Du kommer ikke til at tørste på Smukfest søndag, for i år har festivalen flottet sig ved at give fri fadøl hele dagen.

Dermed er der garanti for at søndagens normalt trætte festivalgæster kan udsætte tømmermændene en dag yderligere, og lade øllet flyde i ganerne og hanerne, mens D.A.D. lukker Bøgescenen og skoven ned for i år.

Smukfests talsmand, Poul Martin Bonde, fortæller, at de er glade for at give publikum lidt igen efter en flot festivalsuge.

- Vi gør det for at sige tak til publikum, ved at give ja måske Danmarks største omgang. Vi kan jo ikke lave det her arrangement uden publikum, og derudover er det også en stor tak til de medarbejdere, der arbejder her, som jo også kan drikke gratis.

Idéen til den store omgang kom efter, at Yougov lavede en undersøgelse for MetroXpress, hvor de spurgte folk hvilken festival, de ville på, hvis de kunne komme gratis af sted. Her svarede størstedelen, 35 procent, at de helst ville på Smukfest.

Normalt tager omkring 1/4 del hjem tidligt søndag, så Smukfest prøver altid at eksperimentere med at holde på publikum på sidste dag.

- Det er en sjov måde at sige, om vi ikke skal vi ikke holde en fest sammen. Vi prøver at eksperimentere meget om søndagen, hvor vi sidste år havde Kings of Leon, og i år virkede det her super passende, siger han.

Det kan umiddelbart godt lyde som et stort sats rent økonomisk for festivalen, men det har Smukfest taget forbehold for, mener Poul Martin.

- Jeg ved ikke, hvor meget vi har budgetteret med, med det er en del. Vi lavede en aftale med Unibrew, om de ikke ville hjælpe os med denne sjove happening, og det ville de heldigvis, siger han og fortsætter,

- jeg tror ikke, at alle bliver på grund af gratis fadøl, men folk tænker nok, at man kan lige kan få en par øl inden man tager hjem, siger han.