Det falder muligvis den pågældende svært at indrømme det, når der andre til stede, men selv den mest forbenede metalfan græder altså ofte glædens snot bag jernpladerne i rustningen ved tanken om en god sang og dygtigt spil.
Hvorfor de svenske mestre Europe da heller ikke - som forudsagt af de mere puritanske metalnakker - faldt igennem på en festival, som ellers som oftest satser på en noget mere massiv metal-mur end den klassiske rock, Europe er eksponenter for, kan mønstre.
Det får være, for Europe er et eventyrligt velspillende foretagende og dertil meget mere end den dér sang om den endegyldige baglæns tælling, de i reglen forbindes med. Og det blev Europe da heldigvis også belønnet for på Copenhell lørdag aften.
Men man skulle altså også have en musikalsk forståelse som en fortovsflise og et hjerte af bølgepap, hvis man ikke denne aften værdsatte den forrygende leadguitarist John Norums spil på ”Scream Of Anger”, ”Sign Of The Times” og ”Ready Or Not”. Mens aftenens helt store helt vitterlig var frontmand Joey Tempest, som syntes opsat på at kompensere for sidst, Europe spillede på Amager i september 2015, hvor Joeys stemme var skudt i sænk af influenza.
Manden sang ganske enkelt forrygende på Copenhell, og det er vitterlig de færreste 53-årige sangere med en karriere spændende på den pæne side af 30 år, som kan hamle op med præstationerne fra dengang. Men det kan hr. Tempest – specielt mandens vibrato i en dejligt tung ”Last Look At Eden”, titelnummeret fra Europes 2009 album, var faktisk bjergtagende.
Okay, det tog bandet lidt tid at komme op i gear på Copenhell – derfor ”kun” fire stjerner. Europe egner sig nu engang bedre til lune sommeraftener end de gør til den bidende blæst og snigende kulde, som meldte sig på festivalen lørdag aften.
Men op i gear kom de dog sådan cirka halvvejs inde i sættet på Copenhell med specielt ”Firebox” og ”Superstitious”.
”Tak, tusind tak for fanden da,” jublede Tempest flere gange.
Jeg skal ikke kunne sige, om sangeren havde været nervøs for at skulle træde op på Copenhell, men i givet fald må det have været intet mindre end en åbenbaring for bandet, da de endelig nåede til DEN sang og kunne opleve en efterhånden stuvende fyldt festivalplads lykkeligt synge med hele vejen.
Det er dét, jeg altid har sagt; ”The Final Countdown” ER en god sang, og det er for fanden ikke Europes skyld, at den blev spillet ihjel i radioerne dengang i 80’erne.
Heldigvis har sangen fået æresoprejsning nu, og i øvrigt håber jeg sandt for synden, at det varer mange år endnu, inden titlen skal tages for pålydende i Europes tilfælde.
Den svenske kvintet er nemlig bedre end nogensinde og hvor mange bands kan prale af det 34 år efter deres debutalbum?
Nemlig! Det havde i øvrigt ikke gjort noget, hvis Europe – da det endelig rullede – var blevet ved en halv time mere. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg gerne havde spillet luftguitar til ”Cherokee” og ”Open Your Heart” og sunget lykkeligt med på tåreperseren ”Carrie”.
Oh well, næste gang da...
Europe, Copenhell, lørdag aften
