Smukfest, 1 ud af 6 stjerner.