Et af årets hovednavne på Tinderbox, den legendariske rapgruppe Run-DMC, leverede kun i glimt beviser på fordums styrke - resten af koncerten var en stor skuffelse.

Den bedste måde at opsummere koncerten på Odense-festivalen Tinderbox med hiphop-legenderne fra Run-DMC må være med følgende scene fra tidligt i koncerten:

Rapperen Run, som lægger navn til den første del af den berømte gruppe, tog en lille pause (dem skulle der for øvrigt komme mange flere af; pauserne) efter koncertens første rigtige nummer 'Rock box' og råbte så ind i mikrofonen, »What up Copenhagen, Denmark«.

Det udlæste hurtigt adskillige pift, akavede grin og buh-råb. Da Run ikke længe efter gentog, at de var i Copenhagen og ikke Odense, råbte en mand ikke langt fra mig, »You are in fucking O'ense,« med tyk odenseansk accent, mens flere omkring grinede.

Så var stemningen ligesom lagt.

'Copenhagen'-råbet blev dog hurtigt glemt af de mange mennesker foran Blå Scene, for i næste nu lød tonerne fra 'Its like that', og så var alt tilgivet - ikke mindst fordi kæmpehittet blev fulgt op af et andet ligeså legendarisk nummer i form af 'It's tricky'. Og så havde både ung og specielt gammel foran Blå Scene glemt den ellers graverende geografiske fejl.

Trættende pauser

Herefter fulgte en stribe af gruppens mange klassikere som 'Beats to the Rhyme', 'Mary Mary', 'Down with the King' og 'Run's House'. Numrene blev kun afbrudt af netop Run, der gav den som den store underholder, han er. Det skete dog så også stort set efter hvert nummer. Til at begynde med var det charmerende, men som koncerten blev ved med at blive afbrudt af det ene stand-up-lignende indslag efter det andet, blev det mere trættende.

Og den trættende følelse må Run og den noget mere tilbagetrukkede DMC også have følt. For efter omkring otte-ni numre forlod de scenen.

I første omgang var det for at hylde det afdøde medlem af Run-DMC, Jam Master Jay. Her fik de tre DJ's, som var med på scenen, lov til at give prøver på deres egenskaber - en god omgang vinyl-spinneri kan pynte på en hver hiphop-koncert - og ekstra smukt blev det, da en af de tre DJ's viste sig at være Jam Master Jays søn Jam Master Jayson - vel nærmest det mest passende navn nogensinde.

Han fik noget, der mindede om 10-15 minutter til at spille et mere eller mindre tilfældigt DJ-set. Fin tanke, men ikke specielt interessant, når nu man var kommet for at se Run-DMC.

30 minutters pause

Men det blev ikke kun ved hyldesten til afdøde Jam Master Jay. DJ-settet blev nemlig bare ved og ved i det nærmest uendelige.

Mest mærkeligt blev det, da der blev sat en omgang 'Wonderwall' med Oasis på anlægget. Vi fik også hørt 'Seven Nation Army', 'Under the bridge' og 'Loose yourself' blandt meget andet.

Udover de indledende og letgenkendelige Run-DMC hits, så var det faktisk den del af koncerten, hvor publikum på Tinderbox havde den største fest.

Helt forfærdeligt, hvis man bare gerne ville høre Run-DMC og ikke Oasis, The White Stripes, Red Hot Chili Peppers eller Eminem.

Efter DJ-pausen, som vel varede en halv time (godt halvdelen af koncerten), fik vi heldigvis Run og DMC tilbage på scenen, men skaden på koncerten var sket.



Og selvom DMC - ligesom Run havde gjort inden DJ-pausen - gav sin hat til en blandt publikum, så begyndte det at blive en smule gammelt, og resultatet var tydeligt at høre - da sniksnakken foran Blå Scene steg og steg for hvert minut.

Ret skal dog være ret. Når de rent faktisk spillede deres halve udgaver af Run-DMC-musik fra scenen, var jeg henført til de glade 80'ere. Mange af klassikerne var skønne genhør, og det afsluttende monsterhit 'Walk this way', et cover af Aerosmith, resulterede i fællessang og dans på stedet foran scenen.

Det var fedt at se et par ægte legender, men synd de ikke havde mere at byde på.

Run-DMC, lørdag 24. juni 2017, Blå Scene Tinderbox, 2 ud af 6 stjerner.