******
(Seks stjerner)
I et par år, indtil for nylig, har den islandske trio gået lidt stille med dørene med henblik på liveaspektet, og bookningen på årets NorthSide var derfor en smule overraskende. Men det er noget, NorthSide efterhånden er blevet gode til – at overraske, og ikke smække sidste års hovednavn på plakaten.
Da jeg trådte ind foran den blå scene, var det dog med en vis skepsis overfor orkestret, rigtigt mange var kommet for. For der kan uden tvivl opstå enighed blandt mange om, at Sigur Rós’ kompositioner passer sig bedst ind i mørket, og i atmosfæriske bygningsværker.
Og eftersom NorthSide-publikummet havde fået et par kander øl under vesten lørdag aften, blev udfordringen kun større – særligt i dette ambiente lydbillede, som Sigur Rós så ofte beviser at mestre.
Bag et scenetæppe af LED-lys og stål begav Sigur Rós sig ind i den opbyggende ”Óveður”, der for nyligt blev præsenteret på Primavera Sound i Barcelona.
Blandt fængende og atmosfæriske visuals satte Sigur Rós gang i den nordiske symfoni, og da trioen efterfølgende for alvor indtog scenen, under ”Starálfur” fra albummet Ágætis Byrjun, blev den ligegyldige festivalstøj så langsomt overdøvet, og det var som om, at den ulmende nordiske naturskønhed bevægede sig langsomt ind over Ådalen.
Der må være noget særligt i vandet deroppe på Island. Det er ikke en overflod af musikalske succeser, som landet igennem tiden har produceret, men siden 90’erne er der sket ting og sager i musikkens eksperimenterende felt, hvor Sigur Rós står stærkt på den internationale postrock-scene.
Hos Sigur Rós gøres alting anderledes, selv guitaren skæres på en særlig måde af forsanger Jonsí, imens den dundrende bas af Georg Hólm underlægger sig musikkens symfoniske opbygning.
Bandet bevæger sig langt fra det traditionsbundne rockfelt, men så alligevel ikke helt, eftersom de auditive referencer til slowcore og støj er tydeligt til stede, hvilket sammenbindes af deres symfoniske æstetik, som kom særligt til udtryk under ”E-Bow” fra albummet (), hvor Jonsí virkelig demonstrerede sit imponerende vokalregister imellem guitarstøjens drømmende undertoner.
Der blev langsomt bygget noget meget smukt op, hvor dette så derefter blev destrueret i et kaotisk klimaks, der forekom hårrejsende og rørende. Der var noget dystopisk og trist ved at stå og lade sig overrumple af gruppens massive lydmur, der alligevel havde noget særligt fængende over sig.
Det smukke ved dystopien
Undervejs i koncertens opbygning var det som om, at naturkræfterne kom til udtryk igennem det drømmende lydbillede, og den nedadgående sommersol havde derfor så passende gemt sig bag de tætte skyer.
Koncertens visuelle aspekt fungerede som en fysisk iscenesættelse af lyden, hvilket ikke ses ofte i det mere populærkulturelle felt, som Sigur Rós efterhånden må siges at være en del af. Det hele gik derfor op i en højere enhed, imens skyerne trak sig sammen over festivalpladsen, og det elektriske nordlys lod sig gjalde fra de tre musikere.
Det smukke i lydbilledet var en stor del af koncerten og sammenbandt på mange måder den patosfokuserede side, primært båret af guitarens underlæggende ambience. Dog var det kaotiske et underlæggende aspekt, der blev mesterligt eksekveret.
Det æstetiske ved koncerten stod så skarpt i form af sine opbyggende elementer, både i form af det visuelle og det auditive, at den derfor var svær at skille ad. Det var en magtdemonstration af den fineste lydkunst – lydkunst eftersom Sigur Rós bevægede sig i en unik form for musikalsk sammensætning – hvor det dragende og drømmende var essentielle faktorer i universet, der til sidst blev destrueret under ”Popplagið”. Det var overvældende, overrumplende og stærkt følelsesbetonet.
Sætliste:
Óveður
Starálfur
Sæglópur
Glósóli
Vaka
Ný Batterí
E-Bow
Dauðalagið
Festival
Yfirborð
Kveikur
Hafsól
Popplagið
